Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For to måneder siden fremlagde EU sit bud på en ramme for ansvarlig udvikling af AI-systemer.
Lovforslaget er omfattende og har været længe undervejs – og skal nu gennem opfattende forhandlinger førend det kan implementeres.
Allerede nu har der dog været bekymrede røster fremme fra ikke mindst innovationsmiljøer og erhvervsorganisationer, som frygter at en for detaljeret eller restriktiv lovgivning vil gøre det svært for europæiske virksomheder, ikke mindst start-ups, at konkurrere mod markeder med en lavere grad af regulering.
Det er naturligvis vigtigt, at innovation ikke hæmmes, men her synes jeg at EU-Kommissionens kriterier for acceptabel anvendelse langt hen ad vejen bør give grønt lys til de fleste projekter.
For hvis man er i tvivl om, hvorvidt projektet ville blive betragtet som risikabelt i det nye klassificeringssystem, bør man under alle omstændigheder gennemgå alle planer og teknologiske løsningsforslag minutiøst.
De kategorier, som EU fremhæver som højrisiko, har for eksempel fokus på kritisk infrastruktur som transportsystemer og på produktsikkerhed, begge områder de fleste vil være enige om kræver stor grad af omhyggelighed i udviklingen, uanset om kunstig intelligens er en komponent eller ej.
Selv om lovforslaget endnu kun er et forslag, giver udmeldingen fra EU-Kommissionen en foreløbig ramme for innovations-projekter med udgangspunkt i, eller med AI som støttende teknologi, som vi allerede nu bør tage højde for.
Tillid er altafgørende for AI-succes
Her i Danmark har vi ry for at være et folkefærd med stor tillid til offentlige beslutningstagere.
Det har ikke mindst været synligt med den store opbakning til Covid-19 vacciner, vi indtil videre har set.
Den høje grad af transparens i valg og fravalg undervejs har efter min mening været en af de vigtigste årsager til, at danskerne har smøget ærmet op og tager imod stikket, når de når frem i køen.
Kunstig intelligens er også et område, der både berettiget og uberettiget er omgærdet af næsten udelt begejstring blandt nogle, men også med frygt eller bekymring blandt andre.
Potentialet er stort for at udnytte AI på en lang række områder, der kan styrke både virksomheders konkurrenceevne og velfærdsstatens ydeevne på alle de områder, hvor vi som borgere forventer service og pleje, såvel som for at sætte ind over for urimelig forfordeling gennem eksempelvis svindel med offentlige midler.
Der skal være stor transparens om, hvordan man når frem til beslutninger, der tages med brug af kunstig intelligens, ikke mindst i offentlig regi – men bestemt også i private løsninger.
Den transparens skal indbygges i løsningerne og gøre det let at monitorere, at de netop lever op til vores forventninger om etisk og ansvarlig brug af AI.
Det er både rimeligt over for befolkningen og nødvendigt i forhold til at sikre opbakning til fortsat digitale transformation. Det bliver helt sikkert også en del af de formaliserede krav fra EU.
Man kan vælge at se regulering som et snærende bånd – eller som en håndsrækning i kravspecifikationen, som sikrer, at man ikke ender med i værste fald skadelige løsninger og måske i bedste – et ramponeret omdømme.
Jeg tror på, at europæiske virksomheder vil mestre at innovere inden for den ramme – og på, at EU endnu engang kan komme til at danne præcedens for de globale krav til forbrugerbeskyttelse, lige som vi så med GDPR-lovgivningen.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.