Artikel top billede

Ellison: Umuligt at samarbejde med HP

HP har sagsøgt deres tidligere topchef Mark Hurd, fordi han har taget job hos Oracle. Det har fået Oracle-chefen Larry Ellison til at reagere hårdt i det der ligner en regulær krig mellem HP og Oracle.

Venskabet mellem HP og Oracle ender nu i en bitter retssag.

HP sagsøger sin tidligere topchef, Mark Hurd, fordi han nu er blevet president for Oracle. HP vil have rettens ord for, at Mark Hurd ikke kan arbejde for Oracle uden at afsløre forretningshemmeligheder.

Søgsmålet får nu Oracles direktør, Larry Ellison, til sige, at tiltaget gør det praktisk umuligt for softwaregiganten at samarbejde med HP. De to firmaer er ellers mangeårige partnere.

Hele sagen viser, at HP's bestyrelse er inkompetent, mener Mogens Nørgaard, direktør for det danske Oracle-hus Miracle, og iagttager af den internationale softwareverden.

Han mener, at HP's bestyrelse har taget flere dumme beslutninger af stor kaliber. For det første skulle firmaet have tvunget den tidligere chef, Carly Fiorina, af posten tidligere end de gjorde for fem år siden. Dernæst var det en tåbelig beslutning af HP at lave en intern undersøgelse, som i praksis tvang direktøren Mark Hurd til at gå af. Nu sætter retssagen mod Mark Hurd, fordi han er gået til Oracle, en streg under, at bestyrelsen ikke har begreb om virkeligheden.

"Det er et modefænomen. Før har mænd opført sig som mænd," mener Mogens Nørgaard.

Mogens Nørgaard mener, at Mark Hurds viden om HP er værdiløs for Oracle.

"Det er forfra med Mark Hurd. Han kan ikke medbringe noget som helst," vurderer Mogens Nørgaard.

Ikke desto mindre har HP en anden holdning. Mark Hurds fratrædelsesaftale, der gav den tidligere topchef millioner af dollars, forhindrer ham ikke direkte i at søge job i en konkurrerende virksomhed. Den slags klausuler rummer californisk lovgivning ikke en mulighed for. Til gengæld må han ikke dele viden om HP i et nyt job, siger en passus. Dét mener HP, at Mark Hurd ikke kan undgå, når han skal sidde for bordenden hos Oracles. En analytiker siger dog til nyhedsbureauet Reuters, at HP får svært ved at vinde sagen.

Spørgsmålet er, hvor stort et tab, det vil være for de to firmaer, hvis deres partnerskab ender. I dag er HP sponsor på Oracles konference Open World senere i september, og en HP-leder skal tale på konferencen. Det er et eksempel på, at de to firmaer er sammen om markedsføring. Samtidig samarbejder de to firmaer om at Oracles software bliver certificeret til HP's servere. Desuden laver HP benchmarking for Oracle, der viser at softwaregigantens programmer er hurtige.

"Det er en fjollet ting, hvor begge parter forsøger at få hinanden til at sælge hinandens ting, hvor der alligevel aldrig kommer noget ud af," siger Mogens Nørgaard om samarbejdet.

De to partnere er dog i højere grad konkurrenter nu end tidligere, efter Oracle tidligere i år købte Sun, som også er hardwareproducent. Mogens Nørgaard mener dog ikke, at det gør de to til dødsfjender.

"Der er noget hardware i Sun, men det kan Oracle formentlig ikke finde ud af at sælge alligevel," siger han.

I bund og grund handler sagen om, at Larry Ellison, Oracles kontroversielle direktør, hjælper sin ven, Mark Hurd.

Hans støtte til vennen kom allerede til udtryk under sexchikanesagen.

En marketingskonsulent, Jodie Fisher havde anklaget direktøren for sexchikane, og en intern undersøgelse konkluderede, at Mark Hurd havde forfalsket bilag for at skjule et nært forhold til kvinden. Efter Mark Hurd trådte tilbage, trak Jodie Fisher hurtigt anklagen tilbage. Hendes mål var ikke at få Mark Hurd opsagt, sagde hun. Hele affæren fik Oracle-direkøren til at kalde HP's bestyrelse for kujoner.

Mogens Nørgaard er enig med Oracledirektøren på dét punkt.

"Det her må du gerne citere mig for. Det viser gang på gang at HP's betyrelse er en flok komplette vatpikke, ikke bare vatpikke. Totale vatpikke," siger Mogens Nørgaard.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere