Hvad driver egentlig vores jagt på penge? Hvorfor bliver nogle mennesker velhavende, mens andre må vende hver mønt livet igennem?
Hvad driver lykke og livsglæde? Hvorfor trækker selv mindre fald på aktiemarkedet store overskrifter – mens ekstremt positive udviklinger over lang tid går fuldkommen upåagtet hen?
Og endelig: Hvorfor er det næsten altid en bedre forretning at satse langsigtet på brede aktieindekser end at arbejde knaldhårdt på at identificere den næste Tesla, Novo Nordisk eller Facebook?
Det er et lille udsnit af de mange spørgsmål, som investor og blogger Morgan Housel behandler i bogen ”The Psychology of Money: Timeless lessons on wealth, greed, and happiness” (også udkommet på dansk under titlen Pengenes psykologi).
Siden udgivelsen for godt tre år siden har bogen solgt i millioner af eksemplarer, og det er der gode grunde til.
For hvor bøger om finans og investering ofte er tunge, selvhøjtidelige teoretiske størrelser, så formår Housel at skrive kort, præcist, underholdende og med talrige eksempler og beretninger fra det virkelige liv.
Alt sammen efter den erkendelse, at de fleste pointer, der er værd at leve og handle efter, udmærket kan leveres kort og fyndigt.
Samt at de færreste alligevel orker at læse murstenstunge bøger, der sovser rundt i finurlige detaljer. Dette princip brugte Morgan Housel for øvrigt også i sin seneste bog Same as Ever, som vi skrev om for et par uger siden.
Samtidig opfordrer han læseren til at overveje, hvorfor man egentlig søger at blive formuende?
Herunder om man vil bruger de mange rare penge til at købe materielle goder (måske endda primært for at imponere andre!). Eller om målet er at opnå øget uafhængighed og mulighed for selv bestemme, hvor meget man vil arbejde, hvor længe og for hvem.
Det er måske nok med til at gøre The Psychology of Money mindre autoritativ end deciderede lærebøger om økonomi, finans og investering. Men også mere vedkommende.
Undertiden kan det blive lidt vel rigeligt, at forfatteren så ofte citerer amerikanske investorikoner som for eksempel Warren Buffett og Charlie Munger.
Men det bærer man på den anden side over med, for pointer og eksempler er begavet valgt og præsenteret.
Skal man gå linen ud, så er bogen måske endda en af de bedst tænkelige gaver, man kan give sig selv, et yngre menneske eller i særdeleshed til familiemedlemmet, der elsker bling-bling og altid er i pengenød.
Primært fordi den bibringer en klar forståelse af, hvordan man livet igennem optimerer muligheden for at blive sin egen herre – blandtr andet ved at undgå at blive slave af bank, løncheck og ofte imaginære materielle behov.
I denne video uddyber Housel nogle af sine pointer i samtale med Mark Manson.
Titel: The Psychology of Money (DK-udgave: Pengenes psykologi).
Forfatter: Morgan Housel.