Blot 14 dage efter, at Kontor Syd overtog Holsted EDB-forsyning, har firmaet atter pengepungen fremme.
Denne gang er det en kollega fra samme by, der står for tur. Kontor Syd overtager dermed fra 1. oktober Kontor-Centret Sønderborg.
Indehaveren af Kontor-Centret, »Jeppe« Jepsen, og hans hustru vil være tilknyttet virksomheden i en overgangsfase for at sikre, at alle parter oplever en nem overgangsperiode. Kontor Syd overtager alle medarbejdere, der flytter til Kontor Syds lokaler i løbet af efteråret.
»Kontor-Centret har gennem en lang årrække været en højt respekteret virksomhed, hvis produkter på mange områder matcher vores. Det er derfor glædeligt, at det nu er lykkedes os at få en aftale i stand, der tilgodeser alle parter, og som - ikke mindst - sikrer kunderne en stabil lokal partner,« udtaler direktør Svend-Aage Kjær om opkøbet.