4,6 millioner kroner efter skat er bundlinien i et flot 2005-regnskab fra Digital House. Basis er et bruttoresultat i 2005 på 26,3 millioner kroner.
I løbet af 2005 investerede Digital House store dele af overskuddet i udvikling og opkøb af konsulenthuset ITServices i Brøndby.
Desuden åbnede virksomheden en afdeling i Aalborg, og udvidede antallet af medarbejdere fra 34 til 44.
Men til trods for de store investeringer og det udvidede forretningsområdet fik Digital House et flot overskud. Et resultat som den administrerende direktør Bo Tue Knudsen udtrykker sin tilfredshed med.
»Vi har i årets løb investeret kraftigt, så vi kan tilbyde kunderne en endnu bredere vifte af it-ydelser. Samtidig har vi i årets løb investeret i vores arbejdsmiljø og interne processer,« udtaler Bo Tue Knudsen.
Ifølge Bo Tue Knudsen er opkøbet af ITServices, ansættelsen af flere it-konsulenter og satsningen i Aalborg et led i planen om, at lægge mere vægt på løsningssalg.
Dette initiativ er blevet så vel modtaget af Xerox, at der i blev indgået en udvidet samarbejdsaftale med Digital House med henblik på salg af it-løsninger til Xerox' direkte kunder.
Udviklingen går fra det traditionelle forretningsområde som boxmover, mod en stadig tættere pardans med Xerox og et fokus på salg af løsninger.
Ifølge Digital House vil virksomheden fremover i højere grad blive bedt om at deltage i Xerox-projekter, der kræver integration af hardware og software inden for print, kopi og scanning.