Det har længe været tydeligt, at Apple har haltet bagefter konkurrenterne, når det gælder kunstig intelligens.
Og nu kaster erhvervsmediet Bloomberg lys over, hvor grelt det står til.
Helt centralt for Apple problemer på AI-området står den stemmestyrede assistent Siri.
Det er planen, at den skal moderniseres, så man, ligesom med eksempelvis ChatGPT, kan føre en egentlig samtale med den.
Men ifølge Bloomberg vil en sådan version tidligst kunne være klar med iOS20, der udkommer i 2027.
Alexa giver Siri bagjul
Til sammenligning præsenterede Amazon i sidste uge en ny version af selskabets digitale assistent Alexa, som er baseret på en stor sprogmodel og giver brugeren mulighed for at føre en samtale med den.
Den nye version af Amazons assistent har fået navnet Alexa+, og den kræver et abonnement på 19,95 dollar.
I første omgang kun tilgængelig på engelsk, men til gengæld vil du kunne føre samtaler med den og sætte den til at løse komplekse opgaver som eksempelvis at bestille flybilletter.
Siri bliver opdateret løbende
Bloomberg understreger dog, at Apple løbende vil opdatere Siri, indtil den fuldt moderniserede udgave er klar til lancering.
I første omgang vil Apple være klar med en Siri-opdatering i løbet af maj. Denne version beskrives af Bloomberg som ”havende to hjerner”.
Det vil sige, at den både vil være i stand til at håndtere traditionelle Siri-kommandoer, hvor den instrueres i at foretage et telefonopkald eller indstille en nedtælling, mens den også vil kunne håndtere mere avancerede forespørgsler med udgangspunkt i brugerens egne data.
Dernæst er planen, at Apple allerede på årets udviklerkonference, WWDC, i juni vil lancere en endnu større opdatering til Siri, der går under navnet Siri LLM, og som ifølge Bloomberg skal sammensmelte ”de to hjerner” til én.
En egentligt samtalebaseret version af Siri vil altså tidligst være klar i 2027.