Google har lanceret en funktion, der skal gøre det hurtigere at søge.
Google Instant gør søgninger til en mere dynamisk oplevelse, fordi søgeresultater allerede begynder at dukke op, når man begynder at indtaste søgeord. Det vil sige, at man øjeblikkeligt får en fornemmelse af, hvilke resultater man får, også selv om man ikke er færdig med at taste.
Som altid har Google lavet en video, der illustrerer nyheden. Se den nederst på siden.
Hos Google vurderer ingeniørerne, at den nye funktion kan spare mange brugere for spildt tid på Google.com. Hver bruger kan i Googles beregninger skære to til fem sekunder af hver søgning. Med lidt store armbevægelser mener Google derfor, at instant-funktionen hver dag samlet set kan spare 111 år af menneskehedens tid.
Google Instant er ikke tilgængelig for alle brugere lige nu men vil blive rullet ud løbende. Det bliver også muligt at fravælge Google Instant, hvis man ikke bryder sig om funktionen.
Hver gang Google ændrer på sine rutiner, frygter nogle, at søgemaskinebranchen bliver ramt. Men Google afviser selv, at Google Instant har nogen betydning for, hvordan resultater prioriteres. Der er primært tale om en visuel forbedring.