Da tidligere præsident Donald Trump sidste år krævede, at den kinesiske app TikTok, skulle sælge sin amerikanske forretning fra fik en række it-giganter pludselig travlt.
En af de virksomheder, der var langt i processen om at købe den voldsomt populære app var Microsoft. Selskabets topchef Satya Nadella, fortæller nu om forløbet i forbindelse med opkøbet, som han mener var særdeles besynderligt.
"Det er den mærkeligste aftale, jeg nogensinde har arbejdet med," forklarer Nadella til en konference i USA ifølge en række amerikanske medier.
Microsoft bud på den amerikanske del af appen lød på hele 30 milliarder dollar, men endte som bekendt med at gå i vasken efter præsidentvalget i USA.
"Først og fremmeste skal man huske på, at TikTok henvendte sig til os. Vi valgte ikke at opsøge TikTok," forklarer Satya Nadella og fortsætter:
"TikTok var klemt mellem en række problemer mellem de to hovedstæder, og de ønskede at få en partner," forklarer han.
Opkøbet kom nemlig på tale efter Donald Trump underskrev et dekret, der forbød TikTok i at være til stede i USA med mindre man solgte den del af forretningen til en amerikansk virksomhed.
Microsoft blev dog i sidste ende overhalet af Oracle, der kom med et nyt bud på appen. Selskabet endte dog aldrig med at købe TikTok, da Joe Biden efter han blev indsat som præsident i januar annullerede Trumps beslutning.
Siden da, forklarer Satya Nadella, virkede det som om, at de amerikanske myndigheder mistede interessen for handlen.
"Jeg tror præsident Trump havde en særlig mening om, hvad han gerne ville have, der skulle ske. Derefter blev det bare droppet. Det var interessant. Der var en periode, hvor jeg følte at de amerikanske myndigheder havde et særligt set retningslinjer, men så forsvandt de pludselig," siger Satya Nadeller ifølge Reuters.
Microsoft-topchefen afviser at svare på, om han fortryder, at selskabet ikke købte den amerikanske del af appen, der i dag har mere end en milliard brugere i hele verden.
Han noterer sig dog, at det er en interessant virksomhed.
"Jeg var ret facineret (af TikTok, red.). Lad os bare sige, at det åbenlyst er en fantastisk virksomhed."