Mens Microsoft er i gang med at forberede den næste browser i Explorer-familien, kigger it-selskabet tilbage på sin Internet Explorer 8 for at finde områder, der kan forbedres til 9'eren.
I et whitepaper omkring forbedring af ydeevnen i Internet Explorer 8 peger selskabet på, at tilføjelsesprogrammer til browseren, såkaldte add-ons, er skyld i over 70 procent af alle crashes i Internet Explorer 8.
Browseren bliver ifølge Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) benyttet i knap 35 procent af alle internetbesøg herhjemme.
Dermed er Internet Explorer 8 den næstmest udbredte browser i Danmark efter lillebroderen Internet Explorer 7, der har en markedsandel på lige over 40 procent.
Find og fjern fejl
Microsoft peger på, at udover nedbruddene, kan add-ons også gøre browseren langsom, når du åbner et nyt browservindue eller -tab.
Derfor forklarer selskabet minutiøst i whitepaper'et, hvordan man kan finde fejlene og fjerne tilføjelsesprogrammer, hvis der skulle være problemer med dem.
Derimod er der ingen forklaringer på hvilke add-ons, som brugerne i høj grad skal være opmærksomme på.
Virus gør IE8 forkølet
Hvis man har add-ons til browseren, opfordrer Microsoft Explorer-brugerne til jævnligt at opdatere for at undgå malware.
For selskabet fremhæver nemlig også malware som en væsentlig årsag til, at den udbredte browser kan opføre sig ganske underligt ved at crashe eller besøge uønskede websites.
"Du skal sikre dig, at du har et pålideligt anti-virusprogram installeret, der aktivt kontrollerer din computer for virus, malware og trojanere," skriver Microsoft i sin gennemgang af, hvordan man kan pumpe sin performance i vejret på Internet Explorer 8.
Slæk på sikkerheden
Også sikkerheden under "Internetindstillinger" i browseren kan der være problemer med, hvis netsurfingen går langsommere end at ride på bølgerne ved Arresø.
Sløvheden kan skyldes, at du har for mange sider, som du har markeret som "usikre".
"Nogle sikkerhedsprogrammer som SpyBot Search & Destroy vil placere tusindvis af sites i denne zone for at holde dig fra de usikre hjemmesider. Selvom det ikke er den anbefalede implementering, kan du have kommet til at benytte dig af den indstilling," lyder det fra Microsoft, som anbefaler, at man sletter hovedparten af de forbudte hjemmesider, hvis man har mere end 10 af slagsen.
Hvis du stadig har problemer med hastigheden, opfordrer Microsoft brugerne til at nulstille alle browser-indstillinger, få en hjælpende hånd i browserens "hjælp-menu" eller benytte mere avancerede løsninger som kontrol af den såkaldte User Agent-string og/eller maksimere antallet af samtidige downloads i Internet Explorer 8.