Linux-haj søges
Vi har besluttet at udforske ”Open-Source” verdenen, som et alternativ til Microsoft. Første etape vil være at dele af vort salgskontor overgår til Linux, f.eks. RedHat 8 eller Mandrake 9, der begge har ”MS Windows-lignende” brugergrænseflader, og derfor vil gøre det nemmere for vort salgskorps at tilvænne sig Linux.Til at starte med vil det dreje sig om 5-6 klienter, der alle skal have en identisk opsætning (browser, e-mail og OpenOffice el. lig.). Ligeledes skal klienterne kunne tilgå ressourcer, f.eks. netværksdrev og printere på Windowsbaserede maskiner.
På et senere tidspunkt vil der også komme bl.a. administrative maskiner samt div. servere på tale, såfremt første etape er succesfuld.
Vi forventer at du kan:
- Installere og opsætte Linux-maskiner, herunder lave et image til os, således at vi selv kan genskabe installationen, såfremt det bliver nødvendigt. (alle maskiner har identisk hardware).
- Rådgive os i valg af software, herunder Linux-distribution og anden software.
- Supportere os ved problemer.
- På et senere tidspunkt; opsætte Linux-servere, der kan spille sammen med både Linux- og Windowsbaserede maskiner.
- Kunne klare opsætningen af de 5-6 klienter inden 1. marts 2003. (jeg ved det – vi er lidt sent ude!)
Vi vil foretrække, at du er momsregistreret, men det er ikke en nødvendighed.
Send et skøn/bud på denne opgave til gobo@samurize.dk, så vil vi vende tilbage til dig.