Kunsten stiger - og det gør mængden af data også

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.


forudsigelser: Prisfald på diskplads og fleksibiliteten i SAN gør det mindre væsentligt at kunne forudsige udviklingen i databehovet præcist. Om forandringsstyring på server- og storage-området er vigtig eller ej, afhænger af omstændigheder og applikationer.

Et kig i krystalkuglen giver et klart billede af en fremtid med rigtig mange data på lager. Præcist hvor mange ved vi dog ikke.
For det er tilsyneladende ikke, som man ellers kunne tro, elektronisk patientjournal (EPJ) i sundhedssektoren og elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH) i kommunerne, der i sig selv bidrager mest til de øgede datamængder i de elektroniske arkiver. Den store lagerpladssluger er billeder, grafiske applikationer, og at der er plads nok - og mere hvor den kom fra.

Eksplosiv stigning
I Hillerød Kommune følger it-driftschef Lars Hansen udviklingen i datamængden tæt, uge for uge.
- Stigningen i datamængden de første to år med elektronisk Sag- og Journal var forholdsvis beskeden, ca. 20 procent om året. Men det sidste års tid har der været en eksplosiv stigning på over 50 procent i datalagringen fra alle mulige andre systemer, for eksempel grafiske systemer, GIS-arbejdspladser og systemer, der lagrer billedinformation, siger Lars Hansen.
Også i børnehaver, på skoler og på forskellige kommunale hjemmesider lagres der i stigende grad både billeder og video. Fagsystemer i plejesektoren lagrer nu billeder, og Hillerød Kommune har taget mobiltelefoner med indbygget digitalkamera i brug til at dokumentere rengøringsproblemer.
Kommunen har derfor måttet oprette mere lagerplads til de over 300.000 billeder, som allerede nu ligger i - eller er produceret af - kommunens systemer. Billederne er blevet trukket ud af den normale filstruktur og over i et dedikeret dataareal, så de ikke overbelaster backup-systemet.

Svær kunst
Det kan være meget vanskeligt at forudsige behovet for datalagring i fremtiden, selv om man forsøger at relatere udviklingen til de programmer, der anvendes og de programmer, der indkøbes.
- Vi kan jo faktisk kun basere vores forudsigelser på vores erfaringer, så forudsigelse af behovet er næsten som at skrive en regning i en spand vand. Men vi forventer, at datamængden vil fordobles de næste to år, blandt andet fordi vi først lige har taget hul på at bruge de grafiske applikationer. DOS-dagene er først ovre i det offentlige nu, siger Lars Hansen.
Samtidig er det en tendens, at vi gemmer flere og flere informationer. Den kommunale driftschef vurderer, at der er sket en vækst i forbruget af dataplads til e-mails på 40-50 procent det seneste år.
- Medarbejderne og sagsbehandlerne vil for eksempel gerne have de seneste års e-post liggende som en slags nærarkiv, så de hurtigt kan genfinde den mail, de sendte om et bestemt emne 7. januar 2001, siger Lars Hansen.
Arkitekturchef Kim Mogensen, Post Danmarks IT-forretningsenhed, mener ikke, det kan betale sig at bruge en masse kræfter på at gisne om fremtidens databehov.
- Leverandørernes forudsigelser for væksten i behovet holder meget godt vand, men hos os er behovet nok steget mere eksplosivt, fordi det med fælles SAN er blevet meget nemmere at få allokeret mere lagerplads. Man kommer vel til at svine lidt med pladsen, når den bare er der, indrømmer Kim Mogensen.
Men snart er det slut med at bruge løs. Med Post Danmarks nye forretningsenhedsstruktur skal de andre forretningsenheder til at betale it-forretningsenheden for den lagerplads, de bruger.
- Vi er i gang med at etablere en pris/ydelses-struktur og overvejer i øjeblikket et SAN Resource Management-produkt (SRM) fra vores SAN-leverandør IBM, som siger, at de med SRM kan optimere vores pladsanvendelse med en ROI på under halvandet år. Vi overvejer det, ikke mindst fordi vi som tilgift vil få et mere præcist billede af, hvem der anvender lagerplads og et billingsystem, siger Kim Mogensen.

Ingen oprydning
Også HSM (Hierarchical Storage Management) er under overvejelse hos Post Danmark. Her vil tillægsgevinsten være at få sorteret aktive og passive data.
- Det store problem her er - som så mange andre steder - oprydning. Men hidtil har vi ikke vurderet, at det kunne betale sig at bede 5.000 medarbejdere bruge hver en arbejdsdag på at rydde op. Det svarer til tre mandeår, og det kan man købe meget lagerplads for, siger Kim Mogensen.
Asger Søndergaard Olesen, it-chef på Amager Hospital, bekymrer sig heller ikke synderligt om eksplosionen i databehovet. Som EPJ-pioner i HS står han godt nok lige nu med aben, når EPJ-data skal lagres, men på længere sigt er det tanken, at EPJ skal køres centralt fra et HS Driftcenter, som også skal tage hånd om behovet for lagerplads.
- Det betyder, at vi ikke tænker fem år frem, når vi snakker server og storage. Storage er ikke strategisk vigtigt for os. Og desuden er diskplads blevet så billigt, at vi bare køber nok af den, siger Asger Søndergaard Olesen.
Røntgenbilleder og videosekvenser fylder meget, meget mere end data, men billeddata lagres i PACS, som er et specielt arkivsystem. Analysesvar og analysedata ligger i laboratoriesystemet og atter andre data i andre systemer.

Forandringsstyring
- At fordele data kan være Èn strategi - en anden at købe rigeligt med lagerplads fra starten, siger hospitalets it-chef, som heller ikke bekymrer sig om forandringsstyring.
- Det har vi slet ikke tænkt i på server og storage-området. Så svært er det altså ikke. Vi ved selvfølgelig, hvad vi nogenlunde har plads til, og at vi kan fortsætte som nu i to-tre år frem i tiden uden problemer. Men når vi støder på loftet, ligger alle data forhåbentlig på nogle store HS-servere, siger Asger Søndergaard Olesen.
Post Danmarks arbejde med forandringsstyring foregår ved hjælp af ITIL-processerne (se boks), som man er i gang med at indføre.
- Som mange andre organisationer vil Post Danmark gerne centralisere, standardisere og professionalisere brugen af it efter det overordnede koncept at gøre it mere forretningsmæssig, siger Kim Mogensen.
- Vejen går via beskrivelse af arkitektur og infrastruktur, som den ser ud. På det grundlag laver vi roadmaps, der beskriver vejen til forandringer på kort, mellem og langt sigt, siger it-arkitekturchefen.

Vigtig disciplin
I den kommunale it-driftschef Lars Hansens ordbog er forandringsstyring en vigtig disciplin:
- Efter min mening er der et meget stort behov for forandringsstyring, når der sker så store omvæltninger, som det er når den gamle edb-administration skiftes ud med alt det, den nye teknologi giver mulighed for, siger han.
Han ser det største behov for forandringsledelse på det organisatoriske plan.
- På serversiden er vi vant til at skulle udskifte maskinerne hvert tredje til femte år, så her er ingen overraskelser. Og teknologien arbejder også for os i den forstand at diskene bliver større og billigere hele tiden, siger Lars Hansen.
- Jeg er heller ikke så bekymret for stigningen i datalagringsbehovet, Men jeg er bekymret for langtidslagringen af de ting, vi har pligt til at gemme i fem eller ti år - og for backuppen. Her er jeg i tvivl om, vi bruger de rigtige medier. Vi kigger for tiden på at anskaffe et langsommere, optisk arkiv til de data, der bare skal gemmes. Der er stadig plads til flere data i vores primære arkiv, men på et tidspunkt bliver vi nødt til at holde op med bare at udvide disksystemerne, siger den kommunale it-driftschef.

Billedtekst:
Et kig i krystalkuglen giver et klart billede af en fremtid med rigtig mange data på lager. Præcist hvor mange ved vi dog ikkeÉ

Billedtekst:
Fagsystemer i plejesektoren lagrer nu billeder, og Hillerød Kommune har
taget mobiltelefoner med indbygget digitalkamera i brug til at dokumentere rengøringsproblemer. Kommunen har derfor måttet oprette mere lagerplads til de over 300.000 billeder, som allerede nu ligger i - eller er produceret af - kommunens systemer.

Boks:
Negativ vækst i markedet
Analysevirksomheden IDC forudsiger, at værdien af det europæiske marked for disk storage-systemer vil fortsætte med at falde frem til 2005. Storage er fortsat en vigtig post på brugernes it-budget, siger IDC, men der er en europæisk tendens til server-konsolidering og til at klare sig med den diskplads, man allerede har.

Citat:
- Leverandørernes forudsigelser for væksten i behovet holder meget godt vand, men hos os er behovet nok steget mere eksplosivt, fordi det med fælles SAN er blevet meget nemmere at få allokeret mere lagerplads. Man kommer vel til at svine lidt med pladsen, når den bare er der.
Kim Mogensen, Post Danmark

Boks:
Hillerød Kommune
Hillerød Kommune indførte elektronisk arkiv, sagsstyring og journalisering for adskillige år siden. Papirpost indscannes og arkiveres elektronisk. Kommunen har et SAN til de primære data.

Boks:
Amager Hospital
Amager Hospital er pioner inden for Elektronisk Patient Journal i HS. Hospitalet er godt i gang med et treårigt EPJ-projekt.

Citat:
- Vi kan jo faktisk kun basere vores forudsigelser på vores erfaringer, så forudsigelse af behovet er næsten som at skrive en regning i en spand vand. Men vi forventer, at datamængden vil fordobles de næste to år, blandt andet fordi vi først lige har taget hul på at bruge de grafiske applikationer. DOS-dagene er først ovre i det offentlige nu.
Lars Hansen, Hillerød Kommune

Boks:
Post Danmark
Post Danmark har i to år haft et fælles SAN, hvor man får adgang til mere lagerplads lige så nemt som gennem et stik i væggen. Før havde organisationen lokale SAN, hvor det var nødvendigt at lukke systemerne for at skifte til større diske. Skiftet var motiveret af forenklingshensyn, sikkerhedshensyn og for at kunne honorere kravet om oppetid.
ÊÊPost Danmarks IT-forretningsenhed har ca. 300 ansatte. Organisationen har - fordelt på over 500 lokationer - 70-80 Unix-servere, 400 NT-servere, over 10.000 klient-pc'er og ca. 40 terabyte data på deres SAN.

Boks:
ITIL
ITIL står for Information Technology Infrastructure Library. Den engelske defacto standard er et omfattende og konsekvent regelsæt til it-systemstyring. It-organisationer kan vælge at implementere en enkelt proces eller eventuelt blot at optimere en eksisterende proces ved hjælp af elementer fra ITIL-processen.
ITIL omfatter både de operationelle processer: Incident/Problem/Change/Configuration Management og Software Control & Distribution. Og de mere taktiske processer - Service Level/Availability og Capacity/Cost Management og Contingency Planning.

Citat:
Storage er ikke strategisk vigtigt for os. Og desuden er diskplads blevet så billigt, at vi bare køber nok af den.
Asger Søndergaard Olesen,
Amager Hospital




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere