Et af Danmarks ældste hostingscentre, århusianske DIR, skal nu skifte hænder. For et ukendt millionbeløb har ejeren, Kasper Kragelund, solgt sin virksomhed til konkurrenten TDC Hosting.
Udover Kasper Kragelund står it-grossisten Dansk Computercenter til at profitere af salget. Selskabet havde en ejerandel på 19 procent og ejer, Johannes Bach sad for bordenden som bestyrelsesformand i DIR.
Parret gjorde det så godt, at DIR gennem de sidste fem år har kunnet præstere stadige og støt stigende overskud. Senest fik DIR et overskud på 8,2 millioner kroner før skat.
Også TDC Hosting er inde i en vækstbølge. Omsætningen er vokset gennem de sidste fem år og blev i 2009 på 285 millioner kroner, mens overskuddet før skat landede på 26 millioner kroner.
De to virksomheder har hovedsæde 500 meter fra hinanden i udkanten af Aarhus. For DIRs kunder bliver det business as usual, lover direktør i TDC Hosting, Jesper Bak Olesen.
”DIR-kunderne kører videre med deres eksisterende kontraktforhold. De bliver liggende på de samme maskiner, som bliver stående i den samme bygning,” fortæller han til ComON.
TDC Hosting ønskede med købet af DIR at udvidde sine tilbud på markedet, og her passede DIR godt ind:
”Vi har især profileret os med kundespecifikke hostingløsninger til midtersegmentet og opad, mens DIR har været gode til standardløsninger til små og mellemstore virksomheder, så vi supplerer hinanden rigtig godt, siger Jesper Bak Olesen.
Parterne ønsker ikke at oplyse, hvor meget handlen er værd i kroner og ører.