Læs også: Derfor er det gået helt galt med studerendes it.
De studerende på Professionshøjskolen Metropol i København sukker højlydt i disse dage, uger og måneder.
Sukkeriet skyldes massive it-problemer, der blandt andet flår de studerende af skolens trådløse internet i flere timer om ugen, samtidig med at godt 1.200 lærerstuderende ikke kan printe fra deres egne computere.
Dertil kommer, at Professionshøjskolen Metropol ifølge formand for De Studerendes Råd på læreruddannelsen, Sarah Haug Rasch, har så dårlig en it-platform, at mange studerende hopper over på cloud-tjenester som Gmail og Dropbox, når de skal arbejde sammen i grupper.
"Forleden var nettet nede i 10 timer, og det værste er, at alle it-problemerne oveni hinanden fylder rigtig meget i hverdagen," siger Sarah Haug Rasch.
"Det er irriterende og direkte problematisk, at man ikke kan komme på nettet eller printe artikler, som vi oveni købet har betalt Copydan for at få adgang til, fordi vi så har svært ved at læse opgivne tekster eller er tvunget til at læse alle teksterne på skærmen," fortæller hun til Computerworld.
Raser i åbent brev til ledelsen
Professionshøjskolen gør ellers en dyd ud at fortælle de studerende, at den prioriterer studieværktøjer og vidensdeling meget højt, men det kan man ifølge Sarah Haug Rasch ikke mærke i hverdagen.
I frustration over it-bøvlet har hun derfor skrevet et åbent brev til institutchefen for Professionshøjskolen Metropols Institut for Skole og Læring, der huser omkring 1.200 lærerstuderende.
"Jeg mener, det er fuldstændig grotesk, at en moderne uddannelsesinstitution som vores, er så ekstremt langt bagefter på IKT-området," lyder det blandt andet i det åbne brev på instituttets intranet.
"For mig at se er det dybt godnat. Jeg blev lovet, at jeg ville komme til at gå på 'Danmarks førende IT-seminarium', dengang jeg startede her. Først blev seminarium taget fra mig. Sidenhen IT," harcelerer Sarah Haug Rasch i det åbne brev om sin personlige oplevelse med at blive en del af den store Metropolskole i 2009, hvor seminaret efterfølgende fik lagt sine it-systemer sammen med de andre uddannelsesinstitutioner.
Over 50 medstuderende har kommenteret og bakket op omkring Sarah Haug Rasch' indlæg.
"Jeg tilslutter mig resten af flokken. Rigtig godt skrevet og nu må vi virkelig håbe, at der er nogen, der lytter!" skriver en medstuderende som en kommentar til opsangen fra formanden for De Studerendes Råd på læreruddannelsen.