Musikrettigheder på Internet
1) Internet og ophavsret
 Indholdet af ophavsretten
 Eksemplarfremstilling
 Analog kopiering
 Digital kopiering
 Kvalitetsforringelse - privat brug tilladt
 Kopiering og videregivelse
 Tilgængeliggørelse for almenheden
 Tilladelse fra ophavsmanden
2) Hvilke rettigheder
 Eneretten til eksemplarfremstilling
 Eneretten til offentlig fremførelse
3) Rettighedshåndtering på Internet - før og nu
 Før
 Nu
4) Tarifovervejelser
 Permanent minimumstarif ikke mulig på nuværende tidspunkt
 Den midlertidige tarif
 Tariffer for musik på Internet - udlandet
5) Aftalepart - Ansvar
6) Hyperlink
1) Internet og ophavsret:
KODA's multimedie- og Internetafdeling stilles ofte overfor forskellige spørgsmål om ophavsret og Internet, eksempelvis:
- Hvordan får man ophavsret til et musikværk?
- Skal eller kan man registrere sin ophavsret?
- Gælder ophavsretten på Internet?
- Hvordan beskytter man sig mod andres brug af værket på Internet?
- Er det tilladt at bruge musikværker på Internet?
- Hvad koster det at udbyde musikværker på Internet?
I relation til generelle spørgsmål om ophavsrettens indtræden kan det entydigt fastslås, at ophavsretten opstår formløst i og med skabelsen af værket. Når (musik)værket er skabt har ophavsmanden således uden videre ophavsret til værket, og ophavsmanden hverken skal eller kan registrere sin ophavsret.
Ophavsrettens indtræden og virkning gælder naturligvis ligeledes på Internet. Internet er ikke - trods en ellers udbredt fejlagtig opfattelse om det modsatte - et juridisk eller lovløst vakuum. Det kan slås entydigt fast, at de almindelige vedtagne lovregler gælder med uformindsket kraft på Internet. Tilsvarende gælder det for ophavsretten, som selvfølgelig finder anvendelse på Internet.
Følgende vil kort gennemgå, hvordan musikkens ophavsmænd er stillet på Internet, og hvilke ophavsretlige regler som er relevante. Samtidig vil der blive fokuseret på KODA's og NCB's overvejelser i relation til fastsættelsen af en tarif for brug af musik på Internet, idet det kan konkluderes, at KODA og NCB finder det nødvendigt a fastsætte en tarif for brug af musik på Internet, hvilket indtil 15. november 1997 var gratis. Endelig er der en henvisning til KODA/NCB's standardaftale om musik på Internet.
Indholdet af ophavsretten
Ophavsretten indebærer, at ophavsmanden til et værk har nogle enerettigheder til udnyttelse af værket i form af eneret til at:
 fremstille eksemplarer af værket og
 gøre værket tilgængeligt for almenheden
Eksemplarfremstilling
Eneretten til eksemplarfremstilling omfatter en hvilken som helst form for kopiering af værket. Eksempelvis fotokopiering af en bog, kopiering af en CD til et bånd eller - hvad der er særligt relevant her - kopiering af et musikværk til en computer.
I forbindelse med kopiering skelner den danske ophavsret yderligere mellem kopiering i analog form og kopiering i digital form. Kopiering fra analog form til analog form, kopiering fra analog form til digital form og kopiering fra digital form til analog form er således tilladt uden rettighedshaverens tilladelse, hvis det er til privat brug. Kopiering fra digital form til digital form er derimod aldrig tilladt uden rettighedshaverens tilladelse.
Analog kopiering
Kopiering i analog form indebærer en kopiering af værket i den udformning, som værket har på tidspunktet for kopieringen. Et nærliggende eksempel er en “gammeldags” vinylplade. Hver gang pladen afspilles bliver pladens kvalitet en anelse dårligere, og dette kvalitetstab genoprettes ikke. Med tiden er pladen fuld af ridser og støvpartikler, som altså bliver hængende. Kopiering af pladen til eksempelvis et bånd afspejler naturligvis den stand, pladen var i ved selve overspilningen, og samtidig vil der altid være en anelse kvalitetstab ved overspilningen. Et analogt kopieret værk bliver derfor kvalitetsmæssigt uinteressant i takt med antallet af kopieringsgenerationer.
Digital kopiering
Anderledes er det med den digitale kopiering. Ved kopiering fra digital til digital form sker der en fuldstændig identisk genskabelse af værket. Uanset om der er tale om en kopi af det originale digitale værk, eller der er tale om en kopi af den tusinde kopi af værket, er kopien kvalitetsmæssigt identisk med den originale værk. Det er jo blot den samme lange række af 0- og 1-taller som genskabes.
Kvalitetsforringelse - privat brug tilladt
Kvalitetsforringelsen ved analoge kopier har været en væsentlig årsag til, at kopiering har været og er tilladt, hvis det er til privat brug. Fotokopiering af en bog til privat brug kan derfor ske uden ophavsmandens tilladelse. Omvendt har den manglende kvalitetsforringelse ved digitale kopier medført en regel, som blev indført i 1995, hvorefter kopiering fra digital til digital form ikke er tilladt - heller ikke til privat brug. Samtidig giver den digitale teknologi mulighed for en langt mere intensiv udnyttelse af værkerne. Når cd'er og cd-rom'er kan kopieres uden kvalitetstab er det meget nemt at lave "privat piratvirksomhed", og det må rettighedshaverne beskyttes imod.
Kopiering og videregivelse
Samtidig er der den lette adgang til kopiering og videregivelse at tage hensyn til. Hvis jeg giver 5 personer et analogt værk, som de herefter kopierer og videregiver til hver 5 personer osv. spredes værket på sin vis langt ud over, hvad der kan anses som omfattet af privat brug, men på grund af kvalitetsforringelsen i hvert kopieringsled har den omfattende spredning sin naturlige begrænsning. Kvaliteten forringes, jo længere man kommer fra startpunktet, ringene i vandet udviskes. Kopiering og videregivelse via Internet er derimod meget enkelt, og her vil der ikke være nogen som helst form for kvalitetsforringelse, selv om værket er blevet kopieret tusinde gange i tusinde kopieringsled. Ringene i vandet udviskes ikke.
Forbudet mod digital kopiering også til privat brug må derfor ses som et nødvendigt forsøg på at fastholde den ophavsretlige beskyttelse i en digital verden. I den forbindelse skal man se tingene i rette perspektiv, og forbudet er naturligvis ikke møntet på den almindelige hr. og fru Jensen. Forbudets hovedsigte er ikke at give rettighedshaverne en anledning til at undersøge privates pc’ere. Forbudets hovedsigte er derimod at give rettighedshavere et instrument til at bekæmpe såvel den organiserede som den “private” piratvirksomhed.
På Internet virker forbudet heller ikke hæmmende for den almindelige brug af Internets tjenester, idet tilladelsen fra en retmæssig udbyder også må antages at omfatte den nødvendige downloading, hvorefter privat kopiering i sådanne tilfælde er tilladt.
Tilgængeliggørelse for almenheden/offentligheden
Den beskrevne eneret til at kopiere et værk er den ene del af ophavsretten. Den anden del er en eneret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden. Dette indebærer bl.a., en eneret til at fremføre værket offentligt. Offentlig fremførelse kan ske ved en koncert eller når en tøjforretning afspiller en CD for kunderne i butikken. Ifølge dansk ret er der også tale om offentlig fremførelse, når et (musik)værk udbydes på Internet. Eneretten til offentlig fremførelse vil derfor også blive omtalt i det følgende.
Tilladelse fra ophavsmanden
Når nogen ønsker at benytte et værk i form af kopiering eller tilgængeliggørelse for almenheden, skal man have rettighedshaverens tilladelse. Det lyder enkelt. Og det er i virkeligheden ukompliceret. Man skal have en tilladelse fra den, der har rettighederne. I den forbindelse skal det bemærkes, at et værk ofte har flere rettighedshavere. I sådanne tilfælde – og det gælder som oftest for ophavsretligt beskyttede musikværker, jf. straks nedenfor under pkt. 3) - skal der indhentes tilladelse samtlige af værkets rettighedshavere. Kravet om tilladelse gælder dog ikke, hvis den påtænkte udnyttelse er omfattet af en af ophavsrettens undtagelsesregler. Kun få undtagelsesregler er relevante på Internet, og udgangspunktet er derfor helt klart, at man skal spørge om tilladelse. Der gælder dog en generel undtagelse til ophavsretten. Den ophavsretlige beskyttelse er tidsbegrænset, og varer i alle tilfælde kun til 70 år efter ophavsmandens død. Herefter må værket bruges uden rettighedshaverens tilladelse.
2) Hvilke rettigheder
De dele af ophavsretten, som er nævnt i ovenstående - eneretten til eksemplarfremstilling og eneretten til offentlig fremførelse - er relevante i forbindelse med musik på Internet. Dette hænger sammen med, at en digital transmission over Internet udgør et såkaldt triptykon, dvs. en tredeling, som inkluderer:
1. Uploading på en server på Internet
2. Selve den digitale transmission (overførslen)
3. Hjemtagelsen/downloadingen til slutbrugerens PC
De involverede ophavsrettigheder er derfor:
A) Eneretten til eksemplarfremstilling
Eneretten til eksemplarfremstilling, fordi der sker en kopiering ved langt hovedparten af de udnyttelser, som finder sted på Internet. Denne kopiering finder oftest sted i såvel udbyderenden som brugerenden. Komponister, forfattere og musikforlæggere har i Danmark og de andre nordiske lande overdraget forvaltningen af retten til at fremstille eksemplarer af deres musikværker til Nordisk Copyright Bureau, NCB. Hvis man ønsker at kopiere musikværker til brug på Internet kræver det derfor, at man har fået en tilladelse fra NCB.
B) Eneretten til offentlig fremførelse
Samtidig er eneretten til offentlig fremførelse, fordi selve den digitale transmission af et musikværk betegnes som en offentlig fremførelse. Udbud af musikværker fra en server på Internet - eksempelvis i form af en radio, som sender via Internet - vil derfor være en offentlig fremførelse af musikværkerne. Komponister, forfattere og musikforlæggere har i Danmark overdraget forvaltningen af den offentlige fremførelse af deres musikværker til KODA. Et ønske om at udbyde musik via Internet kræver derfor ligeledes en tilladelse fra KODA.
3) Rettighedshåndtering af musik på Internet - før og nu
De ophavsrettigheder, som er relevante for musik på Internet, er således samlet hos KODA og NCB for så vidt angår den udnyttelse, som finder sted i Danmark. Det har derfor været nærliggende, at KODA og NCB, er gået sammen om at klarere musikrettighederne på Internet. Et ønske om tilladelse til musik på Internet kan derfor opnås ved én samlet henvendelse. Dette er til fordel for såvel rettighedshaverne som musikbrugerne på Internet.
Ønsker man at bruge indspillet musik (eksempelvis cd'er) på Internet, kræver det - ud over en tilladelse fra KODA og NCB - ligeledes en tilladelse fra de udøvende kunstnere, som medvirker på cd'en, og pladeselskaberne, som har produceret indspilningen. De udøvende kunstnere er for størstedelens vedkommende organiseret i Dansk Artist Forbund (link til
www.artisten.dk) og Dansk Musiker Forbund (link til
www.dmf.dk), mens pladeselskaberne (særligt de store pladeselskaber) er organiseret i paraplyorganisationen IFPI Danmark (link til
www.musik.org) (St. Strandstræde 9, 1255 København K., Tlf. 33 91 91 11). Information om, hvilke udøvende kunstnere der medvirker på et indspillet nummer, eller hvilket pladeselskab som har foretaget indspilningen, kan man eventuelt få hos Gramex (link til
www.gramex.dk). Endelig kan information om, hvorledes forskellige rettighedshavere og rettighedstyper er organiseret i Danmark kan findes på Samrådet for Ophavsrets infobutik. (link til
www.ophavsret.dk)
Før
KODA og NCB gav fra begyndelsen af 1996 til 15. november 1997 alle der søgte om tilladelse lov til gratis at anvende musik på den danske del af Internet. Tilladelserne til gratis anvendelse af musik blev givet midlertidigt for korte perioder ad gangen. KODA og NCB indgik i den nævnte periode knap 50 aftaler om musikanvendelse på Internet.
Gratisperioden ansås som en nødvendig forudsætning for at indsamle viden og erfaring om musikbrugen på Internet. Et indgående kendskab til Internet og navnlig musikbrugen på Internet er naturligvis en forudsætning for at sammensætte en tarif en tarifstruktur, som passer til mediet. Hvordan bruges musik på Internet? Hvilke muligheder giver Internet til at kopiere og fremføre musik? Hvilke parametre skal danne grundlag for en tarif? Hvad er musikken værd på Internet?
Ligeledes var gratisperioden et vigtigt fundament i at fastholde overfor musikudbyderen, at det at bruge musik på Internet i alle tilfælde kræver rettighedshaverens tilladelse. Samtidig var anvendelsen af musik på Internet ikke været særlig intensiv, hvorfor musikkens rettighedshavere ikke løb nogen nævneværdig risiko ved denne “gratis politik”.
Nu
Kortlægningen af musikanvendelsen på Internet efterlader én med en del svar, men også en del ubesvarede spørgsmål. En ting står dog klart. Der er en klar tendens til, at musikanvendelsen på Internet intensiveres, hvilket kun er en naturlig konsekvens af et generelt udbyder- og brugerønske om stadigt større interaktiv anvendelse af netværket og den hurtige teknologiske udvikling på Internet. Der har for eksempel været en markant udvikling i muligheden for at udbyde musik til "almindelige" brugere, som har et almindeligt modem. Streamingteknikken, hvor musikken afspilles, mens den hentes, eksempelvis ved hjælp af det kendte Real Audio-program (
www.realaudio.com), er et godt eksempel på denne udvikling. Med udviklingen af diverse komprimeringsteknikker er det nu heller ikke urealistisk, at generelt set datatunge musikværker til rådighed, som brugeren først skal downloade, inden de kan afspilles.
Flere og flere virksomheder bruger musik som underlægnings-/baggrundsmusik på deres website og KODA's og NCB's fælles multimedie- og Internetafdeling modtager jævnligt forespørgsler om muligheden af at bruge musik i andre sammenhænge på Internet. Eksempelvis er der et tiltagende ønske om at etablere musikradiolignende sendinger i cyberspace.
KODA og NCB fandt det derfor nødvendigt, at indstille “gratisperioden”. Musikanvendelsen i cyberspace er ikke længere på det rent eksperimentelle stadie. Mulighederne for musik på Internet udnyttes nu i stadigt større omfang. I den forbindelse er KODA og NCB naturligvis nødt til at tage hensyn til musikkens rettighedshavere. Ligeledes ville det på sigt mindske respekten for rettighedshaverens værker og deres ophavsret, hvis man fortsat bare kunne bruge løs af musikken på Internet uden at betale for det.
4) Tarifovervejelser
De vigtige spørgsmål var herefter: Hvad skal det koste at bruge musik på Internet? Hvordan skal en tarif for musikanvendelsen sammensættes? Det helt overordnede udgangspunkt er klart, og følger de principper, som KODA og NCB også har på andre områder: Et indtægtsbestemt vederlag. Ved at fastsætte tariffen som en del af omsætningen er der en sammenhæng mellem musikværkernes værdi for udbyderen og vederlaget til rettighedshaveren. Omvendt er det dog kun de færreste Internettjenester, som overhovedet har nogen indtægt. Det er derfor nødvendigt med en minimumstarif, ligesom man kender det fra stort set alle andre områder. KODA og NCB kan ikke på rettighedshavernes vegne acceptere, at deres værker udbydes uden afregning.
Permanent minimumstarif ikke mulig på nuværende tidspunkt
Når man ser på hele komplekset som en helhed har KODA og NCB dog måtte erkende, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at fastsætte en permanent minimumstarif. Den teknologiske udvikling går ganske enkelt for hurtigt. Hvis man i dag ligger sig fast på, at tariffen skal fastsættes efter antallet af licenserede streams, opfindes der i morgen en anden metode til at få musikken ud til brugeren. Begreber som Multicast Backbone og Netshow (link til Netshow-website), hvor den eneste begrænsning er tilgangen til udbyderens servers kapacitet florerer allerede. Og “push”-teknologi rykker tættere og tættere. Det kan allerede med rette hævdes, at “push”-teknologien allerede er en integreret del af Internet i form de førende webbrowseres nyhedskanaler. En eller anden form for stagnation i udviklingen af de tekniske forbedringer, der konstant sker på Internet er derfor en nødvendig forudsætning for fastsættelsen af en permanent minimumstarif for musik på Internet.
Tariffer for musik på Internet - i udlandet
Internet er et grænseoverskridende medie, og det ville være naturligt og nødvendigt at skæve lidt til tarifstrukturer og -parametre på området for musik på Internet hos vores udenlandske søsterselskaber. Det kan dog entydigt fastslås, at ingen endnu har fundet de vises sten i den sammenhæng. Alle KODA's og NCB's udenlandske søsterselskaber har således ligeledes måtte erkende, at et forsøg på at opstille en permanent tarif vil ske på et ufuldstændigt grundlag.
Den midlertidige tarif
Derfor introducerede KODA og NCB en midlertidig minimumstarif, som tager udgangspunkt i faste beløb, og som trådte i kraft pr. 15. november 1997. Det “midlertidige” i tariffen går naturligvis på, at tariffen kun gælder, så længe fastsættelsen af en permanent tarif og tarifstruktur ikke er mulig.
Den midlertidige minimumstarif fremgår af bilaget til KODA/NCB's standardaftale (www.henvisning) om musikbrug på Internet. Som det fremgår, er tarifferne symbolske beløb. Alene af den grund siger det sig selv, at tarifferne kun er midlertidige. Samtidig indebærer tariffernes manglende hensyntagen til Internets forskellige former for musikbrug og det meget lave niveau, at tarifferne på ingen måde kan influere på en senere permanent tarif.
Musikbrug Type af musikbrug Vilkår Tarif
Live Internetradio Streaming 1.000 kr. pr. måned
Koncerter Streaming 200 kr. pr. koncert pr. døgn, dog max 1.000 kr. pr. koncert pr. måned
Op til 10 minutters musik pr. måned 100 kr. pr. måned
Andre former for musikbrug Streaming og downloading Mere end 10 minutters musik pr. måned, dog max 90 minutter 1.000 kr. pr. måned
I denne midlertidige tarif fastholdes en overordnet sondring mellem musik, der streames, og musik, der kræver downloading. Ellers er der ingen teknologisk sondring. Meningen er, at det skal være så enkelt muligt for både brugerne og KODA/NCB.
Eksempler:
1) Live Internetradio/streaming: Internetradioen giver næsten sig selv, og et eksempel er lokalradioen Station 10, som planlægger snart at samsende sit æterbårne signal over Internet. En forudsætning for at falde ind under denne kategori er, at signalet over Internet sendes "live" eller i "realtime". Hvis der ikke er tale om en "live"-transmission, falder musikbrugen under en af de andre kategorier. Ligeledes er det en forudsætning, at der er tale om streaming, som er kendetegnet ved, at musikken ikke umiddelbart kan downloades af brugeren. At der er tale om en symbolsk betaling til KODA/NCB understreges af, at en lokalradio kan sende til så at sige hele verden i 24 timer i døgnet for kun 33 kr. om dagen. For at sætte beløbet i relief kan det nævnes, at flere af de store lokalradioer, som KODA har en aftale med, betaler mellem 1500 og 2000 kr. om dagen for at sende 24 timer i døgnet.
2) Koncerter/streaming: Endnu mangler der eksempler, hvor udbydere ønsker at gøre koncerter tilgængelige via Internet, men der har været tilfælde, hvor eksempelvis arrangørerne af den svenske Hultfredsfestival ønskede at sende festivalens koncerter ud over Internet.
3) Anden form for musikbrug/streaming og download - max 10 minutter: Denne kategori omfatter langt hovedparten af de aftaler, som KODA og NCB havde indgået før den 15. november 1997. Herunder falder eksempelvis de websites, som har et enkelt musikværk som baggrundsmusik. Eller flere af de websites, som har mindre lydprøver fra flere forskellige bands eller diverse cd'ere. Det bemærkes, at det er det samlede antal samtidige uploadede musikminutter, som er afgørende for, om musikbrugen falder ind under denne kategori. En musikudbyder, som uploader eksempelvis 10 nye musikminutter hver dag, og som samtidig fjerner de foregående 10 musikminutter vil stadig være omfattet af kategorien. Antallet af "lyttere" påvirker således ikke, hvilken kategori, udbyderen er omfattet af. Ligeledes akkumuleres de uploadede musikminutter ikke under forudsætning af, at der aldrig findes mere end 10 uploadede musikminutter i alt.
4) Anden form for musikbrug/streaming og download - over 10 minutter, dog max 90 minutter: Herunder falder andre former for musikbrug på Internet, som har en vis udstrækning.
Den midlertidige tarif omfatter ikke det, man kan kalde egentlig on-line delivery af musik. Hermed menes levering af hele musikværker eller CD’ere fra til brugerens PC og vil typisk udgøre situationer, hvor leveringen af musikken via Internet substituerer egentligt salg af musik. Ønsker man derfor at oprette en større database med en lang række musikværker, vil dette kræve en særskilt tarifforhandling med KODA og NCB.
Med dette tarifniveau opretholdes den lettilgængelige mulighed for at udnytte musik på Internet. Ingen vil vel undlade at bruge musik med henvisning til tarifniveauet. Herved fastholdes grundlaget for at indsamle yderligere erfaringer om, hvordan musikanvendelse i praksis finder sted på Internet.
Selve aftalen om musik på Internet
Udover minimumstariffen indeholder KODA's og NCB's aftaler (www.henvisning) om brug af musik naturligvis også andre bestemmelser. Aftalens hovedpunkter er kortfattet:
§§ 1 + 2: Aftalen indledes med selve tilladelsen til at bruge musik på Internet og med at fastslå, hvad tilladelsen omfatter. Af § 2, stk. 2 fremgår desuden, at kun den downloading, som er en nødvendig forudsætning for at aflytte musikken er tilladt. Hvad der derimod ikke er omfattet af tilladelsen er et udbud af musikværker, hvor det er hensigten, at brugeren ved at klikke på en musikfil erhverver sig et permanent eksemplar af musikværket.
§ 3: Omhandler droit moral og har i den forbindelse en henvisning til droit moral-bestemmelsen i ophavsretsloven (link til ophavsretsloven). Aftalens § 3 fastslår desuden eksplicit, at visse former for udnyttelse af musikværkerne kræver et samtykke fra de enkelte rettighedshavere. Man kan eksempelvis forestille sig et eksempel, hvor et rengøringsfirma ønsker at bruge "Her kommer mutter med kost og spand" som baggrundsmusik på sit website. Hvis værket bliver en del af det pågældende selskabs image - eller hvis dette er hensigten - vil det kræve samtykke til brugen fra den enkelte rettighedshaver.
Der skal desuden være en navngivelse af ophavsmanden i tilknytning til brugen af værket eller værkerne.
§ 7: Her fremgår det, at udbyderen skal rapportere, hvilke værker, som er blevet anvendt på musiktjenesten.
§ 8: En forudsætning for, at KODA/NCB kan sammensætte en permanent tarif er, at man løbende kan følge med i den praktiske anvendelse af musik på Internet. Udbyderen skal derfor oplyse om erfaringer med brugen af tjenesten. Eksempelvis hvor mange, der besøger tjenesten, hvor mange, der lytter til musikken og hvor længe brugerne er på websitet osv. For at få bedre mulighed for at følge med den tekniske udvikling beder KODA/NCB også om, at udbyderen besvarer spørgsmål om den mere tekniske side af tjenesten.
§ 10: For at gøre brugeren opmærksom på ophavsretten opstiller aftalen en betingelse om en hyperlinkhenvisning til KODA’s og NCB’s respektive websites. Desuden skal teksten Musikken på denne Internettjeneste er stillet til rådighed med tilladelse fra KODA og NCB anføres på musikudbyderens website. Teksten signalerer endvidere, at udbyderen overholder de eksisterende regler. Der er flere virksomheder, som lægger vægt på den slags signaler, så den anførte tekst er derfor også i udbyderens interesse.
Aftalepart og ansvar
Det er den person eller virksomhed, som ønsker at bruge musik på Internet, som skal have en tilladelse fra KODA/NCB. Aftalerne om brug af musik på Internet indgås derfor med det man på godt nydansk kalder content provideren. Tilsvarende er det content provideren, som KODA/NCB henvender sig til, hvis vedkommende bruger musik på Internet uden tilladelse. Hermed er det også tilkendegivet, at content provideren i alle tilfælde vil være den primært ansvarlige over for KODA og NCB. Det er content provideren, som er ansvarlig for betalingen af vederlaget i henhold til de foreslåede tariffer. Og det vil være content provideren, som er ansvarlig for, at klarere rettighederne til musik på et website, før musikken overhovedet udbydes fra websitet.
Denne ansvarssituation svarer også til det almindelige retlige udgangspunkt, hvorefter det er den umiddelbare skadevolder eller gerningsmand, som er den retligt ansvarlige for en eventuel krænkelse eller lovovertrædelse. Hvis man kopierer et ophavsretligt beskyttet værk uden ophavsmandens tilladelse, er det kun naturligt, at den, som foretager den ophavsretlige krænkelse (kopieringen), er ansvarlig herfor. Lige så naturligt er det, at den sælger, som har solgt det medium - eksempelvis en cd - hvorpå kopieringen foretages, ikke er direkte ansvarlig for krænkelsen.
Omvendt har de mange mellemled på Internet har været i fokus i relation til spørgsmålet om ansvar. Denne fokus på de mellemled, som oftest kaldes Internet Service Providere og Access Providere er udviklet af, at der på Internet sker mange, særligt ophavsretlige, krænkelser, men at det ofte er vanskeligt at finde den egentlige krænker. Dette hænger sammen med, at det er meget nemt at være og forblive anonym på Internet.
I og med at disse krænkelser eksempelvis sker via Service Providernes servere på Internet - og Service Providerne er stort set altid nemme at identificere - er spørgsmålet, om Service Providere kan ifalde en eller anden form for ansvar for disse krænkelser. Udgangspunktet i gældende ret er efter KODA’s og NCB’s opfattelse, at Service Providere sjældent vil være direkte ansvarlige for eksempelvis en ophavsretlig krænkelse, som foretages via Service Providerens server. Et ansvar kræver såvel i denne som i andre forbindelser et ansvarsgrundlag, hvilket vil sige viden eller burde viden om krænkelsen, og en Service Provider vil sandsynligvis kun sjældent have en forpligtelse til af egen drift at gennemse alt indholdet på sine servere.
Der er dog næppe tvivl om, at Service Provideren kan ifalde et ansvar ud fra en medvirkens- eller undladelsesbetragtning, hvis en Service Provider får oplysning fra en rettighedshaver eller tredjemand om, at der ligger noget materiale, hvor rettighederne ikke er klareret på Service Providerens server, og ikke foretager sig noget. I disse tilfælde er der den fornødne viden eller burdeviden.
Det mulige medvirkens- eller undladelsesansvar synes at have hjemmel i de almindelige straffe- og erstatningsretlige grundsætninger. Ligeledes er flere amerikanske domme nået til det samme resultat. Der kan eksempelvis henvises til Religious Technology Center v. Netcom, (www.henvisning til:
www.personal.umich.edu/~jgull/widget/files/netcom.op.112195.html)
Hyperlink
En beslægtet problemstilling frembyder hyperlinks. Links er den mulighed man har for at "gå" direkte videre fra et website til et andet, og er et af de væsentligste kendetegn ved World Wide Web.
Ved at gøre brug af links kan en informationsudbyder på Internet nøjes med at henvise til en anden kilde. Det er for eksempel en udbredt praksis, at lave et link fra ens website, som omhandler musik(filer), til et andet website, som indeholder selve musikken. Brugeren er sandsynligvis ligeglad med, hvor selve musikken hentes, og det er netop et kendetegn ved Internet, at det er ligegyldigt, om ens kilde findes på en server i Danmark eller Japan. Tilgængeligheden og overførselshastigheden er som regel den samme. Herved undgår indehaveren af den side, hvorfra der linkes for det første at skulle uploade musikken og for det andet at skulle klarere rettighederne til musikken.
Der er basalt set ikke det fjerneste i vejen med den beskrevne "link-fremgangsmåde". En informationsudbyder på Internet må naturligvis gøre brug af de muligheder, Internet frembyder. Problemet er blot, at mange bruger links til at omgå de almindelige regler for rettighedsklarering.
Eksempel:
Dette gøres eksempelvis ved at oprette et website på en server i Danmark og et website på en server i et andet land. På websitet i Danmark laves der blot et link til det andet website eller man bliver måske endog sendt direkte videre til det andet website uden at skulle foretage sig noget aktivt. På websitet i udlandet findes der en lang ophavsretligt beskyttede værker - oftest musikværker eller edb-programmer - hvortil rettighederne ikke er klareret. Indehaveren af den udenlandske website vil herefter oftest hævde, at eksempelvis KODA/NCB ikke kan foretage sig yderligere i relation til den manglende rettighedsklarering, idet serveren - og dermed det ophavsretligt krænkende materiale - befinder sig uden for KODA/NCB's jurisdiktion og påtaleret. Uden her at gå nærmere ind i dette sidste udsagn må det anføres, at linket fra websitet i Danmark efter KODA/NCB's opfattelse opfylder de straffe- og erstatningsretlige betingelser for i hvert fald et medansvar for de ophavsretlige krænkelser, der finder sted fra serveren i udlandet.
Tilsvarende kan man ifalde et medansvar, hvis man blot linker til et website, hvorpå der findes værker, som ikke er klareret. Der er derfor uden betydning om indehaveren af både den site, der linkes fra, og den site, der linkes til, er sammenfaldende eller om der er tale om indbyrdes uafhængige personer eller virksomheder. Der stilles dog formentlig andre krav til, at indehaveren af det website, hvorfra der linkes ved eller burde vide, at rettighederne til de ophavsretligt beskyttede værker på den site, hvortil der linkes, er klareret eller ej.
Endelig kan man forestille sig, at en service provider ligeledes kan være ansvarlig ud fra et medvirkenssynspunkt. Hvis vedkommende service provider for eksempel er vært for et website, der indeholder links til et website med uklarerede værker, og vedkommende havde kendskab eller burde have kendskab til både de pågældende links, og at der er tale om links til uklarede værker, kan service provideren ifalde medvirkeransvar for de ophavsretlige krænkelser.
Har du yderligere spørgsmål til musik og rettigheder på Internet, er du velkommen til at kontakte Kasper Heine på 33 30 63 69 eller kh@koda.dk (mail:to-link).
HJ
