Artikel top billede

Minister står fast: Afviser at ændre omstridt teleforlig

Erhvervsminister Henrik Sass-Larsen ser ingen grund til at åbne et gammelt og stærkt omdiskuteret politisk teleforlig. Læs her hvorfor.

Erhvervsminister Henrik Sass-Larsen (S) bakker op om det stærkt omdiskuterede teleforlig fra 1999.

Det sker i et spritnyt svar til Folketinget.

Ministeren peger på, at forliget bygger på nogle principper om blandt andet, at udrulningen af digital infrastruktur som udgangspunkt skal være markedsbaseret. 

"Jeg mener derfor ikke, at teleforliget er en barriere for, at vi kan fremme en moderne og tidssvarende bredbåndsinfrastruktur," skriver Henrik Sass-Larsen.

Læs hele svaret fra ministeren nederst i artiklen.

DF: Han vil ikke åbne forliget
Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti, der stillede spørgsmålet til ministeren, er ærgerlig over svaret, som han tolker på den måde, at erhvervsministeren ikke ønsker at åbne eller røre ved det gamle teleforlig.

"Både debatten og undersøgelsen iblandt deltagerne på Tele2014 (konference i Industriens hus, red.) viste tydeligt, at der er et stort behov for og opbakning til at lave et nyt teleforlig."

"Ja, eller i det mindste en modernisering af det, der efterhånden snart må været det ældste forlig på Christiansborg. Vel at mærke på det område, der går hurtigst af alle," udtaler Dennis Flydtkjær.

Forskellige meldinger?

Samtidig undrer Dennis Flydtkjær sig over meldingen fra S-ordfører Karin Gaardsted ved samme telekonference for nylig.

Læs mere om konferencen her.

"Jeg spurgte til om erhvervsministeren er enig med Karin Gaardsted i, at der er brug for en modernisering af teleforliget. Jeg læser svaret sådan, at det er de ikke enige om," konstaterer Dennis Flydtkjær. 

I anden halvdel af svaret kommer ministeren dog behovet for en modernisering lidt i møde:
 
"Når det er sagt, drøfter jeg naturligvis gerne med forligskredsen, branchen og andre interessenter, hvordan vi fremmer en moderne og tidssvarende infrastruktur, herunder ønsker om modernisering," slutter erhvervsminister Henrik Sass-Larsen sit svar.

Hvad vil de borgerlige?

S-ordfører Karin Gaardsted afviser, at der skulle være forskellige udmeldinger hos S.

"Der er ikke nogen divergens mellem ministerens udmelding og min udmelding," slår Karin Gaardsted fast.

Hun pointerer, at hun på den omtalte konference meldte et "klart nej" ud til åbning af teleforliget.

"På fuldstændig samme linje som Sass Larsen," udtaler hun.

Hun savner derimod input fra de borgerlige.

"I forhold til en modernisering af teleforliget er vi også helt enige. Det kan vi sagtens diskutere, men det kunne være interessant at høre, hvad de borgerlige gerne vil modernisere," udtaler S-ordføreren om teleforliget fra 1999. 

Læs meget mere om den omtalte konference her

Dokumentation

Herunder er hele spørgsmålet fra Dennis Flydtkjær og svaret fra ministeren.

Spørgsmål:
Er ministeren enig med sin it-ordfører, Karin Gaardsted (S), som på konferencen Tele2014 sagde, at teleforliget fra 1999 har brug for en modernisering?

Svar:
Jeg mener ikke, at teleforliget står i vejen for, at vi kan føre en langsigtet og ambitiøs politik og nå vores målsætning om, at alle danskere skal have adgang til en bredbåndsforbindelse på mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload i 2020.

Teleforliget bygger på principperne om, at udrulningen af digital infrastruktur som udgangspunkt skal være markedsbaseret, og at rammevilkårene skal være teknologineutrale.

Fokus i forliget er på at skabe gode og klare rammer for selskabernes fortsatte investeringer i den digitale infrastruktur. Samtidig giver forliget mulighed for, at det offentlige kan spille en aktiv rolle i at understøtte udrulningen af infrastruktur, hvor markedet ikke dækker.

Jeg mener derfor ikke, at teleforliget er en barriere for, at vi kan fremme en moderne og tidssvarende bredbåndsinfrastruktur.

Når det er sagt, drøfter jeg naturligvis gerne med forligskredsen, branchen og andre interessenter, hvordan vi fremmer en moderne og tidssvarende infrastruktur, herunder ønsker om modernisering.

NB. Opdateret med kommentar fra Karin Gaardsted.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis