Socialdemokraterne vil have indført et loft over de beløb, som de offentlige myndigheder må bruge på indkøb af eksterne konsulenter.
Ifølge partiet spenderer stat, regionerne og kommunerne tilsammen omkring 11 milliarder kroner på indkøb af konsulenter - herunder indkøb af it-konsulenter i stor stil samt konsulenter indenfor eksempelvis revision, ledelse og andet.
“Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om vi som almindelige mennesker i det her velfærdssamfund får værdi ud af alle de milliarder, der bliver brugt på konsulentydelser. I forhold til tidligere bruger vi uendeligt mange ressourcer på projekter, analyser, implementering, forankring og evaluering – og så starter det hele forfra,” siger S-formand Mette Frederiksen ifølge DR.
En opgørelse fra Altinget viste for et par måneder siden, at staten alene i fjor købte it-konsulenter for i alt 2,9 milliarder kroner.
Den største indkøber er Skatteministeriet, der i 2018 købte it-konsulenter for 1,2 milliarder kroner.
Det kna du læse mere om her: Statens brug af it-konsulenter er eksploderet - Skatteministeriet har brugt en milliard kroner på et år
Folketingsmedlem Magnus Heunicke peger på, at de 11 milliarder kroner, som det offentlige i alt har købt konsulenter for i 2018, er udtryk for kraftig stigning i det offentliges indkøb af eksterne konsulenter.
“Det er gået over gevind. Selvfølgelig skal det offentlige udvikle sig, men det er som om, man har glemt at spørge sig selv, om det nu også er nye konsulentydelser, der er behov for hver eneste gang,” meddeler han her.
Til DR peger professor i statskundskab, Peter Bjerre Mortensen, på, at vi i dag ved ‘meget lidt’ om, hvad de 11 milliarder kroner egentlig giver.
“Om man så kan spare tre milliarder kroner eller ikke særligt meget, det er svært at sige, når vi ved så lidt om det. Man risikerer jo at spare de forkerte steder. Hvis man sparer tre milliarder væk, så kræver det, at vi har folk i det offentlige, der så selv kan løfte de opgaver,” siger han.
Socialdemokraterne erkender her, at det kan være nødvendigt at investere penge i indkøb af de komplicerede it-systemer, som det offentlige kan have svært ved selv at mønstre de rette kompetencer til.
Innovationsminister Sophie Løhde (V) afviste for en måned siden kritik af statens indkøb af konsulenter. Hun pegede på, at stigningen skyldes, at der er blevet indført en ny måde at opgøre indkøbene på - og altså ikke, at staten er begyndt at anvende flere it-konsulenter.
Hun sagde samtidig, at det er naturligt, at staten investerer mange penge i it-konsulenter, da staten har høje ambitioner på området.
Det kan du læse mere om her: Sophie Løhde afviser kritik af eksplosiv brug af it-konsulenter i staten: “Man kan ikke have tårnhøje ambitioner inden for digitalisering uden at skulle købe sig til de rigtige specialiserede kompetencer ude i byen"
Læs også: Fremgang i hele it-konsulentbranchen: Her er status og de 10 bedste