På den årlige Hack in the Box-konference, der afholdes i Malaysia i denne uge, udlover Via Technologies en dusør på 5000 dollar til den person, der kan knække firmaets nye Strongbox-teknologi. Det nye program krypterer i realtid og skal beskytte mod datatab og datatyveri på bærbare computere.
Med Strongbox kan op til 40 GB data gemmes på et virtuelt krypteret drev, hvorefter alle data automatisk krypteres når computeren lukkes ned. Strongbox bruger SHA-1 og AES-256-bit-algoritmen.
Ifølge Via sker krypteringen uden det går ud over ydelsen på computeren, fordi systemet bruger den indbyggede Padlock-teknologi i C7-M-processoren.
Via er sponsor på Open Hack-konkurrencen, som afholdes i forbindelse med Hack in the Box-konferencen. Firmaet stiller bærbare computere udstyret med Strongbox til rådighed, som skal hackes af konkurrence-deltagerne. Vinderen er den, der først bryder Strongbox-beskyttelsen og får adgang til filerne bag krypteringen.