Amerigo Vespucci
En berømt italiensk navigatør, født i Firenze den 9. marts 1451, død i Sevilla den 22. februar 1512. Han var tredje søn af Ser Nastagio, en notar i Firenze, søn af Amerigo Vespucci. Hans mor var Lisabetta, datter af Ser Giovanni, søn af Ser Andrea Mini; hendes mor var Maria, datter af Simone, søn af Francesco di Filicaia. Datoen for Vespucci's fødsel blev tidligere diskuteret, men den er nu definitivt fastsat gennem bøgerne fra "Ufficio delle Tratte", opbevaret i "Reale Archivio di Stato of Florence", hvori følgende passage findes: "Amerigo, søn af Ser Nastagio, søn af Ser Amerigo Vespucci, på den IX dag i marts MCCCCLI" (1452 skrevet på jævn vis). Moderen til Amerigo's far var Nanna, datter af Mestro Michele (fra Onesti di Pescia) og søster til Mestro Michele, faderen til Nicolè og Francesco, som boede i magistrato supremo i republikken Firenze.
Vespucci fik sin første undervisning fra onklen Giorgio Antonio, som var filosof efter Platon og som underviste størstedelen af de fine folk i Firenze. Amerigo dyrkede studiet af literatur inklusive det latinske sprog, og vises med en lille selvskrevet notits i Firenzes "Biblioteca Ricardiana" kaldet "Dettati da mettere in latino", som sluttede med følgende: "Dette lille skrift blev skrevet af Amerigo Se Anastagio Vespucci". Han skrev også et brev på latin til sin far, dateret 19. oktober 1476, hvori han laver en opgørelse over sine studier. Vespucci havde muligvis forbindelser med Toscanelli <
http://www.newadvent.org/cathen/14786a.htm>, der som bekendt døde i 1482 - to år efter at Amerigo rejste til Spanien. Derefter helligede Amerigo sig studierne af fysik, geometri, astronomi og kosmografi - emner inden for hvilke han gjorde hastige fremskridt.
Amerigos far døde omkring 1483, og derefter blev Amerigo (muligvis forårsaget af hans families ulykkelige omstændigheder) steward i huset hos Lorenzo di Pierfrancesco de' Medici med forskellige opgaver, der voksede i omfang efterhånden som han vandt tillid og venskab hos Pierfrancesco's sønner. Han blev sat til at bestyre deres landlige og kommercielle interesser, hvilket fremgår af utallige breve skrevet til ham, og som for nyligt er blevet udgivet. Fra 1478 til 1480 var han tilknyttet ambassaden i Paris under hans slægtning Guido Antonio Vespucci, Firenzes ambassadør over for Louis XI af Frankrig. Undervejs skrev han mange rapporter til Signoria'en, som er opbevartet i Firenzes Archivio di Stato.
(Her er der så nogle linjer, jeg ikke har ordentlig styr på, idet jeg ikke har en engelsk/dansk ordbog i nærheden, så jeg kan ikke give en 100% oversættelse.) Vespucci skulle af en eller anden grund have sendt en latinsk udgave til Hertug René af brevet om de fire rejser skrevet til gondolfiere perpetuo Piero Soderini. Af samme årsag skulle en af de tidligste udgaver af Vespucci's Rejser (den tredje) have været lavet i Paris i 1504. Embederne, som Vespucci beklædte for den yngre del af Medici-huset, forklarer hvorfor tidligere nævnte (sætningskonstruktionen gør det temmelig uklart, hvem der henvises til) mellem november 1491 og februar 1492 i Sevilla sluttede sig til Gianetto di Lorenzo Berardo Berardi, som var overhoved for et hus, etableret i denne by, og som havde nære økonomiske relationer med den yngre del af Medici'erne - d.v.s. med Lorenzo de Pierfrancesco og hans søn. Gennem denne sammenslutning blev han en af de førende agenter for firmaet, hvilket senere spillede en stor rolle i puslespillet om havekspeditionerne, som skulle føre til opdagelsen af Den nye Verden.
De succesrige rejser af Christopher Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm> øgede Vespucci's længsel efter at tage del i det generelle europæiske ønske om at søge en vestlig passage til Indien. Vespucci fik fat i tre skibe fra Ferdinand (Konge af Castille), og dette satte ham i stand til at tage på hans første rejse. Efterfølgende satte han sejl fra Cadiz cen 10. maj 1497 med kursen mod "Fortunate Islands" og derefter mod vest. Efter 27 eller 37 dage (6. eller 10. april) kom han til fastlandet (Guiana eller Brasilien?), og blev godt modtaget af indbyggerne. På første rejse kan han have sejlet på den mexicanske golf og sejlet langs med en stor del af kysten - helt op til St. Lawrence-golfen. Han returnerede derefter til Spanien og ankom til Cadiz den 15. oktober 1498. Der er ingen anden forbindelse til han første rejse end det, der står i første brev (adresseret til Piero Soderini, Gonfaloniere i Firenze) fra Amerigo Vespucci om de øer, han nyligt fandt på sine fire rejser.
Den 16. maj 1499 sejlede Vespucci fra Cadiz på sin anden rejse sammen med Alonzo de Ojeda og Juan de la Cosa. Han udstak kursen til Cape Verde, krydsede Ækvator og så land på Brasiliens kyst ved 4° eller 5° syd - muligvis nær Aracati. Herfra rejste han langs kysten langs Guiana og kontinentet fra Paria-golfen til Maracaibo og Cape de la Vela. Han opdagede Cape St. Augustine og Amazon-floden og gjorde bemærkelsesværdige observationer af havstrømninger, af Sydkorset og andre sydlige konstellationer. Han returnerede til Spanien i september 1500. Hermed var der foretaget to ekspeditioner i spansk tjeneste. Den tredje og fjerde ekspedition foregik i portugisisk tjeneste. Som følge af lang tids sult på anden rejse, blev Vespucci ramt af "quartan ague" (skørbug?). Da han var kommet sig skrev han en rejseopgørelse til Lorenzo de Pierfrancesco de Medici.
Den 14. maj 1501 rejste han fra Lisabon til Cape Verde og derfra vestpå until han den 1. januar 1502 kom til en golf på 13° syd, hvilken han gav navnet Bahia de Todos Santos, på hvis kyster byen Bahia nu er placeret. Derfra rejste han langs sydamerikas kyst helt til Plata. På tilbageturen opdagede han øen South Geogia på 54° syd og 1200 mil øst for Tierra del Fuego. Han ankom til Lisabon den 7. september 1502. På fjerde rejse sejlede han med Gonzal Coelho fra Lisabon den 10. juni 1503, nåede land ved Cape Verde-øerne og drejede mod All Saints-bugten. Ved Cape Frio fandt han store forekomster af brasiliansk træ og etablerede et agentur præcis på "Tropic of Capricorn". Derefter rejste han langs kontinentets kyst næsten til Rio de la Plata og returnerede derefter til Lisabon, hvortil han ankom den 18. juni 1504. Vespucci foretog en femte rejse med Juan de la Cosa mellem maj og december 1505. De besøgte Darien-golfen og sejlede 200 mil op af Atrato-floden. Undervejs samlede de guld og perler og fik oplysninger om, at der skulle være en stor forekomst af disse ting i den egn. Denne rejse blev gentaget af de to navigatører i 1507. Men der er ingen specielle bemærkninger om Vespucci for disse to ekspeditioner. Det bør tilføjes, at i 1506 var Vespucci travlt beskæftiget i Spanien med at planlægge ekspeditionen af Pinzón, som blev opgivet i marts 1507.
At ovenstående sammenkog er fakta om Vespucci's rejser er accepteret af størstedelen af hans biografer. Men upræcisioner i den skrevne tekst og besvær med at identificere stednavne brugt at Vespucci i forhold til de moderne stednavne kombineret med fejlen at stole på ægtheden af alle ting, der står i officielle dokumenter (især de, der har med retsforhold at gøre), har medført en voksende forvirring omkring alt, hvad der har med Amerigo Vespucci's rejser at gøre. Fremtidig kritik vil blive baseret på undersøgelsen af tekster om Vespucci's rejser skrevet på det tidspunkt, hvor de ægte forekom. Vespucci blev højt anset i Spanien, hvor han slog sig ned efter rejserne i portigisisk tjeneste. I 1505 modtog han spansk statsborgerskab i henhold til et kongeligt dekret fra den 14. april. Et dekret fra den 6. august 1508 udnævnte ham til piloto mayor de España - en titel som svarer til den nutidige chef for admiralitetet - og som blev båret af Vespucci ind til hans død.
Amerigo Vespucci giftede sig med Maria Cerezo, tilsyneladende i 1505. Den eneste præcise viden om hende findes i det kongelige dekret fra den 28. marts 1512, som tilstod hende en pension på grund af tilfredsheden med hendes mand som piloto mayor, og hvis pension blev bekræftet i dekret den 16. november 1523. På den anden side giver et dekret fra den 26. december 1524 den resterende del af hendes pension til hendes søster Catalina Cerezo. Dette beviser, at Maria døde mellem de to sidstnævnte datoer, og at hun ikke havde nogle børn. Med Amerigo Vespucci var derimod hans broder Antonios søn, Giovanni, som blev født den 6. marts 1486, og som blev udnævnt til piloto mayor i 1512 ved han onkels og forgængers død. For information om ham: Se Harisse "The Discovery of North America" (1892), 744-5.
Det er umuligt her at bestemme placeringen af Amerigo Vespucci i historien om opdagelsen af Den nye Verden i forhold til Christopher Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm>, Sebastian Cabot og brødrene Pinzón. For det første er det nødvendigt at skelne mellem den geografiske og den sociale opdagelse af Amerika. Førstnævnte skyldes islændingene, som på østkysten af Grønland grundlagde en koloni, som blev holdt i gang fra det 10. til det 15. århundrede. Deres historie beskrives godt af Fischer i "The Discoveries of the Norsemen in America" (London, 1902). I forbindelse med hans værker bør man konsultere samlingen af dokumenter om forholdene mellem den romerske kirke og Grønland i disse århundreder, udgivet efter ordre fra Leo XIII.
Opdagelsen af Amerika skyldes fiaskoen med krigen crusade <
http://www.newadvent.org/cathen/04543c.htm> mod tyrkerne, som blev forsøgt af Pius II <
http://www.newadvent.org/cathen/12126c.htm>, og hvis succes blev ødelagt grundet rivaliseren og korruption i de europæiske stater på denne tid. Europa følte derefter en nødvendighed i at komme til øst ad en anden vej, ved at søge Østen mod vest - et motto som blev banner for den tids navigatører. Paolo Toscanelli <
http://www.newadvent.org/cathen/14786a.htm>, hvis religiøse oprigtighed ikke var mindre end hans store viden om videnskab (se foregående forfatters værk om Toscanelli <
http://www.newadvent.org/cathen/14786a.htm>, I, 1894, i "Raccolta Colombiana", del V), forudså før Portugal, at tiden var kommet til at overtage Italiens plads som kontakt for handlen mellem Europa og Asien, og derfor være startpunkt for alle navigatørers og eventyrere, drevet af ønsket om at være bestyrer for det store land. Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm> var den første som nåede landet mod vest - på en af Bahamas-øerne - den 12. oktober 1492, overbevist om at han havde nået en af øerne i det østlige Asien. Han blev fulgt af Vespucci, Cabot og mange andre, som hver især troede at være nået til landet med krydderier - d.v.s. Indien.
Vi vil ikke gå ind på det ømfindtlige spørgsmål om, hvem af de tre navngivne stifindere, der var den første til at betræde landjorden i Den nye Verden. For at kunne gøre det, vil det være nødvendigt at have de korrekte tekster fra alle de væsentlige dokumenter om stifinderne. Hvad angår Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm>, er "Raccolta Colombiana", som blev udgivet af den italienske regering i anledning af 400-året for Amerikas opdagelse, er et udtømmende værk. Hvad angår al historie om opdagelsen af Amerika er samlingen af Navarrete, bøgerne og dokumenterne udgivet af Harisse, Grevinden af Alba og mange andre vigtige. Men med hensyn til Vespucci er der i Firenze kopier af alle hans rejseredegørelser med undtagelse af den tekst, der blev brugt til udgivelsen af "Mundus novus", for hvilken en gyldig udgave mangler.
De første udgaver af dokumenter relateret til Vespucci's rejser kan klassificeres på følgende måde:
A. parisisk tekst -- A. "Mundus novus" (tredje rejse), første udgave 1503 eller 1504. B. Firenze-tekster- Ba. Brev fra de fire rejser i årene 1497-98, 1499-1500, 1501-2, 1503-4; første udgave, 1507; Bb. Brev udgivet af Baldine i 1745 angående den anden rejse; Bc. Brev udgivet af Bartolizzi i 1789 angående den tredje rejse; Bd. Brev udgivet af Baldelli Boni i 1827 angående den tredje rejse. C. Venetianske tekster:- Ca. Brev fra Girolamo Vianello til Signoria af Venidig, dateret 23. december 1506 angående en femte rejse, første gang udgivet af Humboldt i 1839. Cb. Brev fra Francesco Corner to Signoria af Venedig, dateret 19. juni 1508 angående en sjette rejse, første gang udgivet af Harrisee i 1892.
Det primære spørgsmål opstår straks om ægtheden af rejsen og om udgivelserne A, Ba, Bb, Bc, Bd, Ca og Cb. Generelt er der en fejlagtig forvirring mellem to ting: Næsten alle accepteret ægtheden af udgivelse A og Ba, men mange afviser ægtheden af Vespucci's første rejse foretaget i årene 1497 og 1498 og beskrevet i Ba. Andre (så som Varuhagen) benægter ægtheden af Bb, Bc og Bd, mens endnu andre har den modsatte holdning til den ene, anden eller alle tre tekster. Næsten alle betragter femte og sjette rejse som fastslåede, hvilket er beskrevet i Ca og Cb.
Hvad angår de forskellige udgaver af "Mundus novus" er Sarnows og Trubenbachs udtømmende, men der er ingen kritisk udgave af de øvrige tekster, som er trykt med mange fejl. Den nuværende forfatter foreslog en kritisk udgave og forslaget blev accepteret ved tre National Geografiske kongresser i Italien holdt i Firenze (1898), i Milano (1901) og i Napoli (1904), samt ved den internationale kongres for "Amerikanister" holdt Stuttgart august 1904. Nyligt er der nedsat en kommission i Firenze for at fuldføre opgaven under ledelse af Marchese Filippo Corsini, formand for Society of Geographical and Colonial Study, som er placeret i Firenze. Blandt medlemmerne af kommissionen er Professor Attilo Mori (fra Military Geographical Institute) og denne artikels forfatter. Det vil være formålsløst at diskutere ægtheden af Vespucci's rejser, før den forventede publikation kommer, idet en sådan diskussion ville blive bygget på de ukorrekte tekster, der er tilgængelige i dag - lige bort set fra "Mundus novus", som citeret tidligere. De der søger yderligere oplysninger kan se i Harisse "Biblioteca americana vetustissima" (1868) og "Additions" (1872). Alle denne forfatters værker (det være sig bibliografisk eller historisk) er basis for ethvert værk om opdagelsen af Amerika.
I dag er det velkendt, at Vespuccu på ingen måde var ansvarlig for det faktum, at det var hans navn og ikke Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm>, der blev brugt til at navngive Den nye Verden, og han fortjener derfor ikke alle de beskyldninger for tyveri, som mange har udtalt. Blandt disse kritikere er den berømte amerikanske udgiver, Emerson, som blev lokket på afveje af uvederhæftige skribenter. På den anden side burde den venlige brevveksling mellem de to store opdagelsesrejsende være nok til at affeje enhver uværdig beskyldning. Sagen fik nogen støtte fra den energi en væsentlig del af præsteskabet i hele verden lagde i at opnå kanonisering af Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm>, hvilket for øvrigt mislykkedes, da sagen efter ordre fra Leo XIII blev undersøgt nærmere i anledning af 400-året for Amerikas opdagelse. På dette tidspunkt var der så stort oprør mod Amerigo Vespucci, at den berømte amerikanske statemand, Blaine, ved udstillingen i Chicago udgav en bog med titlen "Columbus and Columbia", så den ikke skulle blive forurenet med Vespucci's blasfemiske navn.
Det kan bemærkes, at på tidspunktet for Amerikas opdagelse blev beskrivelserne af Vespucci's rejser meget mere udvandede end de tilsvarende for rejserne foretaget af Columbus <
http://www.newadvent.org/cathen/04140a.htm>, samt at Firenze var hovedcentret for udvandingen af nyheder om opdagelsen af Den nye Verden. Hvad angår de nære forbindelser, der eksisterede mellem Gianfrancesco Pico, Duke della Mirandola og Firenze, samt mellem Gian Francesco og den lærde tysker Matthew Ringmann (som i 1504 redigerede en af de vigtigste udgaver er "Mundus novus" under titlen "De ora antartica per regem Portugalliae pridem inventa"), samt de nære forbindelser mellem Ringmann og geografen Martin Waldseemuller (Hylacomilus) er der at sige, at da Waldseemuller i 1507 udgav det fejrede værk "Cosmographiae introductio" i Saint-Dié i Lorraine, gav han Den nye Verden navnet Amerika, bygget på det argument, at siden de tre dengang kendte verdensdele (Europa, Asien og Afrika) havde kvindenavne, så ville det også være på sin plads også at navngive den nyfundne verdensdel efter en kvinde, hvorefter han tog det fra dåbsnavnet på finderen af den ny verdensdel, Vespucci. Der blev gjort mange forsøg på at kalde Den nye Verden Columbia, hvilket retfærdigheden syntes at kræve, men alle anstrengelser var forgæves. Forfatteren har forsøgt at belyse disse punkter og at bevise Vespucci's ærlighed, og hans anstrengelser har modtaget anerkendelse fra Numismatic and Archaeological Society of New York, idet man hvert år ville lave en mindemedalje for en godgører for Amerika, og man besluttede, at den første af disse medaljer skulle laves til ære for Amerigo Vespucci og bad forfatteren om at foreslå det bedste portræt af den store rejsende. Societetet accepterede forfatterens forslag og anvendte portrættet fra Galleria degli Uffizi i Firenze, hvilket anses for at være det mest ægte; de syntes dog også, at de ville tage Waldseemullers store kort fra 1507 med i betragtning (der er et portræt af Amerigo Vespucci i kortet), og derfor blev medaljen lavet med begge portrætter - et på hver side.
<
http://www.newadvent.org/jump/adcatholicc1.htm> <
http://www.newadvent.org/jump/adcatholicc1.htm> <
http://www.newadvent.org/jump/adcatholicc1.htm> <
http://www.newadvent.org/jump/adcatholicc1.htm> I følgende bibliografi har vi dømt det formålsløst at citere de almindelige værker om Amerika og dets opdagelse, som selv om de ikke drejer sig om specielt Vespucci så alligevel refererer til ham - så som værkerne af ASENSIO, FISKE, GAFFAREL, HERRERA, HUGUES, HUMBOLDT, IRVING, PAYNE, ROBERTSON, ROSELLY DE LORGUES, TIRABOSCHI, WINDSOR, etc. I stedet henvises læseren til arklerne AMERICA og COLUMBUS. Vi har tværtimod begrænset vore citater til de værker, der er kommet med nye oplysning og derfor ikke er underlagt deres forfatteres meninger. For bibliografi af de forskellige udgaver af Vespucci's rejser og de forfattere, som skrev om dem i årene 1492 til 1551, henvises til HARRISSE, Biblioteca americana veiustissima (New York, 1866); IDEM, Additions (Paris, 1872); og for en mere opdateret udgave se FUMAGALLI, Bibliographia di Amerigo Vespucci i BANDINI, Vita di Amergo Vespucci illustrata e commentata da Gustavo Uzielli (Firenze, 1898) 104-28. Nogle vil finde det underligt, at visse forfattere ikke er citeret, som for eksempel Hugues, der har skrevet utallige meget lærde værker om Vespucci, men totalt uden kritisk sans; de er alle citeret i Bibliografia of Fumagalli. Hugues og Varnhagen betragter nogle udgaver af Vespucci's rejser som tvivlsomme, skønt disse af andre forfattere betragtes som de mest autentiske; de baserer deres synspunkt på det faktum, at omtalte udgaver først blev udgivet 2-300 år efter Vespucci's død. Ud fra det argument, skulle man også erklære Pietro Alighieri's kommentarer til "Divine Comedy" for tvivlsom, for de blev først udgivet 500 år efter Dante's <
http://www.newadvent.org/cathen/04628a.htm> død. På den anden side har Hugues og Berchet i overensstemmelse med synspunktet udeladt nogle af redegørelserne for Vespucci's rejser indeholdt i "Raccolta Colombiana", del V, vol. II, og som alle, der studerer Vespucci (med undtagelse af Sarnow og Trubenbach) har de totalt udeladt ethvert kritisk studium af teksterne, men har i stedet taget udgivelserne for gode varer uden at sammenligne dem med oplysninger fra anden side. RAMUSIO, Navigationi et viaggi, I (Venice, 1550-59); BANDINI, Vita e letters di Amerigo Vespucci (Florence, 1745); BARTOLOZZI, Ricerche istorico-critiche circa alle scoperte di Amerigo Vespucci (Florence, 1789); CANOVAI, Viaggi d'Amerigo Vespucci (Florence, 1817); BALDELLI-BONI, Il milione, I (Florence, 1827), p. liii-lix; NAVARRETE, Coleccion de los viages y descubrimientos, III (Madrid, 1825-37); HUMBOLDT, Examen critique de l'histoire du nouveau continent, XI (Paris, 1836-39), 157; SANTAREM, Recherches sur Americ Vespuce et ses voyages (Paris, 1842); AVEZAC, Les voyaes d'Americ Vespuce au compte de l'Espagne in Bulletin de la societe de geographie de Paris (1858); VARNHAGEN, Amerigo Vespucci, Son caractere, ses ecrits (meme les moins authentiques), sa vie et ses navigations (Lima, 1865); HARRISSE, Bibliotheca americana vetustissima. Additions (Paris, 1872), p. xxviii; IDEM, The Discovery of North America (London, 1892); TOSCANELLI, Notes et documents concernant les rapports entre l'Italie et l'Amerique (Florence, 1893); MARKHAM, Vespucci. The Letters and other Documents illustrative of his Career (London, 1894); HARRISSE, Americus Vespuccius (London, 1895); THATCHER, The Continent of America: its Discovery and its Baptism (New York, 1896); UZIELLI, Amerigo Vespucci davanti la critica storica in Atti del Congresso Geografico Italiano (Florence, 1898); BANDINI, Vita di Amerigo Vespucci, illustrata e commentata da Gustavo Uzielli (Florence, 1898); MASETTI BENCINI AND HOWARD SMITH, La vita di Amerigo Vespucci in Firenze (Florence, 1903); SARNOW AND TRUBENBACH, Mundus novus (Strasburg, 1903); FISCHER AND WIESER, Det ældste kort med navnet America fra 1507 og søkortet fra 1516 af M. Waldseemuller (Ilacomilus) (Innsbruck, 1903); Diverse papirer fra American Numismatic and Archaeological Society of New York City, 46. årlige møde (1904), 8-15.
GUSTAVO UZIELLI
Oversat af Thomas M. Barrett
Dedikeret til mindet om Amerigo Vespucci
The Catholic Encyclopedia, Volume XV
Copyright © 1912 by Robert Appleton Company
Online Edition Copyright © 2002 by Kevin Knight
Nihil Obstat, October 1, 1912. Remy Lafort, S.T.D., Censor
Imprimatur. +John Cardinal Farley, Archbishop of New York
