Artikel top billede

It-giganter etablerer nye arbejdspladser i Danmark: Men det kan slet ikke opveje antallet af it-job, som vi har mistet

ComputerViews: Apple og Facebook byger datacentre i Danmark og skaber arbejdspladser. IBM etablerer nyt innovationscenter med 250 ansatte. Men job-regnestykket går stadig i minus: De internationale it-giganter fylder mindre i Danmark i dag end for 10 år siden.

ComputerViews: Der var jubel over hele linjen, da det tidligere på ugen kom frem, at Facebook er i gang med at bygge et kæmpe datacenter i Tietgenbyen i Odense.

Byggeplanerne kan skabe massevis af arbejdspladser, blev der jublet fra politikere, erhvervsfolk og fynboer på gaden, da nyheden kom ud: Facebook bygger kæmpe-datacenter i Odense

Lidt senere på ugen kunne der så jubles igen, da IBM annoncerede et nyt innovationscenter i Danmark, der skal bruge 250 medarbejdere.

Denne gang var hele to ministre - udenrigsminister Kristian Jensen (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) - og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) på banen med kommentarer om, hvor vigtigt det er for Danmark at tiltrække internationale it-giganter og dermed arbejdspladser.

Læs også: IBM åbner nyt innovationscenter i Danmark - skal bruge 250 medarbejdere

For ja, det er jo enormt vigtigt, og ja, der er naturligvis al mulig grund til at juble, når det lykkes Danmark at tiltrække de internationale it-giganter.

Af samme grund fik det også stor opmærksomhed, da det sidste år blev annonceret, at Apple bygger et enormt datacenter ved Viborg.

Derfor er der også grund til skepsis

Uden at skulle være lyseslukker, er der nok grund til lige at holde lidt igen med skåltalerne. 

De nye projekter, vi her har nævnt - Apple, Facebook og IBM - er nemlig rent mandskabsmæssigt slet ikke noget, der kan opveje de mange tusinde it-stillinger, som internationale it-giganter faktisk har fjernet fra Danmark over de seneste 10 år.

Der er en god grund til, at de nye investeringer på dansk jord ikke er så mandskabskrævende, som de havde været det for år tilbage - og den vender vi tilbage til.

Først et lille overblik over, hvor mange stillinger, internationale teknologi-giganter faktisk har droppet på dansk jord i nyere tid.

Her er der skåret ned i Danmark

Lad os starte med IBM, der altså nu opretter 250 nye arbejdspladser i Danmark.

Den danske del af IBM-koncernen havde for 10 år siden 7.000 ansatte, men medarbejderstaben er siden blevet kraftigt reduceret til de 2.286, der var registreret i det seneste årsregnskab.

Ikke alle er forsvundet ud af landet, men mange er.

I det store globaliseringskapløb, hvor it-udvikling og -drift kan klares andre andre steder i verden billigere end i Danmark, er der således forsvundet tusindvis af IBM-arbejdspladser fra Danmark.

Det er i høj grad samme historie, vi finder hos konkurrenten CSC, der i det seneste årsregnskab havde registreret blot 821 ansatte. Det er mange hundrede ansatte under det niveau, virksomheden lå på for ikke så mange år siden i Danmark.

At CSC Danmark alene det seneste år har tabt næsten en milliard kroner, tyder ikke ligefrem på, at der skal opgraderes på bemandingen i den kommende tid: 

Situationen er alvorlig for CSC: Brændende underskud på 930 millioner kroner kan få konsekvenser

De to internationale it-giganters nedskæringer i antallet af ansatte i Danmark står langt fra alene.

Her har vi også mistet arbejdspladser

Tag eksempelvis Ericsson Danmark, der i det seneste regnskab havde 128 ansatte i Danmark.

Ericsson Danmark er dermed også skrumpet betydeligt, hvad angår antallet af ansatte.

I 2009 blev Ericsson-afdelingen i Struer lukket ned, og cirka 200 medarbejdere mistede dengang jobbet. Så sent som i 2011 var der dog stadig 368 ansatte i Ericsson i Danmark. Nu er der altså blot 128.

Det er lidt samme nedadgående kurve, vi finder hos Motorola Solutions, der i dag har 141 ansatte i Danmark - det er det halve af niveauet i 2009.

Der var også Nokias store udviklingsafdeling i København med næsten 1.000 ansatte, der i 2011 blev lukket helt ned af den dengang stadig store mobilproducent.

Eller hvad med Intel, der tidligere i år ville lukke afdelingen i Aalborg med 250 ansatte? For dog så kort tid efter at meddele, at det alligevel nok godt kunne lade sig gøre at bevare den danske del af den internationale it-gigant. Hvor længe holder den beslutning?

Virksomheder som Dell (nu sammen med EMC) og HP (nu splittet i to) er også skrumpet i Danmark i de seneste år, hvad angår antallet af ansatte.

Derfor fylder it-giganterne mindre i Danmark

Det kræver nok ikke, at vi hiver lommeregneren frem for at kunne konkludere, at der er forsvundet flere it- og teknologiarbejdspladser fra Danmark med de nævnte eksempler, end der nu kommer til med de nye intervesteringer i Danmark fra de tre internationale it-sværvægtere, Apple, Facebook og IBM.

Heller ikke hvis vi tæller Googles og Ubers internationale udviklingsafdelinger i Aarhus med (som også er kommet til i de senere år) kan der blive tale om et plus på bundlinjen.

De internationale it-giganter fylder ganske enkelt mindre i Danmark i dag end tidligere, når vi taler antallet af arbejdspladser.

Forklaringen er ikke raketvidenskab:

It-branchen som sådan har over de seneste 10 år ændret karakter ganske voldsomt. Arbejdsopgaver, der tidligere var ganske mandskabskrævende, bliver automatiserede. Maskinerne og algoritmerne klarer jobbet.

Læs mere her: Tre årsager til at it-giganterne fyrer og omstrukturerer i ét væk

Samtidig rykkes mange it-udviklingsopgaver typisk til lande, hvor lønomkostningerne er langt lavere end i Danmark.

Samtlige de internationale it-virksomheder, der historisk har fyldt meget i Danmark, har desuden over de seneste 10 år også været tvunget til at gennemføre omfattende transformationer og sparerunder i milliardklassen.

Det har ikke mindst kostet dyrt, hvad angår antallet af arbejdspladser i Danmark.

Der er altså dermed mange forklaringer på de mange nedskæringer i Danmark.

Bundlinjen er dog stadig den samme: Hvis målet er at sikre, at de internationale it-giganter etablerer flere arbejdspladser i Danmark, er det gået ned ad bakke i de seneste 10 år.

Også selvom vi netop i disse uger oplever, at der nu rent faktisk bliver skabt nye it-arbejdspladser.

De væsentlige spørgsmål

Heldigvis er der i forvejen masser af jobs til de danske it-folk (ikke mindst hvis de er yngre og nyuddannede med topmoderne it-kompetencer), da Danmark som sådan mangler it-folk.

Det skyldes ikke mindst, at de fleste virksomheder, der ikke selv tilhører it-branchen, i dag har et ganske stort behov for it-folk til både udvikling og drift. 

Det særlige ved de internationale it-giganter, der placerer arbejdspladser i her i landet, er dog, at det er lidt som at vinde i job-vækst-lotteriet for Danmark. 

Der er derfor nogle væsentlige spørgsmål, som man med rette kan stille politikerne, når de (med god grund) jubler over de it-jobs, der bliver skabt i Danmark i disse uger:

- Hvordan sikrer vi, at it-giganterne også bliver her i landet på lang sigt?

- Hvordan sikrer vi, at der rent faktisk skabes flere it-arbejdspladser hos de internationale it-giganter i Danmark, end der mistes?

- Hvordan kan vi udnytte Facebooks og Apples danske datacenter-tilstedeværelse til at skabe arbejdspladser i danske it-virksomheder? (Der skal trods alt ikke arbejde ret mange it-folk i de datacentre, der bygges - igen på grund af automatiseringen). 

- Og hvordan sikrer vi, at de lokale, danske it-virksomheder, der har succes og vokser sig store, ikke bare forlader Danmark og rykker til USA - som det lidt for ofte har været tilfældet?

Giv gerne dit besyv med i debatten herunder.

Læs også:

IBM åbner nyt innovationscenter i Danmark - skal bruge 250 medarbejdere

"Jeg var 14 år hos CSC Danmark - så begyndte alle skandalerne at komme"

Antallet af ansatte rasler ned hos danske it-giganter

Tre årsager til at it-giganterne fyrer og omstrukturerer i ét væk


Flere artikler om Job & Karriere

Offentligt eller privat? Her er 10 ledige it-stillinger, som du kan søge lige nu

Er du klar til at tage det næste skridt i din karriere? Så har vi fundet 10 ledige stillinger, som du kan søge lige nu.

Her er 10 ledige stillinger, som du kan søge lige nu
Fra Linux-administrator til sikkerhedsspecialist: Her er ledige 10 it-stillinger, som du kan søge netop nu
Her er 10 ledige stillinger, som du kan søge lige nu - se dem alle her
Nu kan du komme til at arbejde med PET’s mest centrale it-systemer: Her er 10 spændende job, som du kan søge lige nu

Er du på udkig efter nyt it-job?

På Computerworld it-jobbank kan du hver dag søge og sortere i nye spændende it-stillinger i ind- og udland. Vi har lige nu ledige it-stillinger på siden.

Computerworld it-jobbank er et samarbejde mellem Computerworld og it-jobbank, Danmarks førende karrieresite for it-folk.

Har du spørgsmål til jobannoncerne på disse sider, så er du velkommen til at kontakte it-jobbank

Lynsøgning

Find dit næste It-Job her - Der er ledige it-stillinger lige nu