Artikel top billede

G4S lækker fortrolig information via telekoks

Et koks i telefonsystemet hos verdens største sikkerhedskoncerns danske afdeling, G4S, betyder, at udenforstående kunne overhøre et møde, hvor der blev diskuteret fortrolige regnskabstal.

Oplysninger om virksomhedens likviditet, brug af leasingaftaler og en diskussion om, hvordan konkrete regnskabsposter på flere millioner skal bogføres.

Det var blandt de emner, der blev diskuteret i en dybt fortrolig samtale hos verdens største sikkerhedskoncern, britisk-danske Group 4 Securicore (G4S), som Computerworld ved et tilfælde har overhørt.

Computerworld ringer op til Group 4 Securicors danske datterselskab, der tidligere hed Falck Securitas, og bliver stillet igennem til den administrerende direktør, Kristian Durhuus.

Men ved en fejl bryder Computerworld uden deltagernes viden ind i et regnskabsmøde.

Det skyldes med stor sandsynlighed en opsætningsfejl, der har været i telefonsystemet lige siden, at det blev taget i brug første gang, mener teleanalytiker Torben Rune.

Han forklarer, at når man opsætter et telefonsystem, bliver der typisk opsat nogle rettigheder for, hvem der kan blive stillet ind til møder.

"Ofte har sekretæren en rettighed, der gør det muligt at bryde ind i et møde. I dette tilfælde er der sandsynligvis tale om en fejl i opsætningen af systemet, der betyder at opkald, som bliver viderestillet også ryger direkte igennem til mødet," siger han.

Du kan også blive ramt

Ifølge Torben Rune udsætter alle virksomheder sig for denne type koks, hvis de ikke gennemtester deres telefonsystemer ordentligt, før de tager det i brug.

"Jeg anbefaler altid, at virksomheder tester alle funktioner på et nyt anlæg grundigt, før de tager det brug. Det nytter ikke, at man antager, at det virker, blot fordi man har prøvet de mest basale funktioner. Det gælder især funktioner, som topledelsen bruger. Lederne er særligt udsatte, fordi de ligger inde med fortrolige oplysninger og er ekstremt telefonaktive," siger Torben Rune

Torben Rune tvivler på, at der hos G4S har været tale om en betjeningsmæssig fejl hos sekretæren eller direktøren.

Men han fortæller, at mange virksomheder også risikerer
datalæk på grund af betjeningsfejl, fordi de ikke er gode nok til at instruere topledelsen i korrekt telefonbrug.

"Det er hamrende vigtigt med ordentlig vejledning. Mange ledere fatter slet ikke, hvordan deres telefoner virker. Man udstyrer dem med telefonsystemer, der har meget avancerede funktioner, men glemmer tit instruktion, og det kan udgøre en sikkerhedsrisiko," siger Torben Rune

Kan få alvorlige konsekvenser

I Danmark har G4S mere end 2.000 ansatte, og hovedkoncernen, den dansk-britisk ejede G4S plc., er noteret på Københavns Fondsbørs.

Børsreglerne fastslår, at alle investorer skal have lige adgang til informationer om virksomheder, derfor kan denne type læk have ganske alvorlige konsekvenser, vurderer Kim Klarskov Jeppesen, lektor på Copenhagen Business Schoool og ekspert i regnskaber og revision.

"Denne type informationer om regnskabet og budgetter er dybt fortrolige, og det er særdeles uheldigt, at udenforstående så let kan få adgang til regnskabsinformationer hos selskaber i en børsnoteret koncern," siger Kim Klarskov Jeppesen.

Han mener dog ikke, at netop de informationer som Computerworld har fået indsigt i, kan misbruges til insiderhandel, men det kan meget let være en ren tilfældighed, at der ikke blev lækket informationer, der er langt mere følsomme.

"Lige netop de her informationer, tror jeg ikke, har stor værdi på Fondsbørsen, men var journalisten kommet ind i samtalen lidt tidligere eller lidt senere, kunne der eksempelvis være dukket informationer om virksomhedens årsresultat op," siger Kim Klarskov.

Direktør: Ikke fortroligt møde
Det er mildest talt en forundret administrerende direktør for G4S i Danmark, som Computerworld fanger på en knitrende mobilforbindelse.

"Hvad siger du? Det må være vores regnskabsmøde. Men det undrer mig, at det kan ske. Jeg forstår det simpelthen ikke," siger Kristian Durhuus.

Han mener dog ikke, at der er blevet diskuteret fortrolige informationer på mødet, selvom han sammen med to andre mødedeltagere både diskuterer virksomhedens likviditet, den fremtidige brug af leasingaftaler og, hvordan et beløb på millioner af kroner skal bogføres.

"Jeg mener ikke, at det var fortrolige informationer, der blev diskuteret på vores regnskabsmøde. Det er ingen historie i det her," siger Kristian Durhuus.

Det vil sige, at det ikke er et problem, hvis eksempelvis en af jeres konkurrenter sidder og lytter med på den slags møder?

"Nej, eller det ved jeg ikke. Men jeg tror, at hvis nogen af vores konkurrenter lytter med på vores regnskabsmøder, så vil de bare sige 'nå'. G4S i Danmark er jo bare et lille datterselskab til den internationale koncern," siger Kristian Durhuus.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere


Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren