Det er nemt og billigt at installere programmer fra cd eller dvd på din nye minibærbare - også selv om det lille vidunder mangler et optisk drev. PC World viser her hvordan.
De små billige bærbare leveres uden cd/dvd-drev. Men du kan alligevel sagtens installere programmer på dem. Bare følg vores guide.
Andre gode ISO-programmer
Siden artiklen blev publiceret for (i skrivende stund) et lille døgns tid siden, har et meget stort antal PC World-brugere ikke blot læst artiklen, men også sendt sendt kommentarer og tips til alternative programmer.
Dem iler vi naturligvis med at bringe videre. Ikke mindst fordi her anbefales ikke mindre end tre programmer, som både er gratis og velfungerende alternativer til MagicISO.
Til at kreere ISO-filer anbefales således:
- ImgBurn: www.imgburn.com
- CDburnerXP: http://cdburnerxp.se/
- ISOrecorder: http://isorecorder.alexfeinman.com/isorecorder.htm
Daemon Tools nævnes desuden af flere som et andet godt program til at læse ISO-filerne med igen - hent det på http://www.daemon-tools.cc
Stor tak til Benjamin Jensen, Michael Birkemose og Flemming Pedersen for de gode tips!
Snyd computeren: Installation af programmer uden dvd-drev
De små mininotes er smarte størrelser, men de har ét væsentligt handicap; nemlig manglen på et optisk drev.
Det er intet problem i det omfang, du klarer dig med præinstalleret software eller går online for at hente, hvad skal bruge.
Derimod er du på spanden, hvis du vil installere kontorpakker eller spil fra en optisk skive.
Her vælger de fleste at anskaffe et eksternt cd/dvd-drev, hvilket typisk koster 800-1.000 kroner. Men der er en billigere løsning.
Nemt og billigt med virtuelle drev
Med et program, der kan gemme hele cd/dvd-skiver som ISO-filer på en sekundær pc, kan du nemlig klare dig uden et eksternt drev. Det kan de fleste komplette brænderprogrammer såsom Nero klare.
Alternativt kan du downloade et program som MagicISO Maker. Det koster 29.95 pund - cirka 193,50 kroner - men kan anvendes gratis, hvis du ikke har behov for at lave ISO-filer på mere end 300 MB.
Desuden skal du bruge et program, der kan "mounte" ISO-filer som et virtuelt drev på din netbook.
På den måde kan du nemlig kopiere din ISO-fil over på en USB-pind eller en ekstern harddisk og installere programmet herfra. Fuldstændig som hvis du havde et optisk drev tilkoblet.
Der findes en del applikationer, der kan oprette virtuelle drev, men i vores gennemgang anvender vi freewareprogrammet MagicISO Virtual cd/dvd-rom.
Guide: Opret virtuel disk
I eksemplet lægger vi en helt igennem legal Microsoft Office 2007 på en maskine uden cd-drev, og det fungerer fortræffeligt.
Men hermed ikke sagt, at fremgangsmåden altid vil fungere upåklageligt.
For eksempel nægtede Norton Internet Security 2009 at lade sig installere via et virtuelt drev på grund af en eller anden dubiøs sikkerhedsfunktion. Men så kan man jo heldigvis lægge den udmærkede - og gratis - AVG Anti-Virus Free på i stedet.
Ligeledes vil en del spil have indbyggede anti-pirat foranstaltninger, der forhindrer brugeren i at afvikle spillet uden den originale skive.
Først skal du fyre op under en pc med et optisk drev og lave indholdet af din program-skive om til en ISO-fil. I eksemplet her har vi installeret programmet MagicISO Maker. Når det startes, ser vinduet således ud.
Start med at sætte den pågældende program-cd/dvd i dit optiske drev og vælg herefter Tools => Make ISO from CD/DVD-ROM. Nu vil du se et skærmbillede som det nedenfor..
Her skal du sørge for at vælge den rigtige kilde (hvis du har flere optiske drev). Vælg herefter Standard ISO Image file (.ISO).
Angiv også, hvad din ISO-fil skal hedde, samt hvor den skal ligge. Her har vi valgt at filen skal hedde Office2007 og ligge på G-drevet. Klik nu på OK.
Nu vil Magic ISO gemme indholdet af din program-cd som en ISO-fil. Det tager typisk et par minutter.
Bagefter skal du flytte filen til din netbook, eksempelvis via et netværk eller en USB-pind. I vores eksempel kopierer vi den til netbookens skrivebord.
Sådan bruger du den virtuelle disk
Når den virtuelle disk er oprettet som en ISO-fil, er det tid til at anvende den.
Nu får vi brug for et program på din netbook, der kan læse ISO-filer fra et virtuelt drev (det vil sige som om filen lå på et rigtigt optisk drev). Her i eksemplet bruger vi det gratis program MagicISO Virtual cd/dvd-rom.
Højreklik på det lille MagicISO Virtual CD/DVD-ROM-ikon til højre på proceslinjen og vælg Virtual CD/DVD-ROM => D: No Media => Mount (på din pc hedder det virtuelle drev muligvis noget andet end D:).
Vælg herefter den ISO-fil, du gerne vil læse fra - i dette eksempel vores nyligt skabte udgave af Office 2007, som vi kopierede over på netbookens skrivebord.
og om alt går vel, installerer din netbook nu programmet fra ISO-filen. Fuldstændig som hvis du havde tilsluttet et cd/dvd-drev.
Men du har sparet 600-800 kroner samt besværet med at lokalisere en butik, der forhandler et stykke hardware, du formentlig yderst sjældent vil få brug for efterfølgende. God fornøjelse!