1,49 milliarder euro - eller hvad der svarer til 11,5 milliarder kroner. Det svarer til 1,29 procent af Googles omsætning.
Så meget skal Google betale i bøde til EU for at udnytte sin dominans på markedet for online-annoncering.
Det meddeler EU-Kommissionen med Margrethe Vestager (R) som afsender i denne meddelelse.
Bøden falder ifølge Margrethe Vestager for ‘ulovlig misbrug af selskabets dominerende position på markedet for søgebaserede annoncer' gennem mere end 10 år.
“Google har cementeret sin dominans inden for søgebaserede annoncer og beskyttet sig selv mod konkurrence-pres ved at indføre konkurrence-hæmmende restriktioner i aftaler med tredje-parts-websites,” lyder det fra Margrethe Vestager.
Det har betydet, at Google har forhindret andre virksomheder i at 'konkurrerere på deres evner og i at innovere,' ligesom forbrugerne ifølge kommissæren er blevet forhindret i at høste de fordele, der følger med sund konkurrence.
Ifølge Margrethe Vestager har Google dermed forbrudt sig mod de europæiske konkurrenceregler.
Det handler sagen om
Sagens kerne er Googles betalte søgeresultater, AdSense for Search, som anvendes til at placere betalte søgeresultater side om side med 'rigtige' søgeresultater, når en bruger søger på Google.
Disse resultater leveres blandt andet til nyhedssites, blogs og rejse-sites, der har embedded Google på deres site.
Google har i årevis været den langt største leverandør af disse ydelser, som EU kalder for 'online search advertising intermediation platform' med en markedsandel på mere end 70 procent.Google vil ikke have konkurrenter som Microsoft og Yahoo til at sælge annonce-plads på Googles eget site. Istedet har de måtte forsøge at komme ind på markedet via egne sites.
Men her har Google gennem mange år krævet, at disse såkaldte tredjeparts-sites ikke bragte betalte søgeresultater fra konkurrenterne.
"Markedsdominans er ikke i sig ulovlig, men de dominerende selskaber har et særligt ansvar for ikke at udnytte deres position til at skade konkurrencen," lyder det fra EU.
EU konkluderer, at Google siden 2006 har været 'dominerende i markedet for online search advertising intermediation," som ifølge EU er meget svært at komme ind på.
"Baseret på en bred vifte af beviser, konkluderer EU-Kommissionen, at Googles opførsel har skadet konkurrencen og forbrugerne og bremset innovationen, da Googles konkurrenter har været forhindret i at vækste og tilbyde alternative muligheder," hedder det.
Google har tidligere fået store bøder fra EU.
Selskabet fik således en bøde i 2018 på 4,34 milliarder euro for at holde konkurrenterne ude fra Android.
Det kan du læse mere om her: EU's kæmpebøde til Google for Android åbner en række vigtige spørgsmål
Og i 2017 fik Google en bøde af EU på 2,42 milliarder euro for at holde konkurrenterne ud fra selskabets shopping-portal.
Det kan du læse mere om her: Google retter ind i sidste sekund: Opretter særlig shopping-service i EU og undgår dagsbøder
Du kan også læse Computerworld nylige interview med Margrethe Vestager her: Vestager er i krig med verdens it-giganter på femte år: "Hvis alle er døde, inden retfærdigheden sker fyldest, så nytter det ikke så meget"
Læs også: