Hvad var den mest udbredte malware i december 2009?
Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvem du spørger.
Det amerikanske Infosecurity har sammenlignet rapporterne fra tre antivirus-firmaer.
Fortinet finder i sin malware-rapport frem til, at varianter af W32/PackBredolab.C!tr stod for to trediedel af al malware-aktivitet i december.
Kaspersky derimod nævner tre varianter af Kido, også kendt som Conficker, på de tre øverste pladser i Kasperskys sikkerhedsrapport fra december
.
Endelig nævner Sunbelt Trojan.Win32.Generic!BT som den mest aktive malware i december i sin sikkerhedsrapport.
Manglende fælles navne et problem
Både Sunbelt og Kaspersky erkender ifølge Infosecurity, at det er svært at sammenligne trusselsrapporter fra forskellige sikkerhedsfirmaer.
"Man sammenligner æbler og pærer, hvis man sammenligner de månedlige statistikker fra forskellige antivirus-firmaer," siger Tom Kelchner, chef for Sunbelts forskningscenter og fortsætter:
"Hvad et firma opdager og identificerer som et specifikt navngivet stykke malware, opdages mere generisk af et andet sikkerhedsfirma."
Roel Schouwenberg, senior antivirus-forkser hos Kaspersky Lab er enig:
"... Jeg tror, at hovedproblemet i dag er, at detekteringsteknikkerne er forandret. Det skifte gør navngivningen sværere og [anti-malware-firmaernes] gruppering af malware totalt forskellig."
Betyder det noget?
Spørgsmålet er så, om det reelt betyder noget, at antivirus-firmaerne ikke er enige om, hvad den største trussel er.
Som en debattør på Slashdot skriver med slet skjult nedgørelse af Windows-brugere:
"Windows-brugere har ingen idé om, hvad trussels-tabeller er, eller om hvad der reelt foregår, bortset fra at deres antivirus-program blinker rødt og laver lyde, og at de derfor skal klikke "Yes" eller "OK" for at udbedre det."
Sikkerhedsrapporter som PR
Joe Stewart, chef for malware-forskning hos sikkerhedsfirmaet SecureWorks, mener dog, at den manglende gennemskuelighed er et problem, som skyldes antimalware-producenternes indbyrdes konkurrence:
"Fordi antimalware-leverandører er konkurrenter, har de ikke megen påskyndelse til at arbejde sammen om at normalisere navngivning og dektekteringsteknikker."
Computerworld har tidligere i sin avisudgaves tema om it-sikkerhed beskrevet konsekvenserne af det manglende samarbejde mellem antimalware-producenter.
Samlet trusselsdatabase guld værd for sikkerheden
"Sikkerhedsfirmaerne indsamler mange af de samme data, men de kigger kun på et snævert segment af de indsamlede data. Hvis de tog alle de indsamlede data og analyserede det samlede datasæt, så kunne der laves en sikkerhedsrapport af høj kvalitet," sagde Tim Mather, der har 25 års erfaring fra ledende it-sikkerhedspositioner hos private virksomheder som Symantec, Versign, RSA og det amerikanske militær, blandt andet til Computerworld.
Han opfordrer derfor til etablering af en fælles database over alle de indsamlede data, så sikkerhedsforskere kan få et detaljeret indblik i trusler og sårbarheder.
"Ingen kigger på det store billede. De enkelte firmaers statistiske materiale er ikke så stort, som det kunne være. Forskere kan bruge de indsamlede data til at få et godt indblik i sårbarheder og trusler," mener Tim Mather.
Sikkerhedsrapporter som PR
Selvom sikkerhedsfirmaerne i princippet er enige om, at de indsamlede information bør deles, er der en række praktiske problemer.
"Der mangler tillid mellem parterne. Leverandørerne betragter meget af den indsamlede information som intellektuel ejendom, som de kan anvende i marketing og PR," siger Tim Mather.
Sikkerhedsrapporterne er en måde for sikkerhedsfirmaerne at markedsføre sig selv på, og derfor vil de ikke uden videre dele deres data med andre konkurrerende virksomheder.
Samtidigt betragter sikkerhedsfirmaerne også noget af den indsamlede information som sensitivt. Den kan afsløre, at deres sikkerhedssoftware måske ikke er så god som konkurrenternes.
"Nogle af de indsamlede data viser, hvor godt deres produkter performer. Eksempelvis kan det afsløre, at en virksomheds produkt ikke opdager en bestemt trussel. Derfor er data et tveægget sværd, der kan afsløre deres svagheder," erkender Tim Mather.
Filtrering af data
Vejen frem er, at sikkerhedsfirmaerne indgår aftale om hvilken slags data, der skal udveksles og hvilke, man holder for sig selv. Gevinsten for den generelle sikkerhed er for stor til, at man lader være, mener Tim Mather.
"De sensitive oplysninger om produktperformance kan filtreres fra, så en virksomhed ikke sættes i en pinlig situation," siger Tim Mather.