Artikel top billede

(Foto: istockphoto.com)

Det er på tide at begrave fordommene om kunstig intelligens: Løsningerne bliver flere - og priserne falder

Klumme: Mange virksomheder misser muligheder for at optimere forretningen ved hjælp af kunstig intelligens på grund af gamle fordomme. Derfor er det på tide at skabe klarhed og feje misforståelserne af bordet.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Hvorfor bruger jeres virksomhed ikke kunstig intelligens?

Det spørgsmål har jeg stillet mange virksomhedsledere gennem de seneste år, og på trods af en massiv teknologisk udvikling på området, så er de mest gennemgående svar på mange måder de samme, som de var for mange år tilbage:

Kunstig intelligens er for komplekst til vores virksomhed, teknologien kræver store investeringer, og det er kun for store virksomheder.

Alle tre har utvivlsomt været reelle bekymringer for blot en håndfuld år siden, men i dag er virkeligheden en helt anden.

Tærsklen for at drage nytte af kunstig intelligens er sænket drastisk på flere fronter og betyder, at virksomheder i højere grad end tidligere kan benytte teknologien til at udvikle forretningen.

Så lad os pænt begrave de i dag grundløse fordomme her.

Kunstig intelligens er kompleks teknologi.

Det kan de færreste være uenige i, for det er vel de færreste lægmænd, der teknisk forstår og kan forklare teknologien, og hvordan den virker.

Heldigvis har adskillige virksomheder og eksperter over tid forfinet teknologien, så den nu er forholdsvis enkel at bruge og implementere i praksis, selvom teknologien i sig selv er kompleks.

Teknologien kan for eksempel bruges til værktøjer, som skærper grammatisk kontekstforståelse i et program til tekstredigering eller til et softwarelag, der kan analysere, bearbejde og kategorisere videoovervågning af eksempelvis landbrugsdyr for at spotte potentielle sygdomme eller fejl på landbrugsmaskiner.

I bund og grund kan formålet med kunstig intelligens koges ned til at øge effektiviteten og præcisionen i vores arbejde uanset hvad arbejdet består i.

Ikke længere kun for store virksomheder

Som med al anden teknologi har kunstig intelligens været gennem en modningsperiode. Resultatet er, at løsningerne bliver flere, og priserne falder. Det er her, vi befinder os nu.

Diversiteten og mængden af løsninger, som bygger på kunstig intelligens, er stor, og flere løsninger er i vid udstrækning plug-and-play.

Virksomhedsledere satser derfor hverken skødet til huset, hunden eller ægtefællen, når de investerer i teknologien – heller ikke mindre organisationer med kun få ansatte.

Investeringerne behøver nemlig ikke længere knytte sig til store projekter med eksterne specialister og konsulenter.

Hverdagsværktøjer

I stedet kan det som i ovenstående eksempler være små, konkrete hverdagsværktøjer lige så vel som det kan være store systemer til at analysere forbrugeres købsmønstre i et stort supermarked.

Det er en kliché, men ikke desto mindre sandt, at det kun er fantasien, som sætter grænser for, hvor kunstig intelligens kan gøre en forskel i en virksomhed.

Væsentligt er det dog at slå fast, at fantasi – eller viden om mulighederne – er én af meget få begrænsninger.

Løsningerne er nemlig derude, og de bliver kun bedre i forhold til at hjælpe virksomheder med at arbejde præcist og effektivt i hverdagen. Mere komplekst er det ikke.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.