Den nye liste over verdens hurtigste supercomputere domineres klart af USA. Ni ud af de ti hurtigste computere er installeret i USA, og 90 pct. af alle supercomputere på listen er produceret af amerikanske fabrikanter.
Den japanske NEC Earth Simulator holder dog fortsat skansen som verdens skrappeste talknuser med en samlet regneydelse på 35,86 Tflop/s.
På andenpladsen kommer ASCI Q computeren på Los Alamos National Laboratory, som er baseret på HP's AlphaServer SC system. Den har en regneydelse på 10,28 TFlop/s.
Men på tredjepladsen ligger en vaskeægte "garage-computer", som er konstrueret på Virginia Polytechnic Institute i USA. Den består af 1.100 almindelige Mac-computere og har en imponerende regneydelse på 10.28 TFlop/s.
Med en pris på fem millioner dollar er Big Mac'en væsentlig billigere end de andre supercomputere på listen, som typisk koster mellem 100 og 200 millioner dollar.
Langt nede på listen finder man IBM's BlueGene/L, som stadig befinder sig i prototype-fasen. BlueGene/L er på størrelse med et 30-tommers-fjernsyn, men har allerede opnået en hastighed på 2 Tflop/s. Det rækker til en 73. plads på listen.
Når BlueGene/L er færdig i 2005, vil den fylde en halv tennisbane og arbejde seks gange hurtigere end NEC's Earth Simulator. BlueGene/L har kun en tiendedel af strømforbruget og kræver en femtedel af pladsen sammenlignet med andre supercomputere.
Den opdaterede liste over de 500 hurtigste supercomputere blev offentliggjort mandag under "Supercomputer Conference 2003" (SC2003) i Phoenix, Arizona.
Hvis alle supercomputere på listen blev koblet sammen, ville den samlede regneydelse nå op på 528 TFlop/s. Det er en stigning på 40 pct. i forhold til den sidste opgørelse over de 500 hurtigste computere, som blev offentliggjort for seks måneder siden.
I samme periode er antallet af systemer med Intel-processorer vokset fra 119 til 189. Intel ligger nu foran HP's PA-RISC-chips og IBM's Power-arkitektur.
HP har leveret 165 af systemerne på listen, mens IBM følger lige efter med 159 computere og SGI ligger langt tilbage med 41 installerede supercomputere.