I sidste måned måtte Amazon med røde øre beklage et nedbrud i sin EC2-tjeneste. Et nedbrud som endte med at koste mistede data for flere cloud-kunder.
Nu er tiden kommet til VMware.
VMwares nye cloudbaserede udviklerplatform Cloud Foundry havde i slutningen af april nedbrud i to dage, hvor kunderne ikke kunne bruge tjenesten.
Cloud Foundry er stadig en betatjeneste, som er under udvikling. Derfor må brugerne også være indstillet på problemer af denne type. I en blogpost forsøger firmaet dog at undskylde og forklare nedbruddet.
Der skulle være tale om en defekt strømforsyning, som satte gang i en uventet dominoeffekt af problemer. Firmaet mener, at problemet voksede, fordi overvågningssoftwaren ikke var opsat korrekt. Dagen efter forværrede en menneskelig fejl problemet.
"Vi kan og vil gøre det bedre, og vi har lært meget af de her problemer. Vi håber på jeres tålmodighed, mens vi forbedrer vores service og grundlæggende teknologi og udbygger kapaciteten, så den passer til den høje efterspørgsel, vi oplever i øjeblikket," siger firmaet.
Cloud Foundry er en Platform as a Service (PaaS), der understøtter en stribe forskellige sprog og databaser.
Læs mere hos InformationWeek.com.