Stortest: Hurtigt trådløst netværk

At vælge den rette trådløse router til familiens eksakte behov kan være en nærmest umenneskelig opgave. Hjælpen er dog inden for rækkevidde. Vi har testet fem aktuelle trådløse routere, der alle følger den nyeste Draft 2 802.11n-standard, men som også byder på markante forskelle i hastighed og rækkevidde.

Stortest: Hurtigt trådløst netværk

Hvis den trådløse router skal have både hastighed og rækkevidde i orden, er det ikke til at komme udenom den nyeste trådløse netværksstandard, 802.11n, der efterhånden har taget over efter de sløvere a-, b- og g-standarder.

Forudsat at familien har ambitioner om at overføre lyd, video og data i høj kvalitet trådløst til og fra hjemmets pc'er, kan en opgradering fra eksempelvis g- til n-standard mærkes i hverdagen for alvor.

Som udviklingen ser ud, lægger det digitale indhold - som vi i stigende grad boltrer os med - løbende beslag på mere båndbredde og flere ressourcer.

Det er en af årsagerne til, at det er vanskeligt at få en rigtig HD-film afspillet med flydende afvikling af billede og lyd via den gamle g-standard.

Fem 801.11 routere i test

I denne anledning har vi modtaget fem N-routere fra Linksys, D-Link, Netgear, Sitecom og Trendnet. Udvalget spænder fra basale eksemplarer til avancerede "dual-band"-routere, der kan håndtere datatrafikken på to frekvensbånd.

Det skulle mindske risikoen for signalforstyrrelser, så man kan leve i fred og fordragelighed med sine naboer, og desuden skulle hastigheden blive skruet yderligere i vejret, når hjemmets enheder slås om at komme til fadet.

Selvom udvalget af routere er stort og ambitionerne forskellige, har testdeltagerne ikke de ringeste problemer med at enes om, at de hver og en leverer nærmest fænomenale hastigheder, lang rækkevidde og pærelet opsætning.

Men hvilke modeller falder igennem i praksis, og hvor bør du lægge dine penge?

Sådan testede vi

Vi har udelukkende testet 802.11n-teknologien, og hvor det var muligt med testdeltagerne fra D-Link og Netgear, har vi både testet 2,4- og 5 gigahertz-båndene i 11n-regi. Der er derfor tale om en direkte sammenligning af testens kandidater.

Testudstyret ene ende var en kraftig stationær SpecialLine 2-maskine fra SHG med Intels eget gigabit-netværkskort, så der ingen reelle flaskehalse burde være i forhold til 11n-udstyret.

Der kan dog være barrierer til fuld udnyttelse af hastighedspotentialet i selve routeren, hvis netværksstikkene følger den gamle standard på maksimalt 100 megabit per sekund.

Til at teste den trådløse forbindelses anden ende brugte vi den bogstaveligt talt hurtigste bærbare pc, der kan fås i øjeblikket - en Nova XLerator SE fra danske Nova Books med Core 2 Extreme X9000-processor og, vigtigst af alt, et Intel 4965 AGN-netværkskort - det kan nemlig operere på begge 11n-frekvensbånd.

Selvom der fulgte specielle USB-netværkskort med til visse af testens deltagere, sværgede vi konsekvent til det integrerede trådløse netværkskort, så sammenligningsgrundlaget var optimalt.

Fælles for begge pc'er var, at det benyttede styresystem var Windows Vista Ultimate med Service Pack 1 samt alle tilgængelige opdateringer.

Vi testede med den firmware, routerne blev leveret med, og vi har konsekvent benyttet WPA2-kryptering, som PC World klart anbefaler frem for den usikre WEP-kryptering, der reelt kan brydes på få sekunder med en moderne pc.

Funktioner, ydelse og brugervenlighed

For at simulere almindelig brug i hjemmet opsatte vi tre forskellige pejlemærker henholdsvis fem, ti og 25 meter væk fra routeren.

Det første pejlemærke var i umiddelbar nærhed af routeren, det andet med en væg imellem, mens det tredje var placeret ude i haven og gennem flere vægge.

Vi overførte en AVI-fil på 700 megabyte efterfulgt af en mappe med filer i varierende størrelse på i alt én gigabyte for hvert enkelt pejlemærke, og hastigheden blev målt med Microsofts Robocopy-værktøj, der giver os information om både overførselstid og -hastighed.

Hver router er blevet vurderet ud fra følgende kriterier: funktioner, ydelse (rækkevidde og hastighed) samt brugervenlighed ved opsætning. De to første kriterier vægter hver især 40 procent, mens brugervenlighed vægter de resterende 20 procent i vores endelige vurdering.

1. Linksys WRT160N

Linksys har med WRT160N begået en trådløs router, der designmæssigt skiller sig ud fra mængden af beigefarvede modeller med et yderst kompakt kabinet delvist udført i sort pianolak. Kabinettet huser også de kun to indbyggede antenner.

Prisen må betragtes som det vægtigste argument for at investere i WRT160N. Til godt 550 kroner kunne routeren ligne et fund.

Modellen følger ikke blot den seneste 11n Draft 2.0-specifikation, den kan fungere som trådløst access point i hjemmet, den har en indbygget 4-ports switch (dog ikke med Gigabit-hastighed), og den formår at gøre internetforbindelsen tilgængelig for alle i - og udenfor - hjemmet.

Forudsat at du altså ikke bevæger dig alt for langt væk fra routeren, der ikke leverer imponerende N-hastigheder. Det er værd at bemærke, at WRT160N udelukkende opererer på 2,4 gigahertz-båndet i 11n-regi.

Skuffende overførselshastighed

7,43 megabyte per sekund leverede WRT160N, da vi overførte en AVI-fil på 700 megabyte. Det er testens andet dårligste resultat og langt fra det teoretiske maksimum på 37,5 megabyte per sekund, N-standarden praler med.

Det teoretiske maksimum skal naturligvis tages med et gran salt, for i praksis får de fleste brugere med 11n-routere oftest hastigheder mellem fem og otte megabyte per sekund.

Nuvel, det er også tilstrækkeligt til at servere HD-indhold trådløst i hjemmet uden slinger i valsen, men hastigheden faldt til 4,3 megabyte per sekund, da vi samtidig streamede en AVI-film på 802.11g-båndet til en anden testbærbar. Det er én af de udtalte ulemper ved kun at operere på et enkelt frekvensbånd, for hastigheden bliver påvirket negativt, hvis man blander G- og N-enheder.

Sikkerheden fejler ikke noget med 256-bit kryptering på WPA2-standarden, og WPS (Wi-Fi Protected Setup) gør det nemt og sikkert at tilslutte kompatible enheder. Til formålet findes der er knap direkte på enheden. WRT160N har desuden indbygget SPI-firewall (Stateful Packet Inspection) og trafikprioritering på et grundlæggende niveau.

Træd varsomt

Den medfølgende software, Linksys EasyLink Advisor, er som udgangspunkt glimrende til at administrere enheder på netværket. Det var dog en noget ustabil affære både at installere såvel som at benytte det på vores stationære testmaskine med Vista, og vi må derfor opfordre Linksys til at arbejde på en softwareopdatering, der forbedrer stabiliteten.

Vores vurdering er, at Linksys WRT160N til prisen er et rimeligt køb for mange - vi savner dog en indbygget Gigabit switch, så flere kablede enheden kan tilsluttes.

Med henblik på ydelsen kan routeren levere varen til flere formål, men hvis du har planer om at koble mange enheder trådløst på dit netværk og samtidig stiller store krav til hastighed og rækkevidde, er det nok ikke den billige model fra Linksys, du skal tage med hjem.

Læs mere om produktet hos producenten

2. Trendnet TEW-633GR

Den i Danmark knap så kendte netværksproducent Trendnet har med TEW-633GR bedrevet en udmærket trådløs router, der ligesom testdeltageren fra Linksys følger Draft 2 af 11n-specikationerne. Den opererer også udelukkende på 2,4 gigahertz-båndet.

Trendnet har satset på et enkelt, smagfuldt design - routeren er holdt i blank sort og kan arrangeres både lodret og vandret.

De tre antenner er dog synlige og stikker ud på enhedens side, men det lader til at have en gavnlig effekt på hastigheden. På enheden er der ligeledes en knap til at tænde og slukke det trådløse signal, og som med de fleste af de i testen deltagende routere er der en WPS-knap, der letter tilføjelsen og konfigurationen af nye enheder.

Som med routeren fra Linksys følger der software med, der gør opsætning både hurtig og nem. Hvis du ikke har mod på at ændre indstillinger i administrationsmodulet ved at skrive IP-adressen 192.168.10.1 i din browsers adresselinje, kan du programmere routeren via den lettilgængelige software i stedet.

Fart over feltet

Der er mere fart over feltet, end tilfældet var med den forrige router fra Linksys. Vi nåede 9,33 megabyte per sekund i umiddelbar nærhed af routeren, men rækkevidden skuffede en smule på 25 meters afstand.

Her var hastigheden mere end halveret, men alligevel nogenlunde på niveau med routerne fra Sitecom, D-Link og Linksys.

Trendnet skal have ros for at have implementeret en Gigabit switch, og som en lille kuriositet kan det fremhæves, at WAN-porten ligeledes opererer med Gigabit-hastighed. Det må betegnes som en unødvendig overdrivelse for de fleste hjemmebrugere, men et plus for folk med ekstreme højhastighedsforbindelser.

Trafikprioriteringen, i fagsprog kaldet "Quality of Service", er her noget mere avanceret, end tilfældet var med routeren fra Linksys.

Trendnet har implementeret en tredjepartsløsning kaldet StreamEngine, der er målrettet entusiaster og spillere. Det må siges at være et stort plus, for netop den målgruppe tåler ikke forsinkelse i onlinekampens hede, fordi en anden person i huset for eksempel pludselig foretager et Skype-opkald.

Glimrende trådløs router

Sikkerhedsmæssigt ligger TWE-633GR lunt i svinget. Krypteringsmulighederne spænder bredt fra WPA2 på 256-bit niveau såvel som 64/128-bit WEP-kryptering. Sidstnævnte er nyttigt, hvis du sidder med ældre trådløse B- eller G-netværkskort, selvom det reelt er en meget usikker form for kryptering. Derudover kan routeren tilbyde en traditionel firewall.

Samlet set er TWE-633GR en meget gennemført og let tilgængelig router, der dog taber lidt hastighed på distancen. Hvis du kan klare dig med et enkelt frekvensbånd, er den et oplagt køb, strømforbruget er tæt på det laveste i testen, og prisen er rimelig.

Læs mere om produktet hos producenten

3. Sitecom WL-575

Routeren fra hollandske Sitecom må betegnes som klassens nye dreng. Det lykkedes os kun at finde den testede model hos én dansk forhandler, og det er et klart minus.

Normalt indgår det ikke centralt i vores overvejelser, men i dette tilfælde fortjener Sitecoms hjemmeside at blive nævnt, og det er desværre ikke af det gode.

Det var ikke til at opdrive mere end et par linjers tekst om WL-575, og det var generelt svært at finde ud af, hvad denne router kan tilbyde.

Sikkert er det dog, at routeren ligesom de øvrige produkter i Sitecoms 300N-serie er kompatibel med 802.11n Draft 2, og den begrænser sig til 2,4 gigahertz-frekvensbåndet.

Kit med USB-netværk

Det fremsendte kit indeholder udover selve routeren også et matchende USB-netværkskort i samme konservative, cremefarvede design. Vi har dog ikke inddraget denne enhed i selve testen.

Ydelsesmæssigt ligger WL-575 konsekvent bagest i feltet, og inden for en afstand af fem meter til routeren målte vi kun 7,3 megabyte per sekund. Det er ikke langt fra at være den halve hastighed af, hvad routeren fra D-Link kan tilbyde på 5 gigahertz-båndet, og det er utvivlsomt noget af en skuffelse, da N-teknologien slet ikke bliver udnyttet optimalt.

På distancens 25 meter må WL-575 ligeledes acceptere en sidsteplads - her formår de tre synlige antenner på bagsiden ikke at hjælpe synderligt på resultatet.

Ikke anbefalelsesværdig

Sitecom kan fortælle, at brugervenlighed har været omdrejningspunktet for udviklingen af denne router. Hertil kan nævnes, at administrationsmodul såvel som manual rent faktisk foreligger på dansk. Opsætning samt konfiguration er ligetil og i virkeligheden routerens bedste egenskab.

Sikkerhedsmæssigt klarer WL-575 sig udmærket med 256-bit WPA2-kryptering, WPS-opsætning med en knap dertil direkte på enheden, Quality of Service og firewall.

Det ændrer dog ikke på, at Sitecom-routeren samlet set skuffer - især fordi hastigheden lader noget tilbage at ønske. Når prisen på 642 kroner inklusive USB-adapter placerer routeren på niveau med alternativer fra Linksys, Trendnet og Netgear, kan vi ikke anbefale denne model.

Læs mere om produktet hos producenten

4. Netgear WNDR3300

Routeren fra Netgear imponerer ved første øjekast.

Som den første testdeltager understøtter den to frekvensbånd, og det til en pris på kun 673 kroner.

Samtidig bygger routeren på den nyeste 11n Draft 2-teknologi. Den relativt lave pris har dog ikke betydet, at der er gjort indhug i routerens æstetiske udtryk.

WNDR3300 har et meget særegent, kompakt design og kan placeres både vandret eller lodret med den medfølgende stander. Under Netgear-logoet gemmer der sig otte blå lysdioder - én for hver af de antenner, producenten har indbygget - så brugeren kan følge med i netværksaktiviteten.

Logoet fungerer som en knap, og det til tider distraherende lys kan heldigvis slås fra med et enkelt tryk. Samtidig kontrollerer knappen enhedens WPS-funktion.

Ingen gigabit

Det kan være svært at forstå, hvorfor Netgear ikke har implementeret en Gigabit switch. I stedet må brugeren nøjes med en forældet 10/100-løsning til hjemmets kablede netværk, og hvilken bruger vil det, hvis vedkommende allerede har satset på en hurtig 802.11n-løsning?

Vi lader spørgsmålet forblive ubesvaret og koncentrerer os i stedet om routerens evne til at behandle datatrafik på begge frekvensbånd. Du kan i administrationsmodulet vælge enten en dedikeret 2,4 eller 5 gigahertz løsning, eller du kan aktivere den såkaldte "mixed mode", hvor begge frekvensbånd benyttes samtidig.

Det er dog ikke muligt at benytte 2,4 og 5 gigahertz 11n-teknologi kombineret. I stedet er der tale om to parallelle spor.

Det fremragende ved en sådan løsning er, at brugere med ældre 11g-netværkskort ikke kan trække hastigheden ned for de øvrige enheder på netværket, da de har mulighed for at operere på et selvstændigt frekvensbånd med langt flere tilgængelige kanaler.

Samtidig er risikoen for radioforstyrrelser langt mindre på det knap så trafikerede 5 gigahertz-bånd, og det kan være en stor fordel i områder med tæt bebyggelse.

Ydelsen er den næstbedste i testen - kun overgået af D-Link - og som ventet er hastigheden en anelse bedre på 5 gigahertz-båndet. De i alt otte indbyggede antenner har også haft indflydelse på rækkevidden. Routeren klarer sig marginalt bedre end de forrige deltagere i vores overførsel fra 25 meters afstand.

Rimeligt køb

Routeren er indledningsvis nem at sætte op, selv for knap så erfarne brugere, men det kan undre, at man efter endt konfiguration ikke bliver sendt videre til enhedens administrationsmodul. Her er man nødt til at lede efter routerens URL-adresse i den medfølgende manual, og det er ærligt talt ret besværligt.

WNDR3300 er som de øvrige routere i testen sikkerhedsmæssigt fint med. Man får 256-bit WPA2-kryptering som den fornemste indstilling, firewall, QoS-trafikstyring samt en række glimrende indstillingsmuligheder møntet på forældrekontrol og blokering af visse typer hjemmesider.

Netgears router er overvejende set et fornuftigt køb, men det trækker ned i bedømmelsen, at de fire netværksporte benytter forældet teknologi.

Læs mere om produktet hos producenten

5. D-Link DIR-855

DIR-855 fra D-Link, verdens største producent af netværksudstyr, imponerer stort på tværs af vores bedømmelseskritier.

Routeren er den anden i testen, som kan operere på begge frekvensbånd, og som testens øvrige deltagere er den baseret på 11n Draft 2. Modsat Netgears router kan DIR-855 fungere med 11n-hastighed på begge frekvensbånd samtidig.

Den hvide sag har ganske vist ikke noget decideret elegant udseende, og de tre antenner på routerens bagside fylder godt i landskabet.

Men der er blevet plads til et OLED-display på routerens overside, som kan betjenes direkte fra enheden ved hjælp af to knapper under displayet.

Det er tiltænkt som en nem måde for brugeren at få basale oplysninger om routeren og netværkets tilstand på, men i praksis er det nok ganske begrænset, hvor ofte funktionen vil blive benyttet.

Hastigheden var den klart mest imponerende i testen, og tæt på routeren foregik vores 11n 5 gigahertz-filoverførsel ved en gennemsnitlig hastighed på knap 13 megabyte per sekund. DIR-855 taber lidt på 25 meters distancen i forhold til Netgears testdeltager, men det er ikke meget. Det interessante ved vores test er dog, at D-Link virker bedst med 5 Ghz-teknologien på 5 meter, mens den på 25 meter bør benyttes på 2,4 Ghz båndet.

Kraftig processor

Routeren har desuden en meget kraftig processor, som gør, at du uden problemer kan streame flere instanser af HD-video til hjemmets enheder uden skyggen af problemer.

Optimalt set er det en forudsætning, at de tilsluttede enheder opererer i fred og fordragelighed på 5 gigahertz-båndet. Endelig kan det tilføjes, at der ved siden af routerens Gigabit switch-porte befinder sig en USB 2.0-port, som dog desværre ikke gør det muligt eksempelvis at tilføje en USB-enhed på netværket.

Administrationsmodulet ligner det fra tidligere D-Link-routere til forveksling, og her bliver det for alvor tydeligt, at DIR-855 er pakket med funktioner til krævende brugere eller mindre kontormiljøer.

Vi nævner i flæng adgangsfiltrering på Mac- og IP-adresseniveau samt et glimrende system til forældrekontrol. Sidstnævnte bygger modsat de fleste almindelige routere på princippet om, at man "whitelister" tilladte hjemmesider i stedet for at huske på et utal af forbudte adresser. Det var blot et lille udpluk af den funktionsvifte, som kan få selv erfarne netværksbrugere til at kigge en ekstra gang.

Routeren er nem at sætte op, selvom de mere avancerede funktioner kræver en vis portion viden, og sikkerheden er som på de øvrige modeller med WPA, WPA2 og WPS ganske standard. D-Link har som Trendnet implementeret en særlig løsning til trafikstyring kaldet WISH (Wireless LAN Intelligent Stream Handling), der koordinerer datastrømmene ud fra dine programmers adfærdsmønstre.

Den kraftige hardware forbruger ikke overraskende mere strøm end de andre routere i testen, men de strømbesparende funktioner hjælper lidt på det. DIR-855 kan helt slukke en netværksport, hvis en tilsluttet pc eksempelvis går i standby-tilstand, og strømforbruget kan justeres i henhold til længden på Ethernet-kablet.

Testvinder til topkarakter

Samlet ser skal der ikke herske tvivl om, at DIR-855 er en fremragende router til krævende digitale hjem. Ganske vist er prisen høj, men hvis du har de trådløse behov, som D-Links topmodel til forbrugermarkedet kan indfri, er den uden tvivl værd at betale. Samlet set formår DIR-855 at distancere sig klart fra testens øvrige deltagere, og vi udråber derfor routeren til vinder af vores test. Med i præmieposen følger en velfortjent topkarakter.

Læs mere om produktet hos producenten

Baggrund: Specifikationer og resultater

På skemaerne nedenfor kan du se specifikationerne for de enkelte routere i testen. Desuden kan du se vores vurdering af routerne på tværs af bedømmelseskriterierne, samt hvordan de klarede sig i vores test.

Klik på hvert billede for at se det i stor udgave.

Konklusion: D-Link tager prisen

De fem routere rangerer prismæssigt fra cirka 500 til 1.500 kroner, og vores test viser da også, at ydeevnen afhænger af prisen, du er villig til at betale.

De fem testkandidater formår alle at levere en fin oplevelse til almindelig trådløs internet-surfing eller knap så krævende overførsler, men så snart du har ambitioner om at dele digitalt indhold med hjemmets enheder, bliver der stillet store krav til routerens ydeevne.

Her falder de billigste modeller fra Sitecom og Linksys især igennem, mens singleband-routeren fra Trendnet formår at levere en ganske udmærket oplevelse til trods for, at teknologien ikke er den nyeste.

Se på begge frekvensbånd

Omvendt vil vi stærkt tilråde, at du investerer i en router, der kan klare begge frekvensbånd - hvis du altså har planer om at blande nye og gamle enheder på netværket og samtidig ikke vil se hastigheden rasle helt i bund. I sidste ende afhænger routervalget derfor præcis af din husstands trådløse netværksbehov, og hvis du stiller middelhøje eller høje krav til distribution af lyd, billede og data, er routeren fra D-Link virkelig værd at overveje.

Vores test har også understreget, at du ikke skal være bekymret for at investere i 802.11n-udstyr, selvom standarden endnu ikke er ratificeret. Bare vær opmærksom på, at routerteknologien ideelt set skal være baseret på Draft 2 af 11n-teknologien. Det succeskriterium lever samtlige routere i testen da også op til.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere