Det hele startede for snart 12 år siden i en kælderlejlighed i Kronborggade på Nørrebro i København.
Men i dag er softwarevirksomheden Unity Technology et kæmpe navn i den internationale tech-verden og en af den danske tech-branches helt store succeshistorier. Virksomheden har gennem de seneste år udviklet sig til at være en multinational virksomhed med over 400 ansatte fordelt på 18 forskellige lokationer på hele kloden.
Men på trods af, at Unity har haft globalt vokseværk gennem de seneste år, ligger virksomhedens største afdeling med knap 100 ansatte fortsat i København.
"Det gør den mest af alt af historiske årsager," forklarer Unitys islandsk-fødte direktør, David Helgason, til Computerworld.
"Det er sådan set ikke et valg, som vi har foretaget. København er bare der, hvor vi startede, og Danmark har så tilmed et højt uddannelsesniveau og er et dejligt sted at bo, så derfor har mange dygtige folk gennem årene valgt at flytte til Danmark for at arbejde for Unity," fortæller han.
Store kunder
Unitys 'claim to fame' er en 3D-spilmotor, der ligger under kølerhjelmen på et utal af populære computerspil.
Hver eneste måned bliver motoren brugt af mere end 600.000 spiludviklere over hele verden. Heriblandt virksomheder og organisationer som Eletronic Arts, Microsoft, Lego og sågar Nasa. De bruger Unitys værktøjer til at udvikle spil og apps til konsoller, computere og ikke mindst smartphones og tablets.
I dag bor Helgason i Californien, hvor han har sin daglige gang i virksomhedens kontor i San Francisco, mens Unitys afdeling i København har skiftet lokalerne på Nørrebro ud med lokaler ved Søtorvet umiddelbart på den anden side af de søer, der adskiller Nørrebro fra Indre By.
Men ambitionerne er de samme, som da Unity var en lille københavnsk iværksætter-virksomhed.
"Vores helt store mål er at demokratisere spilindustrien, men vi ønsker også at tage den teknologi, der anvendes i spilindustrien, og give den til andre brancher," siger David Helgason.
Det er store ord af den slags, som 'start-ups' typisk bruger, når de skal fortælle verden, at de har mål og værdier, der rækker længere end blot at tjene penge.
Startede som spilfirma
Men da virksomheder bliver grundlagt i 2002, er det med en drøm om, at virksomheden skal lave sine egne spil. De er tre stiftere: Nicholas Francis, Joachim Ante og David Helgason, der kommer ind som den sidste.
På det tidspunkt er David Helgason fritidsprogrammør og læser arabisk på Københavnsk Universitet. Han har ambitioner om at blive arabisk tolk, men de planer bliver hurtigt skrinlagt, da han får tilbud om at blive medstifter af det unge spilfirma, der de første mange år hedder Over The Edge Entertainment, men senere skifter navn til Unity.
Tilbage ved årtusindskiftet er det dog langt mere besværligt at udvikle sine egne spil, end det er tilfældet i dag. Først skal virksomheden udvikle sine egne softwareværktøjer, som skal bruges til at skabe spillet.
"Dengang fandtes der ikke en masse værktøjer, som man bare lige kunne hente fra nettet," forklarer David Helgason.
Unity-stifter: Sådan revolutionerer vi spilbranchen
Virksomhedens første spil, GooBall, viser sig dog at blive relativt middelmådigt, men de tre stiftere indser hurtigt, at deres software-værktøj til gengæld har et stort potentiale.
Herefter laver den unge virksomhed det, som man i iværksætter-verdenen formodentligt vil kalde en "pivot" - virksomheden foretager et kursskifte.
Bliver digitale værktøjsmagere
Ambitionerne om at blive spiludviklere bliver droppet, og i stedet bliver Unity til digitale værktøjsmagere med ambitioner om at gøre det lettere for andre udviklere at skabe deres egen spil
"Vi finder ud af, at vi er ret gode til at udvikle den type teknologi, og vi kan se, at vi med den kan ændre på nogle ting i verden," siger David Helgason.
Ifølge Helgason går det allerede på daværende tidspunkt op for Unity-stifterne, at deres værktøj potentielt set kan gøre det samme for spiludviklerne, som hjemmestudier har gjort for musikbranchen og digital videoredigering har gjort for filmproducenter.
"Vi kan se, at det historisk set er sådan, at når værktøjerne, der bruges til at producere et givent medie, ændrer sig drastisk, så ændrer medierne sig også. Det er eksempelvis tilfældet, hvis værktøjerne bliver 100 gange billigere eller 100 gange nemmere at bruge. Og vi tænkte, at vi med Unity kunne gøre netop dette. Det var måske lidt naivt, fordi vi jo bare var tre "guys" i en kælder, ikke. Men vi havde en masse store tanker, og det er tit de store tanker, der leder folk i retning mod noget interessant," siger han.
Men selv om værktøjerne i første omgang er tiltænkt spilindustrien, fortæller Helgason, at Unitys værktøjer i dag også bliver brugt af andre brancher.
Eksempelvis bliver Unitys 3D-motor brugt til at lave digitale menneske-skeletter i et lægeleksikon, mens bilforhandlere bruger værktøjet til at lave 3D-visualiseringer af deres biler.
iPhonen sikrer gennembrud
Det helt store gennembrud for Unity kommer i 2008, da Apple åbner for sine App Store, der gør det muligt for software-udviklere at producere spil og små sjove programmer til iPhonen.
På daværende tidspunkt har Unity eksisteret i knap seks år, men virksomheden er stadigvæk relativt beskeden.
Spiludvikling på mobile enheder er en kæmpe mulighed for Unity. Derfor griner David Helgason også, da Computerworld spørger, om mobil gaming ikke kunne have været et tveægget sværd for Unity:
Kunne en helt ny spilplatform ikke være en trussel mod det fundament, som virksomheden allerede havde opbygget?
Men umiddelbart før Apples App Store åbnede, var der blot 18 eller 19 ansatte i Unity, forklarer Helgason.
"Vi var simpelthen så få og små dengang, at vi ikke for alvor havde en base. Altså vi havde da en del kunder og kunne betale vores regninger, så vi var ikke helt ude at skide, men vi var stadigvæk en lille eksperimentel virksomhed, der søgte efter interessante og nye markeder," siger han.
Og mobil gaming var netop sådan et marked, og det ender med at få en enom indflydelse på den vækst, som Unity oplever de efterfølgende år.
Unity er de første, der er ude med et værktøj til at bygge spil til Apples iOS-platform, og det giver virksomheden et stort forspring i forhold til konkurrenterne.
"Det er fint at have et godt produkt, men det er fantastisk at have et godt produkt i en branche, der er helt ny og næsten uden konkurrence. Hvis vi træder et skridt tilbage, kan vi i dag se, at vi fangede en trend i opløbet. Når man kommer tidligt ind på markedet, får du ikke bare en fordel, fordi du er først. Du får også en innovationsfordel, fordi du tidligt kan opdage problemerne og løse problemerne," siger han.
Ifølge David Helgason kommer mere end halvdelen af de spil, der i dag bliver udviklet med Unity, i en mobil-udgave. Men han understreger, at Unity undersøtter stort set alle tilgængelige platforme og, at mange spil dag udkommer på et væld af forskellige platforme.
Ingen grænser for væksten
I sidste måned blev den seneste udgave af Unitys produkt, Unity 5, præsenteret på Game Developers Conference i San Francisco. Indtil videre det ypperste, som Unity har leveret.
Men kan virksomheden fortsætte den hastige udvikling. Eller nærmer Unity sig snart toppen af vækstkurven?
Ikke ifølge David Helgason. Han ser stort set ingen grænser for Unitys fremtidige vækst.
"Vi kan egentlig ikke se noget loft for, hvor meget vi kan vokse," siger han.
Helgason påpeger, at den globale app-industri i dag samlet set er mere end 100 milliarder dollar værd, og at den formodentligt blot vil fortsætte sin vækst, i takt med at flere og flere mennesker på hele kloden får adgang til enheder, der kan afvikle apps.
"Stod du for 10 til 15 år siden med et nyt produkt, var reklamer i amerikansk prime-time-tv den mest effektive måde at promovere produktet på. Der kunne du måske nå ud til 100 millioner mennesker. I dag lever vi i en verden, hvor du via forskellige app-stores uden friktion og med et produkt, der er relativt let at producere, kan nå ud til omkring 2 milliarder mennesker. Kigger vi fem eller syv år frem, har du måske 4 til 5 milliarder mennesker, der er en del af app-markedet," siger han.
Store Silicon Valley-investeringer
Unitys tre stiftere er naturligvis ikke de eneste, der har set dette potentiale.
I 2009 fik virksomheden tilført knap 30 millioner danske kroner i kapital fra en af verdens største venturekapital-fonde, Sequoia Capital, der har investeret i mange af verdens største teknologivirksomheder. Lige fra mastodonter som Apple, Google og Oracle til Instagram, WhatsApp og LinkedIn.
I et interview med Computerworld i 2010 beskrev David Helgason selv Sequoia Capitals investerings-filosofi på denne måde:
"De er ligeglade med de der små ting. De går efter de store home-runs. Om de får deres penge igen, eller om de får dem halvanden gang igen, gør dem ikke glade," sagde han.
På daværende tidspunkt fortalte Helgason også, at Unity allerde havde fået flere købstilbud, som virksomheden havde afslået.
Og i dag hævder han også, at han ingen umiddelbare planer har om at afhænde virksomheden.
"Vi er profitable og har stærke investorerer bag os. Og gennem de seneste år har vi kunnet se, at virksomheder går længere og længere, før de bliver børsnoteret eller vælger at sælge, og vi regner også bare med at fortsætte med at være Unity," siger han.
Læs også:
Tradeshift vil investere millioner i nye danske it-job