Googles moderselskab Alphabet vokser, viser seneste regnskab.
Regnskabet viser fremgang både i fjerde kvartal 2023 og for året 2023.
Ved 2023’s sidste kvartal vokser omsætningen med 13 procent i forhold til samme kvartal året før og lander på 86,3 milliarder dollar, hvilket svarer til 594,5 milliarder kroner.
Bundlinjen for kvartalet lander på 20,7 milliarder dollar – svarende til 142,6 milliarder kroner.
For året 2023 lander omsætningen på 307,3 milliarder dollar, hvilket svarer til 2.117 milliarder kroner.
Bundlinjen lander på 73,8 milliarder dollar – svarende til 508 milliarder kroner.
"Vi er glade for den fortsatte styrke i Search og det voksende bidrag fra YouTube og Cloud. Hver af disse nyder allerede godt af vores AI-investeringer og innovation. Når vi går ind i Gemini-æraen, er det bedste endnu ikke kommet," udtaler Sundar Pichai, CEO for Google og Alphabet, i en regnskabsmeddelelse.
"Vi sluttede 2023 med meget stærke finansielle resultater for fjerde kvartal, med en konsolideret omsætning i fjerde kvartal på 86 milliarder dollar, en stigning på 13 procent år over år. Vi forbliver forpligtet til vores arbejde for varigt at omstrukturere vores omkostningsbase, mens vi investerer for at understøtte vores vækstmuligheder," udtaler selskabet finansdirektør, Ruth Porat.
Selskabets antal for ansatte var 31. december 2023 på 182.502 medarbejdere, hvilket er omkring 8.000 færre end 31. december 2022, fremgår det af regnskabet.
Google har dog allerede haft årets første fyringsrunde i 2024, hvor adskillige hundrede ansatte blev fyret på tværs af en række afdelinger. Det ramte primært selskabets stemmestyrede assistent, Google Assistant samt lignende roller i selskabets device- og services-team.
Det bliver dog sandsynligvis ikke den eneste fyringsrunde Alphabet og Google kommer til at opleve i 2024.
På trods af de høje tal ovenfor har Sundar Pichai nemlig i en intern meddelelse til de ansatte varslet, at der er flere fyringer på vej, inden året er omme.
Det sker for at fokusere på nøgleområder som AI har.
Det gælder blandt andet massive investeringer i kunstig intelligens, hvilket betyder omstruktureringer af afdelinger og frigørelse af ressourcer.
"Virkeligheden er, at for at skabe kapacitet til denne investering, er vi nødt til at træffe svære valg," skriver Pichai. For nogle teams betyder det at eliminere roller, hvilket inkluderer "at fjerne lag for at forenkle udførelsen og øge hastigheden," skriver han ifølge CNBC.
Sundar Pichai skriver dog også fyringerne ikke vil være af samme omfang som sidste års nedskæringer og "ikke vil berøre alle teams."