Der skal mere fart på EU’s arbejde med at indføre aldersverifikation på nettet, og det bør et langt stykke hen ad vejen være tech-giganterne, der sikrer dette. Om ikke andet med tvang.
I et brev til EU-kommissær Thierry Breton opfordrer erhvervsminister Morten Bødskov (S) nu EU til at sætte mere skub i processen med at indføre aldersverifikation, så det sikres, at mindreårige ikke nær så nemt kommer i nærheden af internettets mere dystre sider.
“Jeg opfordrer til, at arbejdet intensiveres og foreslår, at kommissionen stiller krav til tech-giganterne om selv at sikre effektiv aldersverifikation på deres platforme,” lyder det fra Morten Bødskov.
Han peger på, at brevet er afsendt for ‘at øge presset på kommissionen og tech-giganterne,” som han formulerer det.
I brevet hylder han EU-Kommissionens beslutning om at nedsætte et udvalg, der for tiden er i gang med at afsøge mulighederne for konkrete, tekniske løsninger til aldersverifikation.
Morten Bødskov og regeringen vil have, at EU med lov tvinger tech-giganterne til selv at etablere effektive løsninger til aldersverifikation.
“Big tech har skabt problemet, og det bør være deres ansvar at sikre, at ingen mindreårige kan tilgå upassende indhold på deres platforme,” skriver Morten Bødskov i brevet til EU-kommissæren.
“I det tilfælde at leverandørerne af skadeligt indhold ikke er villige til frivilligt at indføre aldersverifikation, vil den mest fornuftige vej fremad være at indlede sager,” lyder det fra ministeren.
Morten Bødskov sendte også i oktober 2023 et brev til EU-Kommissionen, hvor han på samme måde opfordrede til øget fremdrift og til en fælles europæisk løsning.
“Der er presserende behov for at etablere en effekt løsning til aldersverifikation,” lyder det fra Morten Bødskov.
“Jeg opfordrer stærkt til, at kommissionen færdiggør sit arbejde seneste ved udgangen af året,” skriver han.
Netop indførelse af alderverifikation er et af de 29 punkter i regeringens digitaliserings-strategi, som blev præsenteret i begyndelsen af februar.
Regeringen har afsat seks millioner kroner til formålet, som blandt andet omfatter en oplysningskampagne.
I strategien skriver regeringen, at den vil arbejde for at påvirke europæisk regulering, herunder en europæisk standard for aldersverifikation, og at den tekniske løsning til aldersverifikation ikke bliver personhenførbar.
Du kan læse hele Morten Bødskov brev til EU-kommissær Thierry Breton her.
Læs også: