To megawatt-vindmøllen fra Vestas har kostet 25 millioner kroner, men den udgift er ifølge DIR's direktør, Vibeke D. Hansen, en fornuftig investering.
"Vi mærker en efterspørgsel efter grønne it-løsninger, og med købet af vindmøllen får vi mere end dækket vores eget forbrug," fortæller Vibeke D. Hansen til Computerworld.
Sælger strøm i Tyskland
Nu er det ikke sådan, at møllen står oppe på taget hos DIR i Århus og producerer strøm, som vinden blæser. Vindmøllen af typen V90-2.0 MW er placeret i Tyskland.
Placeringen passer DIR-direktøren ganske fint, fordi vindmøllen rent faktisk producerer mere end halvanden gang så meget strøm, som DIR selv har brug for.
"Vi kan sælge den overskydende strøm i Tyskland, hvor den tyske regering - modsat den danske - har sørget for, at man kan få en god pris for energi, der kommer fra alternative energikilder," forklarer Vibeke D. Hansen.
Grønt er godt for pengepungen
DIR-direktøren understreger, at købet af vindmøllen skal betragtes som en neutral investering, fordi det kombinerer både godt købmandsskab og grøn energi.
"Vi kunne sagtens have investeret 25 millioner kroner på en anderledes måde, men vi vil også gerne gøre vores del med hensyn til at være CO2-neutrale," lyder det fra Vibeke D. Hansen.
Hun forklarer, at et alternativ kunne være at handle med CO2-kvoter, men at den løsning ikke hjælper et hujende hak på den verdensomspændende miljøproblematik.
"Hvis vi alle sammen opfører vindmøller og producerer strøm til eget forbrug, så ville det hjælpe på miljøproblemerne," forklarer Vibeke D. Hansen og understreger, at vindmøllekøbet samtidig er en ganske god forretning.
Salget af strøm i Tyskland mere end dækker DIR's danske el-regning på omkring en million kroner, og vindmøllen i Tyskland har en garanteret fast, høj afregningstid på tyve år.
Vindmøllen er tjent hjem i løbet af 10 år, vurderer Nordic Wind Invest, der har formidlet kontakten til det tyske vindmøllemarked.