Så er den gal igen-igen hos central offentlig database.
Således lyder en driftsmeddelelse hos cvr.dk:
"Der er i øjeblikket problemer med et bagvedliggende system, der gør at selskabsoplysninger ikke er opdateret. Dette betyder at visse offentliggjorte ændringer og regnskaber ikke vil være tilgængelige på CVR.dk."
Erhvervsstyrelsen, der står bag cvr.dk, skriver videre, at man "arbejder på at løse problemet hurtigst muligt og beklager ulejligheden".
Desværre er det ikke første gang, at styrelsen har måttet beklage ulejligheden.
Bøvl på bøvl
For faktisk har cvr.dk gentagne gange kæmpet med et "bagvedliggende" system.
Sidste gang - for få måneder siden i april - sendte man tre firmaer ind for at fixe problemerne.
Beskeden til de besøgende var:
"Der er i øjeblikket problemer med et bagvedliggende system, der gør, at data på CVR.dk ikke er opdateret siden d. 24/04-2013".
Det lykkedes dengang at fixe problemerne.
16 dage
I november 2012 var cvr.dk også ramt. Dengang var nedetiden op imod 16 dage.
Og i 2012 var meddelelsen til de besøgende på sitet:
"Grundet problemer med de bagvedliggende systemer, er datagrundlaget på CVR.dk ikke opdateret....".
Computerworld arbejder på at få en kommentar fra Erhvervsstyrelsen om de nye problemer med det bagvedliggende system.