Direktøren bag den russiske musikbutik allofmp3.com brød ikke copyright-lovgivning, da hans butik solgte musik til væsentligt lavere priser end konkurrerende download-butikker.
Det har en russisk domstol slået fast i en retssag mod den tidligere direktør for MediaServices, der er firmaet bag allofmp3.com.
"Det har ikke været muligt at fremlægge overbevisende beviser, der viser, at Denis Kvasov har medvirket til at overtræde copyright-lovgivningen," sagde dommer Yekaterina Sharapova ifølge CNN.
Denis Kvasov stoppede som direktør i MediaServices i december 2005.
Musikerne fik deres penge
Denis Kvasov forsvarede sig i retten med, at MediaServices bevægede sig inden for lovgivningen, da virksomheden betalte afgifter til ROMS, en russisk organisation, der betaler pengene videre til musikerne.
"Alle, som sælger musik, skal betale en sum penge til rettighedshaverne, og det har MediaServices gjort," slog dommeren fast.
Da Allofmp3.com var på toppen, solgte sitet musik til millioner af mennesker verden over.
I Danmark lukkede internetudbydere for adgangen til sitet, efter pladeselskabernes brancheorganisationen IFPI fik fogderetten til at pålægge Tele2 at blokere for kundernes adgang til sitet.
IFPI: Et kedeligt signal
Hos IFPI i Danmark bliver afgørelsen mødt med beklagelse.
"Afgørelsen sætter spørgsmålstegn ved den russiske velvilje mod at følge vestlige ophavsretslove," siger IFPI's marketingsdirektør, Jesper Bay.
Han kalder afgørelsen for 'et kedeligt signal', og understreger at der i organisationen stadig ikke er tvivl om, at allofmp3.com var en ulovlig tjeneste, selvom direktøren er blevet frikendt for at have medvirket til at overtræde musikernes ophavsret.
Den russiske afdeling af IFPI overvejer ifølge CNN endnu, om den vil anke den russiske domstols afgørelse.
Allofmp3.com er siden lukningen genopstået under navnet mp3sparks.com.