Artikel top billede

(Foto: Google PR)

Ny mobil-stjerne fra Google: Fiks kameramobil til en helt ok pris

Googles billigste Pixel-telefon er blevet dyrere, men har fået et væsentligt kvalitetsløft.

Det behøver ikke at koste alverden at få sig en mobil, som kan levere både topydelse, avanceret software og gode fotoevner.

Det synes at være det, som Google sigter efter med sin nye telefon i Pixel-serien, døbt Pixel 7a.

Her er ligesom i forgængeren 6a arbejdet på at bringe Pixel-seriens avancerede software og kapable tensor processor og bringe dem ned i pris.

I denne ombæring er det Pixel 7 og 7 Pro, der er udgangspunktet, og det er der kommet en lovende mobil ud af.

Småt og godt

Pixel 7a er mindre end de to øvrige Pixel telefoner, da den nøjes med en 6,1 tommers skærm, hvor de de øvrige byder på 6,3 og 6,7 tommers lærreder.

Det mindre format betyder ingenlunde, at telefonen virker billigere end sine søskende.

Telefonen er omgivet af metal, den er IP67-godkendt mod sprøjt og støv, den kan lade trådløst op skærmen opdateres med 90 Hz.

Inde i mobilen er der ikke sparet på processoren, da Android 13 drives frem af samme stærke Tensor G2 processor som i de øvrige Pixel-mobiler.

Batteriet på små 4.400 Mah er endda større end det, der findes i Pixel 7, hvilket lover godt for driftstiden.

Tensor-processoren byder på særlige AI-evner som Google udnytter til at tilbyde blandt andet avanceret billedmanipulation, hvor uønsket støj, rystelser og sågar personer i baggrunden kan fjernes fra de 64 megapixels stærke billeder der tages.

Dertil kommer et ultravidvinkel modul med 12 megapixels og AI-assisteret zoom, der giver otte gange zoom.

Mellemklasse-pris

Googles nye Pixel-mobil debuterer til en højere pris end sin forgænger. Hvor der tidligere skulle slippes 3.699 kroner for Googles budgetvenlige Pixel, debuterer Pixel 7a nu ved 3.999 kroner.

Pixel 7a kommer i fire farver: Hvid, sort, lyseblå (Sea) og lyserød (Coral).