Midt i al travlheden med at introducere hele 12 nye desktop og otte nye bærbare processorer, udstikker chipgiganten Intel en ny kurs for en gryende klasse af foldbare enheder.
Efter at have set på mere eller mindre sammenklappelige mobiltelefoner debuterer de seneste år, er det blevet tur til, at tabletten også kan fungere som klapsammenmad.
Og den udvikling kræver hardware, som kan forstå eksempelvis i hvilken retning enheden vender, men også hvorvidt den er foldet på den ene led og fungerer som netbook eller på den anden og læses som et hæfte.
Mulighederne er mange, og dem ønsker Intel at adressere med en udvidels af sin EVO-standard for bærbare enheder.
Mangler afgørende support
Intels bestræbelser afhænger dog også af, at softwaren ombord følger trop.
Og her mangler nuværende foldbare enheder, såsom Lenovos Thinkpad Fold X1 eller andre fremtidige enheder såsom Samsung Galaxy Fold 17 afgørende support i Windows-styresystemet.
Her har Lenovos folde-tablet døjet med at få Windows 10 til at fungere, hvorfor selskabet har belagt styresystemet med sine egne software-løsninger, for at få enheden til at fungere hensigtmæssigt.
Windows 11 skulle dog allerede nu yde bedre understøttelse, selvom styresystemet ikke er optimeret til foldbare skærme, lyder det blandt andet hos en brugergruppe på forummet Reddit.
Android-udvikling
Mens Intel nu fjerner de hardware-mæssigt bremseklodser for foldbare enheder, er Google i færd med at lægge sidste bånd på en særlig version af Android 12 tiltænkt tablets.
Denne skal udkomme en gang i andet kvartal i 2022 og vil blandt andet rumme notifikationsgardiner og interface-elementer tiltænkt foldeenheder.