Test: Intels nye processor-bæst uddeler øretæver

Vi har testet Intels dugfriske Core i7-processor med seks kerner - også kendt som Gulftown. Se her om Intel Core i7-980X Extreme Edition lammetæver forgængeren og den konkurrerende processor fra AMD.

1. Test: Intels nye processor-bæst uddeler øretæver

I den hastigt udviklende processorverden er det især forbedringer af fabrikationsprocessen og antallet af processorkerner, der får glødende it-entusiaster til at få kaffen galt i halsen.

Da vi forleden testede Intels nye Core-processor, var det således skiftet fra 45 til 32 nanometer fabrikationsteknologi, der var i høj kurs.

Det giver normalt mulighed for højere ydelse kombineret med et tilsvarende eller lavere effektforbrug end den forrige processorgeneration.

Link: Læs om Intels Core-familie på 32 nanometer

Intel Core i7 980X, der hidtil har været kendt under kodenavnet Gulftown, benytter også den fabriksnye, kompakte proces.

Processorens største fortrin er imidlertid de seks kerner, der dunker under dækslet.

Som da vi tilbage i 2007 inspicerede Intels første processor med fire kerner, der var en såkaldt quadcore-model, vil Intel altså nu have de mest krævende og velhavende brugere til at overgå til seks kerner.

Derfor er den nye Core i7-980X-processor en såkaldt hexacore-processor.

Link: Første test af Intels quadcore QX6700

Spørgsmålet er, om Intels nye konge af megatasking leverer en tilsvarende bedre ydelse end forgængeren, og til hvilke softwareformål seks kerner i det hele taget giver mening.

For at finde alle svarene har vi spenderet de seneste par uger i selskab med Gulftown, der alt andet lige må betegnes som markedets absolut vildeste hjerne til din computer.

Og selvom hexacore-processoren langt fra giver mening for alle, har den ikke skuffet os. Læs hvorfor på de næste sider.

2. Seks kerner under låget

Netop skiftet fra 45 til 32 nanometer procesteknologi betyder, at Intels ingeniører har kunnet klemme seks kerner ind det almindelige LGA1366-format.

Det måske mest forbløffende er, at det maksimalt opgivne strømforbrug på 130 watt stort set er uændret i forhold til den kraftige i7-975XE-processor, vi tidligere har testet, til trods for ankomsten af yderligere to kerner.

Taktfrekvensen på den nye hexacore-model lyder da også på 3,33 gigahertz, hvilket lader os antage, at det mest er såkaldte threadede applikationer, der kan drage gavn af de ekstra to kerner.

Alternativt kan du manuelt køre adskillige applikationer i baggrunden - det, vi kender som multitasking - og derigennem opleve fartforøgelsen.

Core i7-980X-processoren har da også adgang til at afvikle samlet set 12 simultane softwaretråde takket være Hyper-Threading-teknologien, som har potentiale til at sætte skub på eksempelvis medieindkodning og grafisk modellering af 3D-objekter, der vanen tro skalerer nærmest lineært i takt med, at antallet af kerner forøges.

Software, der ikke er optimeret til brugen af de mange logiske kerner, kan meget vel køre tilsvarende hurtigt med processorens forgænger monteret i bundkortets sokkel.

Rasende dyr hukommelse

Tilføjelsen af yderligere to processorkerner har også betydet, at størrelsen på den delte L3-cache er øget fra otte til 12 megabyte.

Den såkaldte level 3-cache er en form for lynhurtig hukommelse, hvis primære fordel er, at den er til rådighed internt i processoren.

Princippet i Turbo Boost-teknologien er desuden direkte overført fra processorens forgænger: Hvis en applikation tillader det, kan den primære Gulftown-kerne øge taktfrekvensen fra 3,33 til hele 3,6 gigahertz, ligesom frekvensen på samtlige kerner øges til 3,46 gigahertz, når ydelsen er påkrævet.

Det er en intelligent slags overclocking, der ikke bider skeer med garantien og foregår helt dynamisk uden at forstyrre brugeren.

Til eksisterende bundkort

Til stor glæde for indehavere af aktuelle bundkort bygget over X58-chipsættet fra Intel er det let at installere den nye Core i7-980X-processor, som er sokkelkompatibel med LGA1366.

Du skal opdatere bundkortets BIOS på forhånd - inden du fjerner den gamle processor - men derudover bør det være en ligetil oplevelse.

Intel leverer processoren med en matchende køler, der er både støjsvag og tilstrækkelig selv til moderate overclocks.

Der er tale om en drastisk forbedring oven på de kølere, der normalt følger med.

3. Benchmark-tal for fuld udblæsning

Du får her de vigtige benchmark-tal serveret i letfordøjelig form. Kombinationen af syntetiske og praktisk orienterede testprogrammer er afviklet for processorerne Intel Core i7-980X, Core i7-975XE, Core i7-870, Core i7-920, Core i5-661 og AMD Phenom II X4 965 Black Edition.

Vi har desuden målt strømforbruget for den samlede testplatform - eksklusive skærm - i to forskellige scenarier.

4. Konklusion: Genial til semi-professionelle og entusiaster

Overordnet viser vores resultater, at Core i7-980X ikke blot uddeler øretæver til den konkurrerende processor fra AMD, men også at Gulftown i det bedst tænkelige scenarie leverer en ydelse, der er cirka 36 procent bedre end den tidligere Extreme Edition-topmodel, i7-975XE.

Det ser vi i vores Cinebench-benchmark , der vanen tro kan udnytte det vilde antal processorkerner.

Til standardbrug er i7-980X imidlertid mere på niveau med Intels egen forgænger i Extreme Edition-serien, og til størstedelen af spil kommer det store ydelsesoverskud ikke for alvor til udtryk.

Core i7-980X Extreme Edition er på mange måder en processor, som aktuelt er forbeholdt en stærkt begrænset brugerskare: semi-professionelle og entusiaster. Altså de krævende og kræsne brugere, der formår at udnytte bæstets seks kerner optimalt.

For netop disse brugere er førstevalget nu stensikkert, mens der for flertallet er tale om en overdimensioneret processor, som ydelsesmæssigt kan vokse i takt med, at softwaresnedkerne formår at gøre spil og almindelige programmer bedre til at udnytte kræfterne i chippens indre.

Hexacore er stadig unødvendig for den almindelige bruger, men teknologien viser os den fremtid, processorgiganterne lover forude. Og det kan - som altid - kun gå stærkere. Det føles efterhånden som om, at det langsomste led befinder sig på denne side af skærmen.

Vi kvitterer med et femtal til den eksklusive Gulftown, der uden tvivl er den mest interessante processor i ekstremklassen, vi længe har set.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere