Bankernes store datacenter i Roskilde, BEC, siger endegyldigt farvel og tak til sit danske navn, der har fulgt selskabet gennem tykt og tyndt gennem mange år.
Det er nemlig slut med navnet Bankernes EDB Central, som har været navnet i de seneste 51 år.
Selskabet har dog blandt både medarbejdere og kunder og andre i årevis blot heddet ‘BEC.’
Og disse tre bogstaver beholder det i det nye navn, som i sin helhed bliver det mere internationalt klingende BEC Financial Technologies.
“”Vi har valgt et navn, der fortæller klart, hvad vi laver, og som også er til at forstå for de mange medarbejdere i Danmark og Polen, der ikke taler dansk,” siger selskabets administrerende direktør, Jesper Nielsen.
Han tiltrådte for et halvt års tid siden og har siden for alvor taget fat i udviklingen og ombygningen af det store selskab.
Han omorganiserede fornylig således hele butikken med fokus på at udvikle mere og snakke og planlægge mindre.
Det kan du læse mere om her: Derfor rydder BEC-boss op og forandrer hele butikken: Sløvt udviklingstempo har ramt vores kunder
BEC omsætter for et par milliarder kroner om året og har en række af de danske pengeinstitutter som kunder.
BEC gennemgår i disse år en kraftig udvikling over mod det digitale, og det er denne udvikling, som selskabet vurderer, at det nye navn afspejler.
“Vi står i en rivende udvikling, hvor vi forenkler vores måder at arbejde på, åbner vores it-platform og integrerer vores egne it-løsninger med den nyeste teknologi fra globale partnere, såsom decentrale cloudløsninger fra SAS Institute, Microsoft og Salesforce. Så det er sådan set hverken ’edb’ eller særlig ’centralt’ længere,” siger Jesper Nielsen.
Læs også:
Ny BEC-direktør Jesper Nielsen reorganiserer hele butikken og udnævner ny direktion