Tusindvis af Facebook-brugere har ikke haft adgang til deres konti i op mod en uge. Facebook anslår selv at det er mindre end 0,05 pct. af brugerne, der er berørt af problemet, men det betyder stadig at op mod 150.000 af de 300 millioner Facebook-brugere er ramt.
Facebook fortæller at der er tale om "et teknisk problem med en enkelt database". Der skulle ikke være tale om et hacker-angreb eller anden form for sabotage. De forsvundne profiler skulle dukke op igen i løbet af det næste døgn, men der kan være data tabt.
I en meddelelse til brugerne fortæller tjenesten, at billeder, opdateringer og indhold, som er tilføjet til profilen for nyligt, kan være tabt.
Flere brugere har kritiseret den mangelfulde information fra Facebook i den seneste uge, hvor det har været umuligt at få en forklaring på problemet, og nogle har ligefrem truet med et sagsøge selskabet.
I sidste uge var det Microsoft og T-Mobile, som blev ramt af et stort datanedbrud i USA. Millioner af Sidekick-brugere har fået slettet deres kontakter, kalenderaftaler og andre data, der var gemt på firmaernes servere.