Reelt er den næsten kvadratiske Denon et multi-anlæg, som du kan sammenligne med det, du måske havde som ung.
Du ved - med indbygget forstærker, pladespiller, radio og kassebåndoptager.
Det moderne alt-i-et anlæg er naturligvis digitalt, men ganske som de gamle modeller skal du blot tilslutte egne højttalere, og anlægget klarer resten.
En vigtig detalje stjæler billedet
Som et ægte alt-i-et anlæg er der et hav af tilslutninger bagpå.
De nødvendige højttaler-bøsninger er af høj kvalitet og understreger Denon som kompetent gammel hi-fi producent, der ved, hvordan den skal skæres.
Men ud over det, som vi forventer, finder du også en HDMI-indgang.
Den indgang jeg har efterlyst i så mange anlæg. For hvorfor ikke have muligheden for at tilslutte dit fjernsyn til dit musikanlæg via HDMI?
På den måde kan du styre tv-lyden fra dit tv’s fjernbetjening, ganske som med en lydbar.
Det lille Denonanlæg kan sagtens stå på en reol under tv’et og tilsluttet med to små højttalere, vil du kunne opnå endog rigtigt god tv-lyd.
Digital og analog
Med alt fra DAB, HDMI Arc og naturligvis streaming – herunder internet radio, er Denon først og fremmest digital.
Der kan tilsluttes via Spotify Connect, AirPlay og Bluetooth, så alle streaming-tjenester er reelt dækket. Der kan styres via en app til både Android og iOS.
Den har endda CD med en reelt lydløs CD-skuffe, der kan rulles ud lige over det store display på fronten.
Fronten prydes dertil kun af to knapper, da der medfølger stor fjernbetjening. De mest brugte funktioner kan også betjenes via touch knapper på toppen.
Bagpå noterer jeg, at der er ethernet-stik, hvis du vil køre kablet tilslutning, men også, at der er analoge udgange til for eksempel ekstra forstærker – og lige så vigtigt – finder du en subwoofer udgang.
Det er genialt, hvis du vil have ekstra løft til både musik og tv-lyd.
Der er også indgang til pladespiller, så Denon lever op til sit navn som en ægte alt-i-en’ er.
På fronten kan der tilsluttes USB og hovedtelefoner, og anlægget kan indgå i Denon HEOS multirums-system.
Lyd med finesse
De to gange 65 watt kan godt sparke fra sig. Husk dog, at mange mindre højttalere kræver mere effekt end store højttalere normalt kræver.
Der er begrænsninger for Denons formåen, men tilslut en subwoofer, og du har mere effekt til de små højttalere. Bas er nemlig det, der trækker mest energi ud af en forstærker.
Lydmæssigt er vi til den neutrale, let varme side. Der er er mange finesser i lydbilledet, der tydeligt ligger langt over de fleste trådløse højttalere, du kan købe.
Til prisen på 4.999 kroner er Denon intet mindre end genial. Du skal dog tillægge pris på højttalere, hvis du ikke har i forvejen.
Som jeg ser det, vil du med lethed kunne få et komplet setup med Denon for 7.000-8.000 kroner med højttalere.
Skal du også have en god subwoofer, lander du på den forkerte side af 10.000 kroner, men så er du også flot kørende på lydfronten.
Prisen på Ceol er bestemt, når du ser på de mange muligheder og ikke mindst, at den også kan håndtere din tv-lyd.
Med to mindre højttalere og en subwoofer tilsluttet får du både en varm gengivelse af stemmer, ligesom der er smæk på stereolyden, når der ses film.
Derfor kan jeg kun lande på et rundt fem-tal. Det er ikke mig, der er rundhåndet – det er fuldt fortjent.