Efter diverse udmeldinger fra Microsoft tilsat rygtebørsens bedste bud ville Windows Phone 7 i løbet af dette forår blive udsat for store forbedringer og tilsat mange af de funktioner, som systemet oprindeligt blev lanceret med. Eksempevis copy-paste, og dansk tastatatur, sagde rygterne.
Nu lyder meldingen, at den store opdatering først kommer til september-oktober – og at der først på det tidspunkt - altså om 7-8 måneder – vil komme en lokaliseret dansk version af Microsofts mobil-os.
Den planlagte udvidelse med copy-paste kommer som planlagt til marts, sammen med ydelsesforberinger i forbindelse med marketplace, lover Henrik Kølle Petersen, der er divisionschef for Windows Mobile i Danmark.
Adspurgt om ikke Microsoft havde lovet brugerne et dansk tastatur i årets første kvartal, svarer han ”nej”.
”Man kan allerede skrive æ,ø og å ved hjælp af press-and-hold-funktionen. Men den store nyhed er, at der nu kommer en fuldt lokaliseret version af systemet, med danske menuer og dansk T9-ordbog. Det bliver en kæmpefordel for systemet herhjemme,” siger han.
Men det sker altså først til september-oktober?
”Ja”.
Kunne man ikke bare få lavet en app med dansk tastatur, ligesom det er sket på Android-platformen?
”Nej, desværre. Systemet er sådan indrettet, at det blokerer for apps, der går ind og rører ved tastaturet (giver anderledes anvendelse, red). Dette sker, fordi man vil beskytte brugerfladen,” fortæller Henrik Kølle Petersen.
Han påpeger, at den store opdatering til efteråret, som har kodenavnet ”Mango,” kommer til at indeholde en lang række store tilføjelser og nye features til WP7.
Ifølge en pressemeddelelse vil der blandt andet blive budt på ”multitasking-funktioner”. Den formulering kunne antyde, at der kun er tale om begrænsede former for multitasking, men ifølge den danske divisionchef vil Windows Mobile 7 til efteråret blive fuldt og helt i stand til at lave ægte multitasking.
Den version af WP7, der er på markedet i dag, har delvis multitasking, hvor native applikationer ifølge Microsoft kan fungere samtidigt.
Blandt andre nyheder, som tålmodige smartphone-brugere kan se frem til på WP7-platformen, er Internet Explorer 9 i fuld version, Twitter-integration, SkyDrive-lagring til Office-dokumenter og adgang til Marketplace og Xbox Live med lokalt Windows Live id.
I alt kommer der mere end 500 forbedringer af design, grænseflade og funktioner, lover Microsoft. Men altså først om 7-8 måneder.