Læs mere: TDC rydder bordet til 4G-auktion
Teleselskabet 3: Derfor var 4G-auktionen ikke fair
For nylig kunne TDC løfte armene højt i vejret efter 4G-auktionen, der sikrede den danske telegigant langt størstedelen af 4G-licenserne til 800 megahertz-frekvenserne.
Auktionen var ikke fair, lød det efterfølgende fra 3, der som den eneste spiller måtte gå helt tomhændet fra auktionen.
Kritikken gik blandt andet på, at auktionen, der indbragte den danske stat 739 millioner kroner, favoriserede de store spillere frem for de små.
Netop den problemstilling har de engelske myndigheder tilsyneladende valgt en anden tilgang til.
Her er en stor, og længe ventet, 4G-auktion ved at være på trapperne efter flere års tovtrækkeri om retningslinjerne for auktionen.
Auktionen skulle nu endelig være klar til slutningen af året, og her melder myndighederne nu ud, at en del af 4G-licenserne vil blive reserveret til en fjerde national operatør, udover landets tre største mobiloperatører.
Og det vil med stor sandsynlighed være 3, der får glæde af denne reservation. Det skriver Financial Times.
Det skulle efter sigende være hensynet til forbrugerne, der gør, at myndighederne ønsker en fjerde operatør. Det skulle give bedre service til lavere priser, har de engelske myndigheder vurderet.
De store operatører kan dog stadig nå at klage over denne finesse.
For mens 3 har råbt højt om, at de risikerer at blive presset ud af auktionen, har de andre operatører svært ved at forstå, hvorfor 3, der har den kæmpe kinesiske Hutchison Whampoa-koncern i ryggen, skal have særbehandling.