Flere sikkerhedsfirmaer advarer mod en ny internet-orm, som lokker med muligheden for at få fingrene i en piratkopi af Star Wars Episode III. Samtidig advares mod et phishing-trick, hvor det sidste kapitel i rumsagaen også bruges som lokkemad. I begge tilfælde er der tale om fup-beskeder sendt gennem instant-messaging netværk.
Den nye internet-orm bruger en besked med teksten »hehe, i found this funny movie« og et link, som slutter med Star Games.
Hvis modtageren klikker på linket, installeres en variant af Gaobot-virussen på computeren, der sender sig selv videre til hele kontaktlisten. Programmet installerer også en bagdør på computeren, som kan give mulighed for at opnå fjernadgang til systemet.
Phishing-tricket er noget mere avanceret og fører brugeren videre til en side, der ligner det rigtige Yahoo-website. Her bliver brugeren bedt om at indtaste sit brugernavn og adgangskode til Yahoos instant messaging-tjeneste, hvorefter disse oplysninger sendes til en Hotmail-adresse.
Det ventes at flere virus-skribenter vil forsøge at udnytte den store interesse omkring den nye Star Wars-film, der allerede cirkulerer som en piratkopi på nettet.