E-handelsprisen 2008: Salget af varer og tjenester over internettet er med en omsætning på 22 milliarder kroner i Danmark vokset så meget, at der er god plads til at boltre sig for de virksomheder, der satser på at få en god forretning ud af internettet
Og når man ser på de fem online forretninger, der er nomineret til at modtage årets e-handelspris for godt købmandskab, er det også åbenbart, at det kan lade sig gør at banke en rentabel online-forretning op inden for alle områder.
Tag bare mobilselskabet Telmore.
Siden iværksætteren Frank Rasmussen i 2000 udfordrede de store etablerede teleselskaber med sin innovative forretningsmodel og effektiv brug af it og onlinekanalen, er Telmore bare vokset og vokset.
I dag står det nu TDC-ejede Telmore for imponerende 25 procent af samtlige Dankort-transaktioner på nettet og tjener samtidig gode penge.
I en helt anden boldgade har Danmarks største datingportal – Dating.dk – udviklet sig en særdeles rentabel forretning over årene.
I de seneste år har Dating.dk tjent 12-15 millioner kroner om året. Det er det Viborg-baserede selskab Freeway, der står bag den succesfulde datingsite.
Der er også Freeway kroner i en anden af de nominerede til købmandsprisen: Online fastfood bestillingssiden Just-Eat.
FORTSÆTTES
Største af sin art herhjemme
Med omkring 950 danske pizzeriaer og andre restauranter tilknyttet Just-Eat online-bestillingsservice, er selskabet suverænt det største af sin art i Danmark.
På på andre markeder – Storbritannien, Holland, Sverige og Island – er Just-Eat efterhånden også godt repræsenteret.
Der ekspederes omkring 40.000 måltider om dagen via Just-Eat, og forretningen kører godt med millionoverskud.
I USA har de Amazon.com, i Danmark har vi Saxo.com.
Sammenligningen med den amerikanske internetpioner er naturligvis uretfærdig, men at den lille danske internetboghandel er nomineret til købmandsprisen viser, at der efterhånden også er kommet gang i det danske marked.
Støt fremgang
På mange udenlandske markeder står nettet for omkring 20 procent af handlen med bøger, mens tallet kun er lidt over det halve i Danmark.
Der er dog støt fremgang, og det betyder, at Saxo.com nu også kan tjene penge.
Gider man ikke bruge lørdag formiddag i det lokale byggemarked for at købe en ny vandhane eller andet vvs-udstyr, ville det være rart at kunne bestille det over nettet.
Det var udgangspunktet da brødrene Martin og Michael Munkholt fra Munke VVS og Blik fra Tranbjerg ved Århus i 2004 åbnede onlineforretningen Lavprisvvs.dk.
Det viste sig at være en god ide, da der var overskud i forretningen allerede året efter. Siden er de gode resultater fulgt op, hvilket gør dem til nomineret i kampen om købmandsprisen.
Vinderne i e-handelsprisens 8 kategorier offentliggøres torsdag den 27. marts på den store e-handelskonference og prisfest på Radisson SAS Falconer Hotel.