I den tyske stat har man i dag mindst 33.000 maskiner, der stadigvæk kører det aldrende styresystem Windows 7, som Microsoft den 14. januar stoppede den gratis support af.
Det betyder, at den tyske stat nu står med en regning på lige knap seks millioner kroner for support af maskinerne i indeværende år. Det skriver det tyske erhvervsmedie Handelsblatt.
Skæringsdagen den 14. januar har været kendt gennem flere år, men alligevel har den tyske stat endnu ikke fået færdiggjort processen med migrere til Windows 10.
10 myndigheder mangler
Ifølge Handelsblatt er 20 ud af 30 myndigheder i migreringsprogrammet allerede i skrivende stund blevet migrereret til Windows 10.
Men alene hos de statslige myndigheder i Berlin er der ifølge Handelsblatt alligevel stadigvæk 20.000 ud af 85.000 maskiner, der kører Windows 7.
Microsoft har tidligere meddelt, at det i 2020 vil koste 25 dollar – eller lige knap 170 kroner - om året per Windows 7-maskine at holde dem opdaterede, mens det tal vil blive fordoblet til 50 dollar i 2021 og 100 dollar i 2022, mens prisen for brugere Windows. For brugere af Windows 7 Pro er prisen endnu højere.
Her starter prisen på 50 dollar og bliver ligeledes fordoblet hvert år frem mod 2022.
27 procent bruger stadig Windows 7
Tal fra analyseselskabet Statcounter har vist, at 27 procent af alle Windows-brugere på globalt plan fortsat anvender Windows 7.
Tallet er dog betydeligt lavere i Danmark. Her er det lige knap otte procent af alle Windows-brugere, som anvender Windows 7.
Migrerer du ikke til Windows 10 eller gør brug af Microsoft betalt support-løsning, løber du en betydelig risiko. Det har Kenneth Hansen, der er teknisk chef hos den danske Microsoft partner IT-Forum Gruppen tidligere advaret mod.
”Det svarer jo til, at du lader døren til dit hus stå pivåben, selvom du har en dyr kogle-lampe hængende lige på den anden side. Det undrer mig, at nogle folk ikke kan se det,” sagde han for nyligt til Computerworld.
Læs også: Derfor kan mange danske virksomheder ikke bare skifte fra det pensionerede Windows 7 til Windows 10