Danske netbutikker som modtager betalinger med Visa, Mastercard, Maestro og JCB-kort tilbydes nu en mere sikker betalingsløsning, 3-D Secure, som kræver indtastning af en personlig adgangskode foruden kortnummer og udløbsdato. Den personlige kode - som ikke er identisk med pin-koden - skal gøre det sværere at misbruge betalingskort.
Indtil videre er det dog kun udenlandske kortindehavere, som kan bruge 3-D Secure i danske netforretninger. PBS fortæller at danske kortholdere vil få mulighed for at anvende 3D-Secure i løbet af 2005.
PBS fremhæver at sikkerhedsløsningen giver færre misbrugssager og dermed reduktion af administrative og personalemæssige ressourcer i forbindelse med behandling af svindel.
Knap en femtedel af alt kreditkortmisbrug sker på nettet.