Læs også: Storbank hives nu med i avanceret net-angreb
Det danske sikkerhedsfirma CSIS har fra morgenstunden fået flere henvendelser fra brugere, som har modtaget en spammail, der foregiver at komme fra netop CSIS Security Group.
Derfor advarer firmaet nu om, at der er tale om en falsk mail.
I den uønskede e-mail er inkluderet et link, som peger på en URL-forkorter, der igen peger på en dropbox-konto, hvorfra den skadelige kode tilbydes.
"Der er tilsyneladende personer, der har bemærket, at vi findes og som påstår, at vi har lavet et antivirusprogram, som vi deler gratis ud. Det har de udsendt i en spammail," fortæller Peter Kruse, som er sikkerhedsekspert i CSIS.
Han fortæller desuden, at der er første gang i Danmark, at et sikkerhedsfirma anvendes som fluepapir.
Den pågældende spammail ankommer med følgende indhold:
Emnelinje: Anti-virus Fra CSIS Security Group A/S
Indhold:
Hej.
Vi vil godt tilbyde dig et gratis anti-virus.
Et super godt anti-virus. daglig opdateringer, automatisk opdateringer, de nyeste metoder til at bekæmpe virus,spyware etc...
Du kan hente programmet her (URL fjernet af redaktionen.)
Hilsen
CSIS Security Group A/S
Practical joke?
CSIS har nu advaret om problemet og efterforsker sagen.
"Vi har en mistanke om, at der er tale om en practical joke," fortæller Peter Kruse.
"Der er en række elementer, som jeg ikke kan fortælle om lige nu, men som peger på, at der ikke er tale om et angreb fra udlandet."
Han begrunder det blandt andet med den adresse, der anvendes til angrebet.
"Vi kan se, at domænet, som den skadelige kode ringer hjem til, er hostet hos TDC. Det ville man næppe gøre, hvis der var tale om et angreb fra udlandet," vurderer han.
Han fortæller desuden, at efterforskningen fortsætter.
"Vi er ved at analysere koden grundigt. Vi har dog anset det for nødvendigt at advare om problemet, så folk ikke åbner linket med den skadelige kode."