TDCs plan om at knytte netværksforhandleren NetDesign tættere til resten af TDC-koncernen tænder julelys i øjnene hos NetDesigns konkurrenter.
Ifølge TDCs nye strategiplan vil telegiganten "integrere" NetDesign med TDC Hosting for at gøre det enklere at sælge produkter og services til erhvervskunderne. NetDesign, der blev en del af TDC-koncernen i 2004, deler i forvejen lokaler med TDC Hosting, men har alligevel udadtil ageret som et selvstændig forhandler.
Men ifølge to af TDCs konkurrenter kan planen meget vel ende med at give bagslag, fordi mange kunder vil være tilbageholdende med at kaste sig i armene telegiganten.
Hos netværksforhandleren Axcess er direktør Stig Abildsø ikke overrasket over udspillet fra TDC.
"Det er et paradigmeskift for NetDesign. De sidste mange år har de holdt profilen, men jeg har da ventet på, at de hev skiltet ned og blev en del af TDC," siger Stig Abildsø.
"For os er det positivt, og som jeg ser det får vi en konkurrent mindre. Nu bliver NetDesign en del af TDC-koncern med tusindvis af medarbejdere, og kunderne kommer til at se det som en rigtig stor spiller. Vi har taget en del kunder fra Netdesign og min fornemmelse er, at kunderne foretrækker en mindre spiller med den nærhed som vi kan til byde," siger Stig Abildsø.
Han henviser til at NetDesign det seneste år har mistet omsætning, mens der i hans egen virkosmhed har været en vækst på omkring 30 procent.
Hos infratruktur-forhandleren Mindzet er direktør Morten Waltorp Knudsen enig med sin kollega fra Axcess.
"NetDesigns binding til TDC bliver nok mere tydelig nu. Så det er spændende, hvordan de vil håndtere det. Hvis kunderne har andre ønsker om for eksempel valg af teleleverandør, vil de nok være tilbøjelige til at bruge sådan nogen som os eller andre mere uafhængige forhandlere," lyder vurderingen fra Morten Waltorp Knudsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra NetDesigns direktør, Keld Jersild Olsen.
Læs mere: