654 personer har som førsteprioritet søgt om at blive optaget på en bacheloruddannelse på IT-Universitetet i år.
Det er en nedgang på 16 procent i forhold til 2018, hvor ansøgertallet lød på 785.
Det oplyser det københavnske universitet efter, at der fredag klokken 12 var frist for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1.
Nedgangen skyldes ifølge ITU-Universitetet, at den tidligere regering ønskede at undgå en vækst i antallet af udenlandske studerende, og derfor er der blevet indført et nyt krav om dansk på a-niveau på to af universitetets uddannelser.
”Vi har fået en bunden opgave fra ministeriet om ikke at øge optaget af internationale studerende. Derfor har vi indført et krav om dansk på A-niveau på de to engelsksprogede bacheloruddannelser, Data Science og Global Business Informatics. Det har naturligt nok givet udslag i færre ansøgere. Hvis vi udelukkende kigger på ansøgere med en dansk adgangsgivende eksamen, ligger vi faktisk på samme høje niveau som sidste år,” siger Martin Zachariasen, rektor på ITU, til universitetets hjemmeside.
Kritik fra interesseorganisation
De nye krav har også haft konsekvenser på andre universiteter. Computerworld har eksempelvis tidligere fortalt, at man på Aalborg Universitet på grund af kravet har valgt at lukke syv uddannelser, hvor af den ene er it-uddannelsen IT, kommunikations- og medieteknologi.
De nye krav fra regeringen blev i efteråret kritiseret af interesseorganisationen IT-Branchen.
“Vi synes i høj grad, det er et tilbageskridt. Vi mangler kompetencerne, og vi ansætter i it-branchen også en del af de udenlandske studerende bagefter,” sagde administrerende direktør for IT-Branchen, Birgitte Hass, til Computerworld.
Software-udvikling er mest populært
Den mest populære uddannelse hos IT-Universitet er softwareudvikling, der i alt har 552 ansøgere, hvor at de 302 havde uddannelsen som deres førsteprioritet.
Men ifølge ITU skal de mange studerende slås om blot 152 studiepladser, og Martin Zachariasen ærgrer sig derfor over udsigten til at skulle afvise så mange ansøgere på en uddannelse, hvor der er så stor efterspørgsel efter kandidaterne.
”De danske virksomheder har svært ved at dækket behovet for softwareudviklere. Det betyder, at der er opgaver, de ikke kan løse, og i sidste ende, at Danmark går glip af vækst. På trods af det kommer vi desværre igen i år til at stå i en situation, hvor vi må afvise mange velkvalificerede ansøgere til netop denne uddannelse, fordi de økonomiske rammer ikke tillader os at oprette flere studiepladser,” siger han til IT-Universitetets hjemmeside.
Samlet set har 88.754 søgt ind på en videregående uddannelse i år. Det er et svagt fald i forhold til 2018, hvor tallet lød på 89.700.
Læs også: Mød fem danske it-talenter: Dette forventer vi af vores kommende arbejdsgivere