Mest CPU for pengene: AMD eller Intel

PC World har set nærmere på ydelse, indkøbspris og strømforbrug for fire spændende processorer fra AMD og Intel. Er AMD's nye Phenom X4-modeller omsider blevet interessante til prisen, eller dominerer Intels Core 2 Quad fortsat markedet? Få svaret her.

Mest CPU for pengene: AMD eller Intel

Selvom processorer med fire kerner stadigvæk langt fra er relevante for alle pc-brugere, vælger mange alligevel at investere i såkaldte quadcore-processorer.

Det sker ofte med en forventning om, at fremtidens programmer kan blive afviklet med større hastighed, hvis desktop-pc'en har mere end de sædvanlige to kerner at gøre godt med.

På quadcore-området har Intel længe befundet sig forrest i ydelseskapløbet med sine Core 2 Quad- og Core 2 Extreme-processorer, mens AMD først for nylig har frembragt konkurrencedygtige modeller.

Texanernes quadcore-modeller til forbrugermarkedet hedder Phenom X4, og de første af slagsen var til mange forhåbningsfulde processorkøberes gru behæftet med en fejl, som trak ydelsen gevaldigt i den forkerte retning.

Nu er AMD dog endelig kommet i omdrejninger, for en meget tiltrængt ny revision af Phenom-processoren har ryddet fejlen af banen. De nye B3-udgaver er karakteriseret ved, at et "50" er tilføjet modelnavnet - eksempelvis "Phenom X4 9850".

På PC World har vi derfor sat os for at benchmarke fire aktuelle quadcore-modeller fra de to chipgiganter op imod hinanden.

Bliv klædt på til processorkøbet

Hvis det inden startskuddet til testen havde været målet at finde den for alt i verden hurtigste processor, ville resultatet blot blive en bekræftelse af det, vi allerede ved.

Intel fører ydelsesræset med sine Core 2-processorer, men vi har en formodning om, at du går mere op i forholdet mellem pris og ydelse. Heri ligger håbet for AMD, hvis processorer mest af alt er interessante for de købere, der gerne vil have en kraftig multimedie- eller spille-pc uden at betale en herregård.

Vores resultater kan forhåbentlig klæde dig godt på til at vælge mellem AMD eller Intels aktuelle quadcore-processorer - hvad enten du skal opgradere dit eksisterende system eller købe helt nyt.

Testopsætningerne så sådan ud:
• Bundkort: Asus M3A32-MVP/Deluxe, AMD 790FX / Asus P5Q Deluxe, Intel P45
• Processorer: AMD Phenom X4 9600 BE, 9850 BE / Intel Core 2 Quad Q9300, Q9550
• Processorkøler: CoolerMaster Eclipse
• Kabinet: Antec Twelve Hundred
• Strømforsyning: Antec TruePower Quattro TPQ 1000, 1.000W
• Hukommelse: Kingston HyperX KHX9600D2K2/2G, 2GB, DDR2-800
• Grafikkort: BFG GeForce 8800GTS OC, 512MB GDDR3
• Harddisk: Western Digital Caviar AV 5000AVJS, 500GB
• Optisk drev: Samsung SH-S203D, DVD±RW
• Monitor: Samsung SyncMaster T260, 25,5", 1.920x1.200
• Operativsystem: Windows Vista Ultimate 64-bit Service Pack 1

Sådan har vi testet

For at udføre en så fair sammenligning som muligt benyttede vi to testkonfigurationer, der udelukkende havde forskellige bundkort og processorer.

Vi har testet i en række programmer og et enkelt spil for at give en virkelighedstro vurdering af de fire processorers ydeevne.

Den samlede bedømmelse er således resultatet af en længere matematisk udregning, der løfter sløret for det antal kroner, du gennemsnitligt må betale for et point på tværs af de udvalgte testprogrammer.

Der er ikke tale om noget vejet gennemsnit, men derimod en beregning hvor hvert enkelt testprogram tæller lige meget.

Nogle vil måske bedyre, at det ikke giver mening at inddrage den fejlbehæftede Phenom X4 9600 BE-processor i testen. Selvom modellen fortsat er at finde på markedet herhjemme, har vi hovedsageligt inkluderet den for at undersøge, hvor langt AMD er kommet siden den oprindelige lancering af Phenom.

Miljørigtige processorer?

Systemernes strømforbrug indgår ikke direkte som en faktor i regnestykket herover, men vi har inddraget det som et væsentligt element i vores endelige købsanbefalinger til dig.

Maskinernes samlede forbrug af watt blev vurderet med en standard elmåler fra Elsparefonden i to brugssituationer: Når skrivebordet i Vista står inaktivt hen, og strømforbruget efter fem minutter er stabilt (idle), og endelig når vi afviklede processortesten i spillet Crysis (load).

Som et led i vurderingen har vi beregnet de årlige strømudgifter, du kan se frem til med et lignende system, hvis du vælger en af de testede quadcore-processorer. Se de måske overraskende resultater på den følgende side.

Fair sammenligning

Med undtagelse af processorens blæser blev ingen anden køling tilsluttet systemet, og begge bundkort blev opdateret med de nyeste tilgængelige BIOS-versioner.

Vi aktiverede desuden de strømbesparende processorteknologier, der hos AMD hedder Cool'n'Quiet, mens Intel kalder sit alternativ for Enhanced Intel SpeedStep.

Fokus for denne test er standardydelsen, de fire processorer kan levere. Vi har af samme årsag ikke forsøgt os med overclocking eller anden optimering, da det ikke er relevant i forhold til denne sammenligning.

Vi har testet med følgende programmer og spil, hvoraf et udpluk af resultaterne er fremhævet på den følgende side:

• SiSoft Sandra 2008
• ScienceMark 2.0
• CineBench 9.5
• PCMark Vantage x64
• Crysis

Resultater: Det betaler du for ydelsen

Vi var blevet chokerede, hvis Phenom X4 overvejende havde kæmpet sig foran Core 2 Quad, og det er da heller ikke tilfældet i vores tests. Intel dominerer nemlig gennemgående på ydelsen, selvom det ikke er videre markant alle steder.

Undtagelserne er testen af hukommelsens ydeevne i SiSoft Sandra og bedømmelsen af systemets generelle ydelse i PCMark Vantage. Her formår Phenom X4 9850 at overgå begge Intel-processorer i den ene test, mens ydelsen i PCMark Vantage er helt på højde med det prismæssigt nærmeste alternativ, Core 2 Quad Q9300.

Baggrund: Phenom får revanche

Langt mere interessant end udvalget af benchmark-facts er vores beregninger, som tydeligt viser, at AMD er kommet endog meget godt med i kapløbet om at kunne tilbyde den mest attraktive processor til prisen.

På tværs af testprogrammerne tilkæmper Core 2 Quad Q9300 sig 1,61 kroner per point, mens den direkte konkurrent - Phenom X4 9850 Black Edition - klarer så lidt som 1,28 kroner per point.

Derfor er det et spørgsmål om økonomi, om man vil betale ekstra for den kun marginalt højere ydelse, Core 2 Quad tilbyder, eller om Phenoms kræfter er tilstrækkelige til ens formål.

Samtidig har vi fået dokumenteret, at det ikke betaler sig at investere i en af de gamle B2-versioner af Phenom. Prisen er ikke tidssvarende, ydelsen er specielt i Crysis meget skuffende, og den totale ydelse er klart den laveste blandt de testede processorer.

Baggrund: Det koster de at have kørende
Debatten om hvorvidt den ene eller den anden chipfabrikant har den mest korrekte angivelse af strømforbrug har gennem tiden antaget nærmest religiøse proportioner.

Vores målinger viser dog, at Intel fører på strømforbruget, men i praksis er det ikke meget dyrere at have en pc med Phenom X4-processor kørende frem for en Core 2 Quad.

Vi har målt de samlede testsystemers strømforbrug i to systemtilstande og efterfølgende beregnet den årlige strømudgift, du kan forvente, hvis du 80 procent af tiden ikke kører krævende programmer og i de resterende 20 procent spiller.

Udgangspunktet er, at pc'en er tændt fire timer ad gangen hver af ugens syv dage, 365 dage om året. Læs mere om "pris vs. ydelse vs. strømforbrug" herunder.

Ydelse vs. pris vs. strømforbrug: AMD

Phenom X4 9600 Black Edition
Set på nettet til 1.279 kroner
Pris/point: 1,56 kroner
Strømudgift per år (1,95 kroner per kilowatt): 490 kroner

Phenom X4 9850 Black Edition
Set på nettet til 1.190 kroner
Pris/point: 1,28 kroner
Strømudgift per år: 550 kroner

Ydelse vs. pris vs. strømforbrug: Intel

Intel Core 2 Quad Q9300
Set på nettet til 1.540 kroner
Pris/point: 1,61 kroner
Strømudgift per år: 429 kroner

Intel Core 2 Quad Q9550
Set på nettet til 3.192 kroner
Pris/point: 3,01 kroner
Strømudgift per år: 456 kroner

Konklusion: Phenom X4 klarer sig bedst til prisen

Vi har med denne artikel forsøgt at give en vurdering af, hvilken quadcore-processor der leverer den bedste ydelse til prisen. Konklusionen er, at Phenom X4 9850 trods det lidt højere strømforbrug alligevel er den mest interessante processor, hvis du har ønske om at prøve kræfter med fire processorkerner i pc'en.

De texanske quadcore-modeller kan altså sagtens få en generel anbefaling med på vejen, men vær sikker på, at du ikke køber én af de fejlramte processorer i serien.

Hvis du er i tvivl, vil vi anbefale dig at kigge nærmere på specifikationsoversigten på den foregående side - ellers er det bare med at kigge grundigt efter på AMD's processorside, hvor versionsnummeret fremgår for den enkelte model.

Kommet bedre med

Vi har fået bekræftet, at AMD er kommet op i omdrejninger med sine nyeste processorer, og det er i virkeligheden dette ydelsesniveau, AMD burde have præsteret, da de lancerede Phenom sammen med den komplette Spider-platform tilbage i november sidste år.

Core 2 Quad er hurtigst

Intels Core 2 Quad-modeller på 45 nanometer er dog samlet set hurtigst, men også mere bekostelige. Hvor Q9300 må betegnes som værende en ret attraktiv processor til prisen, leverer Q9550-modellen imidlertid den absolut mindst attraktive pris per point.

Prisen per point er godt 46 procent højere, men den totale ydelse bliver forhøjet med mindre end ti procent. Det kan ikke betragtes som noget anbefalelsesværdigt køb.

Fremtiden: Nye sockets og octocore-processorer
Det bliver interessant at følge udviklingen og se, om AMD i fremtiden også vil konkurrere med Intel på hastighed. AMD's kommende processorlanceringer ventes at blive kendetegnet af et skifte til en fabrikationsproces på 45 nanometer og DDR3-hukommelse, hvor Intel dog allerede har et forspring.

AMD ventes desuden at overgå til en ny socket, AM3, mens Intel vil lancere en ny, forbedret processorarkitektur, Nehalem, og på sigt introducere en række nye sockets. Derudover ventes desktop-modellerne baseret på Nehalem at blive tilgængelige som octocore-processorer - altså med hele otte kerner.

AMD har ligeledes udtalt, at otte kerner eller derover er fremtiden, men meget tyder på, at Intel igen får det samme snævre forspring, som chipfabrikanten opnåede med sine første quadcores.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere