It-giganterne har i disse år travlt med at opføre datacentre i Norden.
I øjeblikket er Google, der sidste år slog dørene op for et stort datacenter i Fredericia, også ved at bygge et stort datacenter i den norske by Skien.
Her frygter Norges industrivirksomheder ifølge NRK, at Googles datacentre og opførelsen af andre datacentre vil kunne tørlægge området for energi, og at datacentreindustrien på sigt vil resultere i en energiknaphed, der kan gå udover andre industrivirksomheder.
“Jeg synes, at det er en helt fejlagtig prioritering for at sige det lige ud,” siger Niels Eirik Stamland, der er chef for kemikalieproducenten Inovyn Nordic, til NRK om den norske datacentersatsning.
Lægger beslag på energioverskud
Ved fuld kapacitet vil datacentret således bruge 450 megawat, hvilket er fem gange så meget som hele Skien Kommune, og de norske myndigheder har tidligere anslået, at nye datacentre i Norge vil kunne komme til at lægge beslag på hele Norges energioverskud.
Således forventer den norske energistyrelse, at norske datacentre i 2040 vil bruge et sted mellem fire og 14 terrawattimer i.
I Danmark har der ligeledes været debat om datacentrenes energiforbrug.
Her har Klimarådet eksempelvis vurderet, at blot ét hyperscale-datacenter af samme type, som Apple, Google og Facebook, opfører i Danmark har et energiforbrug, der svarer til fire procent af det samlede danske energiforbrug.
Direktør hilser datacentre velkommen
Energistyrelsen har ligeledes lavet en fremskrivning der viser, at 16,7 procent af det danske energiforbrug vil gå til driften af store datacentre.
De store it-giganter er i dag storforbrugere af grøn energi, og det har tidligere fået direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, til at vurdere, at it-giganterne kan være en vigtig drivkraft i den grønne omstilling.
“Det vi ser i øjeblikket er, at vedvarende energi ikke har brug for støtte, og det skyldes i høj grad, at vi ser store industrielle indkøbere i stigende grad indgår kontrakter (såkaldte PPA’er, red), der sikrer, at den el de bruger udelukkende kommer fra vedvarende energi. Det ser jeg som en fantastisk markedsbaseret udvikling, der er med til at skabe en finansiel bund under den vedvarende energi,” sagde han til Computerworld i 2019.